En bloggers død

Major Andrew Olmsted anede, at han skulle dø tidligere, end han selv havde håbet på. Hans afskedsbrev kan nu læses på hans blog. Foto: Javier Manzano/Polfoto

Kun de døde har set krigen slutte
Platon

Dette er et blogindlæg, jeg helst ikke ville have postet, men der er grænser for, hvad i livet vi kan kontrollere, og tilsyneladende er jeg stødt på en af disse. Lad mig takke Hilzoy for at lægge indlægget op på bloggen. Det er et vidnesbyrd om hendes fine menneskelige egenskaber, at hun ikke tøvede med at påtage sig denne byrde. Som mange bloggere har jeg et stort ego, og jeg kunne derfor ikke bære ikke at få det sidste ord, hvis behovet skulle opstå. Hvorom alting er, siden jeg ikke får flere chancer for at sige, hvad jeg mener, vil jeg bruge denne mulighed. Som den nu foreligger. (-).

Tro det eller lad være, men en af de ting, jeg vil savne mest, er ikke længere at kunne blogge. Muligheden for at sætte mine tanker på (virtuelt) papir og lægge dem frem, så folk kan læse dem og reagere på dem, har været fantastisk, også selv om de fleste af dem, som har læst mine betragtninger, ikke er enige. Hvis der er noget håb for demokratiets langsigtede succes, er det, hvis folk kan enes om at lytte til og forstå deres politiske modstandere snarere end at søge at knuse dem. Skønt blogosfæren har sin andel af enøjede, rummer den også afsindigt kløgtige personer, der argumenterer fremragende for deres synspunkter, og dem har jeg lært meget af, siden jeg begyndte at blogge -

Jeg går ud fra, at jeg burde fortælle om omstændighederne omkring min død. Det ville være rart at tro, at jeg døde, imens jeg førte mine mænd i kamp og helst, at jeg reddede deres liv med mit eget som indsats. Mere sandsynligt er det, at en snigskytte eller en bilbombe fik ram på mig. Men hvis det er et liv i det hinsides, vil jeg sige til alle der, at jeg bed i græsset, da jeg var omringet af hundredvis af oprørere, imens jeg forsvarede en landsby, der udelukkende bestod af uskyldige kvinder og børn. Lad det være vores lille hemmelighed, okay?

Jeg vil bede om, at ingen forsøger at bruge min død til fremme af politiske formål. Jeg tog til Irak og gjorde, hvad jeg gjorde, ud fra egne motiver. Hvis I mener, at USA burde blive i Irak, så drag ikke mig ind i det ved at hævde, at min død på en eller anden måde gør det moralsk påkrævet, at vi bliver. Hvis I mener, at USA burde trække sig ud i morgen, så henvis ikke til mit navn som et eksempel på en, hvis liv gik til spilde på grund af vores mission i dette land.

Alle er velkomne til at tænke deres om mit liv og død, men hvis I mener, at jeg har forspildt mit liv, skal I vide, at I tager fejl. Vi skal alle dø af et eller andet. Jeg døde under udførelse af et job, som jeg elsker. Når jeres tid kommer, håber jeg, at I bliver lige så heldige. (-)

Min pligt at adlyde

De, som kender mig fra mine skriverier på internettet gennem de sidste fem-seks år, har sikkert til tider undret sig over mit valg af profession. Skønt jeg ikke ligefrem er nyliberalist, har jeg afgjort stærke individualistiske holdninger. Alligevel har jeg tilbragt mit professionelle liv i et erhverv, som ikke er kendt for robust individualisme. Hvad værre er, jeg meldte mig frivilligt til aktiv tjeneste, selv om jeg vidste, at dette næsten helt sikkert ville føre mig til Irak.

Hvor lidenskabeligt jeg end vil forsvare den personlige frihed, køber jeg ikke anarkisternes påstande om, at menneskeheden ville være bedre tjent uden statsmagt. Der er for mange mennesker i verden, som tror, at de bedst ved, hvordan andre menneske burde leve deres liv, og ganske mange af dem er mere end villige til at bruge magt for at påtvinge andre deres tro. En verden uden statsmagt ville simpelthen ikke få lang levetid, stærke mænd ville hurtigt stå frem og etablere deres egne klanvælder. Altså er der brug for, at en stat kan beskytte menneskers rettigheder. Og et af de vigtigste værktøjer for en sådan stat er en hær, der kan forhindre udefrakommende instanser i at trække deres regler ned over samfundet.

