Ulighed i USA - naturfænomen eller klassekamp

Det er en almindelig antagelse blandt økonomer, at den eksplosive udvikling af de økonomiske uligheder i USA igennem de sidste 30 år hænger sammen med den teknologiske udvikling og globaliseringen, og at denne udvikling gavnede republikanerne, der bejlede til de grupper, der havde gavn af udviklingen, og som derfor gennem bidrag til republikanernes valgkampagner sikrede partiet magten.

Denne sammenhæng troede Paul Krugman, der ud over at være en højt anset økonom især i de sidste fem år i sine klummer i New York Times, er blevet kendt for at være en uforsonlig og skarp kritiker af Bush-administrationen, også på, men han mener nu, at sammenhængen er omvendt: At den stigende ulighed er resultatet af primært ændrede politiske styrkeforhold, af klassekamp - selv om han ikke bruger det udtryk - og årsagerne analyserer han i bogen, The Conscience of a Liberal.

Perioden op til slutningen af 1800-tallet, The Gilded Age, og perioden op til krisen i 1930’erne var præget af stor og voksende økonomisk ulighed. Præsident Roosevelt’s New Deal i 1930’erne førte imidlertid til et progressivt skattesystem, der fjernede de riges formuer og formindskede uligheden - the Great Compression - styrkede fagbevægelsens organisationsgrad og retsstilling, således at den var i stand til at opnå vidtgående sociale goder for den amerikanske arbejderklasse.

Oprør fra højre

Under præsident Eisenhower havde republikanerne affundet sig med New Deal-samfundet, men i 1960’erne og 1970’erne fandt en alliance af antikommunister, mindre forretningsdrivende, der var rasende over at skulle affinde sig med fagforeninger, og modstandere af den af præsident Johnson’s udbyggede velfærdsstat sammen i en alliance med pengestærke personer, der kunne finansiere oprettelsen af et højreorienteret netværk af tænketanke og institutioner, der efterhånden overtog magten i det republikanske parti. Det lykkedes at skabe en centraliseret konservativ bevægelse - Krugman mener, at man faktisk kan tale om en højreorienteret sammensværgelse - der efterhånden sikrede disciplinen internt i Det Republikanske Parti. Midlet hvormed det også lykkedes den konservative bevægelse at erobre først præsidentposten og sidenhen Kongressen (i 1994) var efter Krugman’s mening at spille racekortet. Det var først med held blevet gjort af Nixon og siden hen af Reagan, og havde sin baggrund i indførelsen af borgerrettigheder, der specielt i Sydstaterne, hvor demokraterne havde haft monopol på magten, førte til, at vælgerne gik over til republikanerne. Krugman viser, at demokraterne faktisk til Kongresvalgene er blevet styrket i alle andre regioner, men at tabet af Sydstaterne har vejet tungere.

Det var også i 1970’erne, at erhvervslivets angreb på fagforeningerne satte ind, hvilket blev forstærket af 1980’ernes neoliberalisme, der også opløste mange af de institutionelle skranker for aflønningen af erhvervsledere. At ulighederne er steget så meget skyldes, dels at fagbevægelsens svækkelse har fjernet erhvervsledernes hensyntagen til dens mening om egen aflønning, og at man samtidig har kunnet presse lønnen - hvilket ikke er sket i lande f.eks. i Europa, hvor der har været en stærk fagbevægelse - dels at erhvervslederes ‘kvalitet’ er svær at vurdere. Overskud er nemlig meget afhængig af konjunkturerne, men køberne af topledere er andre topledere, der i et lukket kredsløb bevilger hinanden stadig højere lønninger kun begrænset af offentlighedens eventuelle ramaskrig. Men når medierne samtidig har overgivet sig til ideologien om ‘genierne’ i forretningsverdenen, og når politikerne heller ikke tør gøre indsigelser, fordi de er afhængige af kampagnebidrag, er der frit spil for erhvervsledernes grådighed i form af fyrstelige aflønningspakker.

Konservativ offensiv

Da Krugman mener, at udviklingen bort fra den demokratiske kapitalisme har været betinget af politiske ændringer, kan den også ændres igen ved, at liberale erobrer flertallet, og det er der nu udsigt til, efter at chokket fra 11. september 2001, der blev brugt af Bush-administrationen til at gennemføre den hidtil stærkeste konservative offensiv, har fortaget sig, og den konservative og neoliberalistiske ideologi efter Irak-krigen og den øgede usikkerhed for almindelige amerikanere som følge af den tilstundende økonomiske krise har mistet legitimitet.

Progressive liberale har nu chancen for at genindføre et nyt New Deal-samfund, idet man vil kunne generobre magten for en længere årrække ved at skabe en sygesikring for alle. Denne vil kunne virke som en murbrækker for yderligere reformer, der skal omfatte en genindførelse af et progressivt skattesystem, som har til formål dels at begrænse de riges rigdom, dels at skabe provenu til sociale reformer. Krugman mener, det er nødvendigt at gennemføre reformer, der viser jævne amerikanere, at staten kan medvirke til at forbedre deres levevilkår og dermed også forøge valgdeltagelsen blandt de fattigste befolkningsgrupper. Her vil en forhøjelse af mindstelønnen være vigtig. Samtidig skal man sikre arbejdernes ret til at danne fagforeninger. I dag kan arbejdsgivere nemlig stort set risikofrit fyre arbejdere, der søger at etablere fagforeninger, og de kan også på andre måder bekæmpe fagforeninger - det er f.eks. bemærkelsesværdigt, at Wall-Mart-arbejdere ikke er organiserede i fagforeninger.

En lektie for Europa

Herved ville arbejderne også kunne tilkæmpe sig bedre løn- og arbejdsforhold. Han mener, at USA er på vej til at få en ny demokratisk majoritet - også som følge af den demografiske udvikling.

Om Krugman’s vision er realistisk, er det svært at vurdere, men USA’s store budgetunderskud og statsgæld vil virke som en hindring af udgiftskrævende reformer, ligesom den tilstundende krise vil kunne virke som en byrde for en kommende demokratisk præsident og Kongres, da de vil blive draget til ansvar for de økonomiske problemer - selv om de er skabt af republikanerne. Og spørgsmålet er også, om demokraterne har det interne sammenhold, der er nødvendigt at sikre en gennemførelse af reformerne, især når republikanerne i alliance med erhvervslivet med alle midler bekæmper reformer.

Men Paul Krugman har som en af de få demokrater formuleret en vision for et andet Amerika, ligesom han har vist, hvilken betydning et lands institutionelle opbygning og deraf resulterende normer og værdier spiller for de politiske styrkeforhold og den økonomiske ulighed i samfundet. Det er en lektie, vi i Europa bør skrive os bag øret!

Per Clausen er lektor i samfundsfag og undervisningsassistent på Internationale Udviklingsstudier på RUC