Præsten har forladt kirken. Eller måske er Gud slet ikke i himlen længere. Fans af FC Barcelona, som er verdens største fodboldklub målt i medlemmer, kender følelsen og præparerer så småt hjerterne på livet efter Ronaldinho. Udebanesejren på 0-2 over Mallorca sidste lørdag lunede en smule i slipstrømmen af juledagenes 0-1-nederlag til ærkerivalerne fra Real Madrid. Og midt i kongens deroute og skvalderet om finalen på Frank Rijkaards magiske æra, er en lillebitte argentiner med fedtet tagrendehår og guddommelige driblinger ved at slå sit navn fast.
Da 'bæstet' Julio Baptista, Real Madrids nr. 19, sendte bolden i maskerne til 0-1 på en formidabel assist af Ruud van Nistelrooy, anede 98.000 utålmodige supportere på Camp Nou noget, der næst efter Franco-minder og afbrænder til byduellanterne fra Espanyol smagte af katastrofe. Det var første nederlag indenfor bymuren i næsten to år, og ikke siden 0-0 til selv samme Espanyol tilbage i 2005 havde det blændende stadion - som tidligere har lagt græs og lægter til U2, Sting og Julio Iglesias - prøvet ikke at komme på måltavlen.
"Det er forbi," erklærede Roberto Palomar fra den Madrid-venlige sporstavis Marca, hvorefter der gik symbolik fra Zoo i tasterne. Eller måske en familievenlig opdatering af den tyrefægter-syntaks, som florerer lystigt på den iberiske halvø: "Forskellen på Madrid og Barcelona er én mellem en antilope og en løve. Og jeg kan ikke huske ét eneste dyreprogram, hvor antilopen vinder".
Franklin Edmundo Rijkaard kom til klubben i 2003, og han har god grund til at rive sig i de korte krusninger. Enten dukker Ronaldinho - Dinho og Ronnie blandt venner - ikke op til træning, eller også er han lad og kødfuld, når han endelig triller rundt med kuglen. Dertil kommer et miks af sarkasme og udsvævende charme, hvor man ikke rigtig kan afgøre, om Ronnie kører på med hvalpet energi eller taler med den desillusionerede arrogances stemme. Usikkerheden og tilværelsen efter jubelår med mesterskaber i ligaen og Champions League-triumf har skabt en diplomatisk krise hos los blaugrana. I flere sæsoner har fodboldens skørtekiggere konspireret om 'borgerkrigen' i den katalanske stolthed. Historien handler om Ronnie og Brasiliens Nike-boss samt tidligere vice-præsident i Barca, Sandro Rosell, i bitter strid med præsidenten Joan Laporta og hans førsteelsker, Samuel Eto'o. Rygterne lyder, at ankomsten af den 'franske lejr' - Eric Abidal, Yaya Touré og Thierry Henry - blot har styrket Eto'o/Laporta-siden og yderligere skubbet Dinho og den sædvanligvis afdæmpede Rijkaard ud på sidelinjen.
Nike, Playstation og det hurtige svirp
Men Ronnie er stadig guld værd for klubben. Alene på navn, trøjesalg og branding value. Og selvfølgelig downloader vi stadig videoer med nærstudier af sydamerikanerens mytologiske elastico, det lille og lynhurtige svirp med én fod, hvor driblekunst, kropsbalance og eminent forståelse for banens geometri går op i en højere enhed. Eller Ronnies luftakrobatiske saksespark til 4-0 over Villarreal, som åbnede forrige sæson. Eller den måde, han overrumplede Sergio Ramos, da Barca smadrede Real direkte på Santiago Bernabéu, og publikum klappede lakonisk af fjenden. Og hans tænder. Og hans Nike-reklamer. Og hans hang til Playstation. Scener og kendemærker som dem fordamper ikke, selv om manden i brændpunktet angiveligt er på vej til kursramte Chelsea eller Kakas og Ronaldos AC Milan.
Det er kendetegnende for menneskets eksistens, sagde Sartre engang, at det kan gå ind på en café og opleve, at Pierre ikke er der. Oversat til spanske fodboldbulletiner hedder Pierre enten Ronnie eller Guti. Det er dem, der ikke er der, og som selvfølgelig derfor er ud over det hele. I Real Madrid skriger publikum som gale, når først Guti entrerer grøn-sværen. Og gerne som substitut for Baptista, som ellers har været inkarnationen af brutal målgaranti. Paradoksalt nok handler jubelen om, at med José María Gutiérrez er Barca-stilen sikret. Guti ligner en ældre Andrés Iniesta, der sammen med Xavier Hernández Creuser netop er den sublime krumtap på katalanernes spilopbyggende midtbane. Med Guti i dirrigentrollen er fodbold forvandlet til slow living med indlagte og pludselige eksplosioner - og ikke det brystoppustende effektivitetsjageri, som Real dyrker for tiden.
I sammenligning med Gutis helgenkarakter er Ronnies dump fra stjernerne endnu mere smertefuld. "Ronaldinho spiller, Barca taber," lød El Mundo Deportivos harske overskrift efter Baptistas matchbold, og en anden kommentator deklarerede, at "Ronnie er den bedste spiller i verden, men den værste sportsmand hos Barcelona". Suppleret med spalteslugende jokes om damejagt, tømmermænd og lallervorn congasspil er Rijkaard - manden, der opfandt Ronaldinho - i frit fald og en slags omkringvandrende fortid i Francos gamle hadeklub. Her går en mand, som allerede har forladt bygningen. Alle dem, der påstår at være cheftrænere i Barcelona - og det er mange hundredetusinde - taler om hollænderens basale mangel på taktik, og af The Fab Four's sagnomspundne storhed er det kun Messi, som for alvor har tryllet og scoret mål. Ronnie er, som det hedder på de kanter, "syg eller ude at fiske", Henry har ondt i ryggen, og Eto'o er for det meste sur eller langtidsskadet.
Mens Ronnie sover rusen ud
Barca-folket savner sin lokale guddom, og det store spørgsmål, som tavst runger ud over Estadi del Futbol Club Barcelona, er om selv mindre doser af Ronnie-kulten er nok til Rijkaards skrantende og på mange måder utidssvarende 4-3-3-system. Messi var der ikke, da Barca tabte til Real og skød sig selv syv pladser ned i tabellen, skarpt forfulgt af naboerne og landsholdsleverandørerne fra Espanyol. Samme Messi var der til gengæld, også i dén grad, da Camp Nou afholdt 50-årsdag og tog imod Sevilla september sidste år. Manden, som latinerne kalder Messias, og it-nørder hævder er opdateret Maradona-software, scorede åbningsmålet med æstetisk perfektion og lod sig efterfølgende hylde af de feststemte lægter med en vaskeægte imitation af Ronnie's fejringsgestus.
Så var han altså alligevel med, Ronaldinho, mens han i virkeligheden, som de respektable aviser El Pais og La Vanguardia spekulerede i, lå derhjemme og sov rusen ud. Mellem linjerne var Ronnie reduceret til en tryllekunst i vidunderdrengen Messis imiterende løjer.