Soldater skal ikke kunne fravælge de missioner, de ikke er enige i: Det strider imod den sociale kontrakt. Den retmæssigt valgte amerikanske regering besluttede, at vi skulle gå i krig i Irak. (Selv hvis man betvivler, at præsident Bush blev retmæssigt valg, så stemte Kongressen også for krigen). Som soldat er det min pligt at adlyde De Forenede Staters præsidents ordrer, hvis de ikke strider imod forfatningen. Jeg kan lige så lidt fravælge missioner, jeg ikke synes om, som jeg kan undlade at følge love, jeg ikke finder rimelige. Uanset om denne mission var fornuftig eller ej, så er min deltagelse i den sket i overensstemmelse med et princip, jeg anser for helt nødvendigt for vores samfund. Om ikke andet gav jeg da så mit liv for et vigtigt princip; Det kan jeg (hvis I vil undskylde mig denne ufrivillige morsomhed) godt leve med. (-)

Jeg er bange for, at jeg ikke rigtig har dybe hemmeligheder eller vise indsigter at tilbyde jer. Jeg levede mit liv bedre end nogle, værre end andre, og jeg bilder mig ind, at mit liv måske var med til at gøre verden en lille bitte smule bedre. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg gerne ville have gjort mere, men det er lidt for sent for det nu, ikke sandt? Bundlinjen for mig er, at jeg kan se tilbage på mit liv og i al fald få øje på nogle få områder, hvor jeg kan have gjort en lille forskel, og - hvis vi ser bort fra mit enorme ego - er det formenligt ikke så ringe endda.

Jeg skriver dette til dels, fordi jeg holder af tanken om, at der er i det mindste vil være en lille bitte smule tilbage, som man vil huske mig for. Ganske vist vil denne blog efterhånden forsvinde, den er flygtig i ordets egentligste forstand, men i det mindste for en tid kan det tjene som en beskeden optegnelse over mine bidrag til verden. I en større skala - for dem, som kendte mig godt nok til at sørge over min død og især for dem, som ikke kender til at have mistet nogen i denne krig - kan min død måske tjene som påmindelse om omkostningerne ved krig. Uanset hvor velbegrundet denne krig måtte være, tror jeg, at mange af os i Amerika har glemt, at krige er ensbetydende med død og lidelser i enormt omfang. En diskussion, som for de fleste af os i Amerika var akademisk - hvorvidt vi skulle gå i krig i Irak eller ej - fik højst virkelige konsekvenser for hundredtusindvis. Jeg var selv skyld i at minimere disse højst virkelige konsekvenser til fordel for en kold diskussion om de teoretiske fordele og ulemper ved henholdsvis krigen og freden. Nu er jeg så blevet konfronteret med nogle af de højst virkelige konsekvenser af denne beslutning. Hvem siger, at livet ikke har humor?

Jeg har pålagt hende en byrde

Som soldat ved jeg, at det kan være nødvendigt at kæmpe for det, man har kært. Men når vi træffer den beslutning, mener jeg, at vi undervurderer krigens omkostninger. Når vi beslutter os for at kæmpe, beslutter vi os også for at dræbe, og det indebærer ødelagte liv og familier. Jeg falder nu selv inden for denne kategori. Næste gang det store spørgsmål om krig og fred melder sig, vil I, hvis I kendte mig, i det mindste en smule bedre kunne forstå, hvad det er, I beslutter jer for, og om det er omkostningerne værd. (-)

Og nu til det sværeste. Skønt jeg absolut intet ønske har om at dø, har jeg på nuværende tidspunkt ikke flere bekymringer. Det samme gælder ikke den kvinde, som gjorde mit liv til noget, jeg kunne glædes ved. Hun fandt sig i alle mine fejl, og de er talrige. Og hun tålte adskillelse på adskillelse. Jeg kan ikke forestille mig at være mere lykkeligt forelsket, end jeg har været i Amanda. Nu må hun klare sig uden mig. Jeg ved, det er en forfærdelig byrde, jeg har pålagt hende, og jeg ville give næsten alt, for at det ikke skulle være sket. Dette ser ikke ud til at være en mulighed. Jeg kan ikke tænke mig noget mere smerteligt, og hvis der er et liv i det hinsides, er dette en smerte jeg vil bære for evigt.

Godnat min elskede, himmelens mest lysende stjerne.

Oversat af Niels Ivar Larsen