Automatreaktioner

Den absolut fornuftigste reaktion på Jyllands-Postens weekend-forsidebasker om, at udviklingsbistand ikke virker, kom fra Dansk Folkeparti. Partiets udviklingsordfører Tina Petersen foreslog søndag, at landbrugsstøtten til de rige EU-lande og toldmurene over for Den Tredje Verden skal fjernes for at stimulere væksten i de fattige lande og samtidig give EU-borgerne bedre forbrugerpriser.

Tina Petersens forslag skærer ind til den afgørende faktor for, om bistand virker: Bistanden skal ikke blive modarbejdet af andre faktorer, som ophæver dens effekt.

En gennemsnitlig indbygger i Den Tredje Verden modtager sammenlagt hvert år udviklingsbistand til en værdi af en hundredekroneseddel eller højst to. Det er denne hundredekroneseddel, der nu igen er genstand for heftig debat, efter at økonomiprofessor Martin Paldam i Jyllands-Posten serverede sit nyeste forskningsresultat: Udviklingsbistand giver ikke udvikling.

Det var mildest talt en skarpvinkling, at avisen lancerede Paldams konklusion om bistandens manglende effekt som en nyhed. Manden har trods alt turneret med synspunktet i årtier, ligesom artiklens anden bistandskritiker, økonomilektor Christian Bjørnskov, er en kendt, trofast og CEPOS-engageret kritiker af offentlige overførsler med udviklingsbistanden i spidsen.

DER ER ALTSÅ INTET NYT i, at Martin Paldams forskning ud fra sine kriterier når frem til, at effekten af de sidste 15 års bistand er så svag, at den ikke er statistisk signifikant. Eller i, at en stor volumen af aktuel forskning når frem til akkurat den modsatte konklusion.

Her er altså tale om en god, gammeldags akademisk uenighed, som meget vel kan vise sig uafgørlig. Det kan den, fordi de såkaldte makromålinger af bistandens effekter, som Paldam bedriver, er behæftet med så store statistiske usikkerheder.

Hvis afrikanske landes økonomiske vækst, demokratiske kultur eller korruptionsbekæmpelse skuffer, er den årlige bistands-hundredekroneseddel så at bebrejde? Eller er det de handelsbarrierer, som forhindrer eksporten til det mest nærliggende marked - EU's? Er det de amerikansk bevæbnede konflikter? Eller er det korruptionen, der sponsoreret af vores multinationale selskaber tillader afrikanske regeringsledere at udsulte deres landes befolkninger og sætte pengene ind i vestlige banker?

Alle disse faktorer, påpeger mange forskere, er så svære at udrede fra hinanden, at det grænser til det umulige at etablere en årsagssammenhæng mellem udviklingsbistanden og modtagerlandenes udvikling.

BETYDER DET SÅ, at vi skal opgive at diskutere bistandens effekt? Her går prisen for den mest ubrugelige reaktion på JP-historien måske til DIIS-forskeren Julie Trolle, som i går advarede om, at Paldams konklusion kan reducere opbakningen til udviklingsstøtten hos befolkningen. Vigtigt, måske, men ikke så vigtigt, at kritikken skal ignoreres. Og det mest deprimerende ved de seneste mange års skyttegravskrig mellem udviklingsindustrien og professor Paldam er i virkeligheden den manglende dialog og selvkritik.

Ufatteligt mange bistandsprojekter er slået fejl gennem de fire årtier, Danmark har givet udviklingsbistand. Enormt mange gør det stadig. Og der er utrolig meget ideologi, mode og tågesnak i bistandsdebatten.

Men en af de vigtigste pointer, som Martin Paldams forskning har fremdraget, er, at virksom udviklingsbistand skal være stabil og ikke skifte kurs efter en hjemlig opinions forgodtbefindende. Den skal prioritere sine mål og ikke løbe i 25 retninger på én gang. Den skal måske endda erkende, at nogle af målene er indbyrdes uforenelige.

I DET FORLØBNE ÅR har markante udgivelser fra så forskellige folk som den venstreorienterede journalist Naomi Klein og den neokonservative ideolog Robert Kagan sat spørgsmålstegn ved en af de mest grundlæggende antagelser i al udviklingspolitik: Den om, at god økonomisk udvikling i form af vækst automatisk følges med god politisk udvikling i form af demokratiske rettigheder. Hvis det går godt med de demokratiske institutioner i Afrika, hvorfor sker der så ikke det store med væksten? Og hvis det går så godt med væksten i Kina, hvorfor sker der så ikke det store med de demokratiske institutioner? Dét er blot en af de diskussioner, det kunne være interessant at tage, hvis udviklingsverdenen holdt op med at slå syv kors for sig over for Paldams kritik.

Endnu mere effektivt ville det måske være, hvis de, der interesserer sig for den tredje verdens udvikling, holdt op med at gå i defensiven over professorens angreb på den hellige bistands-ko og i stedet gjorde offensivt brug af hans mindst lige så hårdtslående argument: Hvis vi skal hjælpe Den Tredje Verden, skal vi holde op med at lukke den ude fra vores markeder med den ene hånd, mens vi giver den kønne gaver med den anden.