Det er for rigtig mange mennesker en særdeles barsk oplevelse at være indlagt på psykiatrisk afdeling. Dels fordi det i sig selv er rigtig barskt overhovedet at have så store psykiske vanskeligheder, dels fordi selve erkendelsen af, at man har brug for indlæggelse - måske noget af det mest tabuiserede og fordomsbehæftede, der kan hænde os og vores pårørende i vores kultur - for de fleste er særdeles rystende og smertefuld. Oveni er alt for mange patienters møde med psykiatrien under en indlæggelse desværre alt for ofte ikke tilfredsstillende.
Mange patienter bliver, p.g.a. utilstrækkelige ressourcer, presset igennem et forløb fra indlæggelse hen imod udskrivning i et tempo, som ikke kun patienter, men også mange behandlere har svært ved at følge med i (men mange alligevel på forbløffende vis bestræber sig på!). Det absurd opskruede tempo bringer selvfølgelig en række mindre heldige forhold med sig, bl.a. det at en hel del langt fra får den fornødne menneskelige kontakt og samtale igennem en indlæggelse - et forhold som ikke overraskende er ret betydningsfuldt for den enkelte og i sidste instans såmænd nok også for samfundsøkonomien.
En del mennesker får i løbet af en indlæggelse mulighed for at tale med en psykolog. Det er min erfaring, at mange er meget glade for samtalerne. Desværre får alt for mange ikke tilbuddet, og de, som gør, skal måske kort tid efter videre i et system, hvor begrebet ‘kontinuitet’ desværre mestendels er et modeord og ikke en modehandling.
En hel del patienter har forståeligt nok et stort ønske om samtaler af psykologisk karakter, når de bliver udskrevet fra psykiatrisk afdeling, dels fordi de måske nu har lidt mere overskud til at kigge på sig selv, og dels fordi de har brug for at få bearbejdet selve den omvæltende og for mange ganske forfærdelige oplevelse, det kan være at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling (“hjælp, er jeg sindssyg?”, “hjælp, vil jeg nu kunne vende tilbage til mit normale liv?”, “hjælp, hvorfor forstår jeg ikke, hvad det er, der foregår her på dette hospital”, “hjælp, hvorfor er der ikke nogen, der har tid til at tale med mig” osv.). Der er tale om mennesker, som ud over at kæmpe med alvorlige psykiske problemer også befinder sig i en ikke ubetydelig eksistentiel krise.
Det er de færreste, som efter en indlæggelse - uanset om vedkommende følges ambulant (f.eks. i distriktspsykiatrien), bor på et bosted for sindslidende eller bliver udskrevet uden anden opfølgning end en månedlig 20 minutters samtale hos en psykiater - får tilbud om samtaler med en psykolog. Med mindre, selvfølgelig, man selv kan bekoste det - hvilket de færreste psykiatriske patienter naturligvis kan. De fleste modtager kontanthjælp eller sygedagpenge - en lille og den hårdest ramte del modtager pension.
Sikkerhedsnettet
Nå. Og her er det så, det ville være besnærende om velfærdsdanmarks sikkerhedsnet dog trods alt kunne bære nogle af de allermest udsatte og sårbare iblandt os. Men, men, men - Den offentlige sygesikring giver et ikke uvæsentligt tilskud (60 procent) til 12 ganges psykologbehandling for mennesker, som har været ude for særligt voldsomme livsbegivenheder, f.eks. tab af nærtstående, færdselsuheld, alvorligt invaliderende sygdom, abort efter 12. uge osv. Tilbuddet gælder også pårørende til legemligt syge og pårørende til alvorligt psykisk syge. Men tilbudet gælder ikke for mennesker, som er ramt af så alvorlige psykiske lidelser, at de kommer i kontakt med psykiatrien - mennesker som vel ingen er i tvivl om hører til blandt dem, som psykisk er allerhårdest ramt overhovedet.
Måske er tanken, at disse mennesker modtager den relevante psykologiske behandling andre steder i systemet (altså i psykiatrien), men det gør de jo bare ligesom ikke! Eller endnu værre - måske bunder forholdene i et menneskesyn, hvor man på forhånd udelukker, at sindslidende og andre psykiatriske patienter, i modsætning til alle andre mennesker, kan have gavn af at tale med en psykolog (“de kan nok hverken tænke eller føle og er i virkeligheden ikke rigtig som du og jeg”) - et menneskesyn, som uundgåeligt vil bidrage til en fastholdelse af en særdeles uhensigtsmæssig stigmatisering af gruppen under helt falske forudsætninger.
Tænk omvendt
Man burde tænke omvendt: I erkendelse af denne gruppes enorme menneskelige lidelser, som for en dels vedkommende strækker sig over mange år, måske sågar hele livet, ville det være på sin plads, at sygesikringens tilskud også omfattede sindslidende med behov for psykologsamtaler, og at tilskuddet ikke kun gjaldt 12 samtaler, men f.eks. 40-50 (svarende til et år).
