Oprørsbevægelsen FARC i Colombia har frigivet to kvindelige gidsler, der i over fem år har været oprørernes gidsler. Det oplyste Venezuelas præsident, Hugo Chávez, i går. "De er fri. Jeg sagde til dem: Velkommen tilbage til livet," sagde Chavez til journalister i Venezuelas hovedstad, Caracas. Chavez har stået i spidsen for bestræbelserne på at få frigivet gidslerne med Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) som mellemled. ICRC i Colombias hovedstad, Bogotá, bekræftede, at de to kvinder, den 44-årige Clara Rojas og den 57-årige Consuelo González, er frigivet. Det drejer sig om . - Vi kan fortælle den gode nyhed, at Clara Rojas og Consuelo González er i vore hænder. Vi er meget glade, sagde en talsmand for ICRC i Bogota.
To venezuelanske helikoptere lettede tidligere fra den lille by San José del Guaviare i det sydøstlige Colombia og satte kurs mod et hemmeligt mødested i junglen. Her var der et tidsrum på en time til at hente gidslerne, som har været tilbageholdt af oprørsbevægelsen Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC).
Den colombianske regering havde beordret alle flyvninger i området midlertidigt indstillet og havde afbrudt militære aktiviteter i regionen for at fremme gidselfrigivelsen.
Et tidligere forsøg på at løse gidselkrisen slog fejl sidst i december - blandt andet fordi det kom frem, at et barn, som Clara Rojas har fået i fangenskab, er blevet anbragt på et børnehjem i Bogotá. Barnet, en dreng, er nu tre år. Han er tilsyneladende resultatet af et frivilligt forhold mellem Rojas og en af oprørerne.





