Kenyas opposition vil i næste uge gennemføre landsdækkende demonstrationer mod regeringen og præsident Mwai Kibaki. Hensigten er at tvinge præsidenten og hans regering fra magten, efter at mæglingsforsøg er brudt sammen.
Oppositionsledere sagde ved et pressemøde i går, at demonstrationerne sker i vrede over uregelmæssighederne ved præsidentvalget for 27. december. Her blev Kibaki officielt genvalgt. En talsmand for oppositionsalliancen Den Orange Demokratiske Bevægelse (ODB) opfordrer desuden det internationale samfund til at indføre sanktioner mod Kibakis regering.
“Sanktioner er nødvendige. Det er uanstændigt og uansvarligt at betro præsidenten en eneste cent,” sagde generalsekretær for ODB, Anyang Nyong’o og fortsatte:
“Man kan ikke have tiltro til en regering, som stjæler stemmer med ressourcer, vi får fra udenlandske partnere.”
Forsøg på at mægle mellem de to stridende parter er hidtil mislykkedes, og den tidligere generalsekretær for FN Kofi Annan skal i løbet af kort tid gøre et nyt forsøg. Måske allerede i weekenden.
Oppositionen har dog ikke planer om at forholde sig i ro, indtil det sker.
“Vi beder vore medborgere, som vi føler stor solidaritet og bekymring med, om at gå med i vor landsdækkende demonstrationer onsdag, torsdag og fredag i næste uge,” sagde Anyang Nyong’o.
Demonstrationsforbud
Kort efter sagde landets politichef, at han agter at nedlægge forbud imod demonstrationerne.
Tilhængere af oppositionslederen og den tabende præsidentkandidat, Raila Odinga, siger, at Kibaki stjal valgsejren. Odinga førte i meningsmålinger inden valget og lå foran under det meste af optællingen af stemmer efter valget.
Kibakis regering har sagt, at den ikke vil tolerere oppositionens demonstrationer. Tidligere demonstrationer førte til blodige sammenstød mellem ODB-tilhængere og sikkerhedsstyrker, og cirka 500 personer er dræbt siden valget den 27. december.
“Kenyanere har ret til at demonstrere fredeligt. Sker det ikke, vil det være et klart og alvorligt brud på deres helt fundamentale rettigheder,” fortsatte Anyang Nyong’o.
ODB siger, at de kommende demonstrationer vil finde sted i mindst 30 byer rundt om i Kenya, og at politiet er blevet bedt om at sikre rammerne omkring demonstranterne.
ritzau/Reuters







Kommentarer