Ovenstående er kun et lille hjørne af det store tæppe, som psykiatrien udgør, og som ud over det sammensatte og brogede mønster, det fremtræder med, har en uhyggelig masse huller. En indlemmelse af psykiatriske patienter i den almindelige offentlige sygesikringsordning om psykologbistand ville være en måde at lappe et lille hul - på vejen, som muligvis er ved at blive lagt, hen imod en mere samlet og sammenhængende psykiatri.
Mari Ann Sander Molano er cand.psyk. med privat praksis og ansat på et psykiatrisk hospital i Hovedstadsområdet
Kommentarer
Den biologiske indgangsvinkel til psykiatrisk behandling i tenderer til at hæmme psykisk syges muligheder for at genvinde herredømmet i deres eget liv, og overhovedet starte den lange og seje proces, der benævnes recovery (“at komme sig”).
Derfor udgør Mari Ann Sander Molano’s kommentar i avisen d. 14. januar et udspil, der har været savnet længe!
Med erfaringer indhentet ved kontakt med psykiatrien gennem mere end 35 år, har jeg i hvert fald lyst til at sige, at biologisk (kemisk og evt. elektrisk) behandling af psykiske fejlfunktioner ikke i sig selv har den ønskede effekt, specielt ikke, hvis brugen af de fleste af disse midler udstrækkes over længere tid.
Ved behandling med psykosemedicin, foregår der stadig processer, som blot ikke får mulighed for at komme til udtryk. Hvis disse (skjulte) processer er abnorme, undrager de sig altså behandling, og de normale og produktive kan i mange tilfælde ikke bruges af en sløvet eller udtrykshæmmet person. Efter nogen tid kan den syge dog få det bedre, men det sker først rigtigt når hun/han finder veje til at kommunikere med andre mennesker.
Det er en meget pinefuld og frustrerende proces for både for patienten og de pårørende.
Alligevel må det erkendes, at det ofte er nødvendigt at bruge de biologiske muligheder for at give kroppen fred for katastrofereaktioner, der ikke bunder i den fælles virkelighed.
Jeg forstår Mari Ann Sander Molano sådan, at der bør gives psykiatriske patienter bedre muligheder for at bearbejde deres psykiske “vraggods” i et konstruktivt samarbejde med en fagperson, der tager udgangspunkt i det, der virker, og genopdager det, der er blevet glemt.
I en tid, hvor vi taler om de mange hænder vi mangler, skal vi måske også tænke på, hvad hænder kan uden hoveder.
Jeg synes det er meget relevant sag, som Mari Ann Sander Molano, fremlægger.
Jeg savner at vores folkevalgte politikere, tager ansvar for den underbelægning, og underbemanding af de psykiatriske afdelinger.
Jeg har selv kendskab til forholdene på Risskov Psykiatriske Hospital, via venner som er ansatte, og via venner som har haft brug for de kompetencer stedet forsøger at tilbyde.
Jeg ved at der for en uge siden i dag, blev underskrevet en ung, første-gang patient, til et forsorgshjem, sammen med to alkoholikere der var til afrusning, på ufaglige grundlag, pga. kapacitet mangel. Jeg bliver uhørt vred, når jeg bliver bekendt med sådanne skæbner, pga af økonomisk prioritering.
Og det er her, I kære folkevalgte politikere, at jeres ansvar ligger.
- Det er jer der har valgt at nedprioritere psykiatrien.
Konsekvensen af nedprioriteringen, kan ses på kriminalitets statistikerne i form af hensynsløse overfald og drab af tilfældige sagesløse.osv.(og man kurere ikke symptomer, ved at register handlinger på overvågningskameraer)
Og så er der dem som ikke er voldlig, men så syge at de ikke kan få deres verden til hænge sammen, som du og jeg kan. Det er den sidste rest, af matchgruppe 4 og 5 , der endnu ikke har fået tilkendt pension, fordi de i medicineret tilstand, måske kan have lidt arbejdsevne tilbage, og derfor får sygedagpenge,(Også kan Claus Hjort rable om at de arbejdsløse er nogen dovne hunde, og straffe deres dovenskab med nedsat ydelse.
Jeg syntes, det er en væsentlig problemstilling Mari Ann Molano rejser. Som tidligere frivillig blandt Københavns hjemløse, var det tydeligt at mærke en stigende tilgang af psykisk syge på det pågældende herberg. Jeg har mødt kvinder, der sagde deres lejlighed op på grund af tvangstanker, og efterfølgende måtte klare sig helt alene og uden medicin som hjemløs i København. Det er klart, at hvis der var et mere fintmasket sikkerhedsnet under de psykisk syge, ville der være mulighed for, at træde til med relevant behandling, før det er for sent. For når de psykisk syge melder sig ud og vælger at leve helt alene og uden for systemet, så er det næsten umuligt for dem at kæmpe sig tilbage og umuligt for systemet at træde til med behandling.