TEL AVIV - Straks efter at USA's præsident George W. Bush i går havde forladt Ramallah, begyndte kommunale arbejdsmænd at fjerne de mange amerikanske flag, som var blevet hængt op i byens gader i anledning af besøget. Hele den centrale del af byen havde været afspærret, de palæstinensiske myndigheder havde udstedt udgangsforbud i de dele af byen, præsidentens kortege ville komme igennem, og nu, bagefter, frygtede man, at reaktionerne ville komme.
"For mange i byen virker det amerikanske flag som noget af en provokation, så myndighederne var bange for, at folk ville begynde at brænde flagene af," forklarer den palæstinensiske menneskerettighedsaktivist Bassam Eid fra Ramallah.
"Naturligvis er det en stor begivenhed, at en amerikansk præsident kommer på besøg, men når det politiske indhold ikke er større, end det var, bliver det mest opfattet som en kæmpestor ulempe for os alle sammen. Vi vil huske, at han besøgte Ramallah - ikke andet."
Umulig tidsfrist
"Jeg tror, det er muligt - ikke bare muligt, jeg tror, det vil ske - at der vil komme en underskrevet fredsaftale, inden jeg forlader posten. Det tror jeg på," sagde den amerikanske præsident på det afsluttende pressemøde sammen med den amerikanske præsident, Mahmoud Abbas.
I dag forlader Bush Israel og de palæstinensiske selvstyreområder, hvor præsidenten havde valgt at indlede sin ni dages rundrejse i Mellemøsten. Konflikten mellem israelere og palæstinensere står også som kernen i den diplomatiske indsats, Bush søsatte ved en fredskonference i Annapolis i november, og som han har sat sig for at føre frem til en israelsk-palæstinensisk fredsaftale inden udgangen af 2008. Altså umiddelbart inden han forlader Det Hvide Hus den 20. januar næste år.
"Det kan betale sig at få afsluttet konflikten, mens jeg endnu er præsident," sagde Bush, da han onsdag mødte den israelske ministerpræsident, Ehud Olmert, i Jerusalem.
Olmert svarede igen ved at overdænge sin amerikanske gæst med rosende bemærkninger. Det finder flere iagttagere absurd - de betragter rundrejsens egentlige formål som et forsøg fra Bushs side på at rette op på sit internationale ry efter fiaskoen i Irak.
"Bush er naiv, hvis han tror på sine egne mål," fortsætter Bassam Eid.
"Men det tror jeg, han gør. Han mener, at han kan dække over Irak og Afghanistan ved at sætte en proces i gang her, og for at opnå det, har han sat en helt umulig tidsfrist for projektet."
Nøgle til Iran
Joel Peters, der underviser i Mellemøstens politiske forhold ved det israelske Ben Gurion Universitet i byen Beersheva, undrer sig også mildt.
Han sætter også præsidentens rundrejse i forbindelse med USA's forhold til Iran, men han synes også, det hele virker urealistisk.
"Herfra rejser Bush videre til Saudi-Arabien og flere af oliestaterne langs Den Persiske Golf, og de ser jo helt tydeligt Iran som en trussel," siger Peters.
"Eftersom den israelsk-palæstinensiske konflikt betragtes som nøglen til alle regionens konflikter, kunne man formode, at Bush med sit initiativ til Annapolis-processen også kan opbygge ny tillid i den arabiske verden. Denne kunne så være grundlag for en styrkelse af den front mod Iran, som Bush gerne vil opbygge, hvorved iranerne måske ville kunne tvinges på diplomatisk tilbagetog. Men det forudsætter jo, at der sker reelle fremskridt i forsøget på at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt."
Én udpost ryddet
De fleste har imidlertid svært ved at få øje på udsigten til fremskridt. I forbindelse med sine møder med henholdsvis israelske og palæstinensiske ledere gav Bush udtryk for sit håb om en løsning og sin tillid til de lokale lederes fredsvilje, men ifølge Joel Peters kom der meget lidt konkret ud af besøgene.
Samme opfattelse har Bassem Eid:
"Faktisk kan jeg kun se det sådan, at besøget har udbygget den indre palæstinensiske konflikt," siger han dystert.
"Folk, der som Abu Mazen (Mahmoud Abbas, red.) er medlemmer af Fatah, siger, at de tror på det, mens Hamas' tilhængere åbent kalder Bush en krigsforbryder. Bush er ikke manden, der kan samle det palæstinensiske folk, og uden indre enighed bliver det aldrig til noget."
Også på israelsk side lurer den politiske krise. Den endelige rapport over Olmert-regeringens handlinger under Libanon-krigen for halvandet år siden bliver offentliggjort den 30. januar, og det kan få regeringen til at falde sammen. På begge sider betragtes den politiske ledelse derfor som svag, hvilket understreges af, at det kun lykkedes de israelske myndigheder at rømme én bosætterudpost på Vestbredden, inden Bush kom på besøg.
"Det er ikke meget at bygge en fredsproces på," konkluderer Joel Peters. "Navnlig ikke, hvis der kun er afsat et år til det."
Patrick Reay Jehu
11. januar, 2008 #
Bushs tur er bare kosmetik. At man udråber Blair som formidlingsmand er jo også satiriske. Begge to har givet de Israelske krigs- og fredsforbrydere reelt støtte til alle Israels ulovlige gerninger, og for Bush og/eller Blair at sige de gå ind for en reel palæstinisk stat er kun spil for galleriet. Det kunne man se Olmert og andre var klar over ved deres smilende modtagelse af Bushs tale, om at han støttede en ordentlig palæstinensisk stat.
De forhandler med en såkaldt Palæstinensiske Fatah-styre, som prøvede at begå et kup mod den lovlige folkevalgt styre, som lykkedes i Vestbredden, men slog fejl i Gaza. Kæmpehykleriet bestå i, at Bush og Blair sagde inden valget i de besatte territorier og Gaza, hvor de opfordrede palæstinenserne til demokratisk valg, og sagde de ville anerkende resultatet, hvilket de bagefter nægtede at gøre. Ærligt talt er det ikke værd at give Bushs rejse så megen spalteplads for hans reelt intetsigende taler.