Dette handler om Danmarks trafikale infrastruktur. Så lad os starte med et aktuelt citat af FN's generalsekretær Ban Ki-moon:
"Vi er alle enige. Klimaforandringerne er reelle, og vi mennesker er hovedårsagen. Alligevel er det stadig de færreste, der til fulde forstår alvoren af denne trussel, og hvor overhængende den er (...) Jeg tror nu på, at vi står på randen af en katastrofe, hvis vi ikke handler."
"Situationen er så desperat alvorlig, at enhver forsinkelse kan skubbe os ud over 'the tipping point', hinsides hvilket de økologiske, finansielle og menneskelige omkostninger eskalerer dramatisk," mener FN-chefen.
I går modtog regeringen resultatet af et helt års arbejde i den 20 personer store Infrastrukturkommission, der har haft til opgave at - dyb indånding - "analysere og vurdere de centrale udfordringer og udviklingsmuligheder for infrastrukturen og de statslige trafikinvesteringer frem til 2030 i lyset af de langsigtede forventninger til transportbehov og transportmønstre som følge af demografi, urbanisering og byudvikling, pendling, samhandel." På dansk: Fortæl os hvor mange flere motorveje, broer og jernbanespor, vi skal investere i. 'Predict and provide' hedder den planlægningsfilosofi: Fremskriv den hidtidige trafikvækst og gør det nødvendige for at sikre prognosens realisering.
Afsættet for kommissionen har været den historiske udvikling med bilen i centrum. Siden 1980 er motorvejsnettet f.eks. udvidet med 130 pct., mens banenettet i praksis har stået stille. Godt 80 pct. af det danske persontransportarbejde foregår i dag med bil og kun otte pct. med tog. Denne udvikling fremskriver Infrastrukturkommissionen med en prognose om, at biltrafikken på statsvejnettet vil vokse med yderligere 70 pct. frem mod 2030, mens persontrafikken med tog kun vil øges fem-ti pct.
For at muliggøre dette scenario, uden at alt ender i én stor trafikprop, må der ske en stribe udbygninger af vejnettet. Danskerne vil køre i bil, ergo må der skaffes mere plads til bilerne, ræsonnerer kommissionen. Og anbefaler udbygning af Køge Bugt-, Frederikssund- og Helsingørmotorvejen i hovedstadsområdet samt bl.a. motorvejene på Vestfyn og ved Vejle Fjord-broen. En række andre relevante vejprojekter listes op. Også banetrafikken bør forbedres, men her handler anbefalingerne overvejende om at "undersøge" diverse muligheder.
Rapporten fra Infrastrukturkommissionen er konciperet i et andet univers, end det FN's generalsekretær med stor uro beskriver som den reale virkelighed. Kommissionen har arbejdet i en drømmevirkelighed, hvor økonomisk vækst og dermed forbunden trafikal vækst stadig er den indiskutable, uantastelige førsteprioritet, mens klimatruslen er en af flere "afledede konsekvenser", man "skal tage højde for". Man er lysår fra FN-chefens afsæt, der er, at situationen i det globale drivhus nu er desperat, og at vi ryger ud over et eller flere 'tipping points' med katastrofale konsekvenser, hvis ikke vi gør hensynet til atmosfærens stabilitet til den førsteprioritet, hvorefter vi indretter vores økonomi, herunder vor transportstruktur og -praksis.
Infrastrukturkommissionen slutter sin rapport med et slapt miljøafsnit om, at vi "går en varmere fremtid i møde", hvor klimaændringerne "vurderes at få varierede konsekvenser", f.eks. "varmere og vådere vejr" i Danmark. Man aftrykker frejdigt en graf, der viser, at transportsektorens CO2-udledninger i 2015 vil være vokset med over 40 pct. i forhold til 1988, uagtet at regeringen i sin bæredygtighedsstrategi har et pejlemærke om 25 pct. reduktion af sektorens udledninger i 2025. Om de tiltag, der måtte være nødvendige for at nå dette mål, skriver man, at det skal "lægges til grund, at de valgte tiltag skal have de lavest mulige omkostninger for samfundet og den mindste grad af negative konsekvenser for vækst og velfærd. F.eks. skal mulige incitamenter til begrænsninger i trafikomfanget ses i forhold til, om de medfører reduceret mobilitet eller samfundsmæssige tab."
Og mens Ban Ki-moon skriger på øjeblikkelig global handling, konkluderer den danske, regeringsnedsatte kommission, at det i dag "ikke er hensigtsmæssigt at lægge sig fast på konkrete sektorspecifikke mål" - i stedet skal man indlede "en nærmere analyse" af, "hvorvidt de samfundsøkonomiske fordele overstiger omkostningerne ved de enkelte tiltag" til at reducere trafikkens CO2-udledninger.
Ikke et ord om f.eks. roadpricing - det forhindrede regeringens kommissorium i sig selv kommissionen i at forholde sig til - i stedet dyrkes vrangforestillingen om, at trafikkens vækstproblemer løses ved at give bilerne mere plads, selv om enhver efterhånden ved, at eneste langsigtede følgevirkning af flere veje er mere trafik.
Det bedste man kan gøre, er at glemme Infrastrukturkommissionens rapport hurtigst muligt. Kassere den som et ekko fra den tid, hvor verden var grænseløs og FN's generalsekretær endnu ikke på desperationes rand over klodens tilstand. Og så trøste sig med, at statsministeren - efter sigende bevæget af en rasende klima- og energiminister - i går lovede, at den kommende trafikale investeringsplan vil være "ledsaget af en plan for, hvordan vi nedbringer CO2-udslippet i forbindelse med transport." jsn
