STATSMINISTEREN er en tålmodig mand. Det hører med til stillingsbeskrivelsen. At Fogh kender den del af sin metier til perfektion, har man kunnet forvisse sig om i denne uge, hvor stort set alt hvad der kan krybe og gå i dansk politik har været ude at mene noget om afskaffelsen af de danske EU-forbehold. En af de ømmeste ligtorne i dansk politik, lige siden de blev opfundet i 1992. Og som regeringen har bebudet skal vi til folkeafstemning med henblik på afskaffelse i den indeværende regeringsperiode.
Socialdemokraternes leder Helle Thorning- Schmidt vil af med forbeholdene på én gang, fordi de blev indført samtidig, som hun siger - en teknokratisk formulering, der ignorerer det uensartede og meget forskellige politiske indhold af undtagelserne, men som naturligvis har den charme, at begrundelsen er nem at huske og argumentere for i mødet med vælgerne.
De konservatives leder, Bendt Bendtsen, vil starte med to forbehold (forsvar og det retlige) og vente med euroen. Det har de radikales leder Margrete Vestager erklæret sig enig i, og det er noget, man måske kan få kerne-partiet SF med på, som fortsat siger nej til euroen. Og så er der naturligvis Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som råber og skriger om forræderi og bedrag.
Statsministeren holder sig til, at forhandlingerne mellem Folketingets partier om Lissabon-traktaten er i gang. Og at man derefter skal om på den anden side af sommerferien, før det giver mening at tage diskussionen om forbeholds-folkeafstemningerne. Også fordi Folketinget afventer en redegørelse om forbeholdenes virkning fra Dansk Institut for Internationale Studier.
Det er klogt af Fogh. Der er ikke brug for en forhastet og ophidset diskussion ud i den blå luft om de forbehold, der immervæk er snart 16 år gamle. Det er besluttet, at ratificeringen af den nye traktat skal ske i Folketinget, og at redegørelsen fra DIIS skal læses, før samme ting skal diskutere forbeholdene. Der ere ikke brug for at rode de to diskussioner sammen.
Når det er sagt, er det klart, at journalister, EU-debattører og medier ikke er forpligtet til at udvise samme respekt som politikerne.
Derfor - på falderebet - denne markering: forbeholdene bør sættes til afstemning ét ad gangen. Det er reelt nok, at man kan ønske forbeholdet for forsvarspolitikken og retsforbeholdet afskaffet og fortsat være betænkelig over for euroen. Om end det ikke er denne ledersignaturs holdning. Den markering bør der være plads til. Men det kan godt ske samtidigt, så vælgerne ikke lugter 'salamimetode' - altså, at man blot starter med de mest upopulære forbehold for at isolere problemerne til sidst i en skræmmekampagne. En samtidig afstemning giver også den bedste basis for en samlet Europa-politisk diskussion om Danmarks stilling i Europa.
Konkret kan det gøres simpelt ved at have én stemmeseddel med fire krydser. Til den tid. AG
