Den styrede frihed

"Frihed under pres" fastslog weis i lørdagens bagsideleder med henvisning til Institut for Menneskerettigheders netop udgivne årsrapport 'Menneskeret i Danmark'. Presset kommer først og fremmest fra terrorlovgivningen, der, som det fremgik af artiklen inde i bladet, "truer retssikkerheden."

Svært at være uenig, men endnu sværere er det at se, hvordan udviklingen kan bremses, for ikke at sige vendes, fordi de aktuelle anslag mod friheden udspringer af en fundamental mistillid til - nåh ja: friheden.

Masken er faldet, mennesket står igen

over sig selv; retfærdig, ædel, vis...

Så smuk, og stor, var drømmen om mennesket frigjort fra tvang og autoriteter, som Shelley formulerede den i Prometheus Unbound: en konge over sig selv.

Det var i 1822. Her knap 200 år efter syntes vi tæt på målet - i hvert fald på papiret. Aldrig har den enkelte haft så mange lovmæssigt sikrede frihedsrettigheder, aldrig har der været talt så meget om frihed, aldrig har der været en sådan iver efter at påvise brud på eller bare trusler mod såvel de universelle som de lokale menneskerettigheder som i dag. Og dog lader idealet vente på sig, for nok er det stort og smukt med disse konger over sig selv, men det er åbenbart for farligt at give dem for lang snor. Man kan jo aldrig vide, hvad en sådan selvstændigt tænkende person kan finde på. Rammer at agere inden for må der til, hvis ikke det hele skal ende i anarki.

Derfor gøres rammerne snævrere og snævrere, næppe en dag uden tiltag i den retning, langt fra alle med udspring i 'frygten for terror'. Selvfølgelig sker det ikke med henvisning til tvivlen på den enkeltes dømmekraft, det er netop, argumenteres der, for at sikre hans og hendes integritet, at påbud, regler, overvågning og 'signaler' for god opførsel hober sig op.

Hvad kunne en underviser f.eks. ikke finde på at lære eller ikke lære sine elever, hvis ikke han holdes i kort snor og har uomgængelige forskrifter at rette sig efter i form af fremsendelse af skriftlige undervisningsplaner, rapporteringer, evalueringer, høringer og dokumentation? Hvordan skulle vi finde ud af, hvad der er godt for os, uden ernæringsanvisninger, rygeforbud og ekspertrådgivning? Og tænk hvad en sådan 'konge' kunne finde på at bruge sin lommekniv til! Så for en sikkerheds skyld må lommeknive forbydes, lige som de steder, han færdes, hellere må dækkes ind med overvågningskameraer. Indskrænkning af friheden? Vist ikke, for opfører man sig i kongelig overensstemmelse med reglerne for god, demokratisk opførsel, gør man fortsat, hvad man hele tiden ville have gjort.

Løgnens magt

For 7-8 år siden offentliggjordes en undersøgelse af folks omgang med sandheden, mindre eufemistisk udtrykt: om hvor ofte de løj. Det gjorde næsten alle, fremgik det, med den bemærkelsesværdige tilføjelse, at jo højere uddannelse desto mere brugtes løgnen. I denne sammenhæng er det imidlertid en anden indsigt, der skal fremdrages, nemlig at kun et fåtal havde dårlig samvittighed over at lyve, det ubehagelige er alene forbundet med risikoen for, at løgnen bliver afsløret.

Godt for Shelley at han blev forskånet for at opleve denne fremtidsudgave af sine konger, der har fraskrevet sig at handle ud fra egne moralske impulser og har overladt målestokken for deres handlinger til andre. Nå ja, kan man sige, mennesker er vi alle, og konge bliver man ikke i en ruf, men det bekymrende er, at med alle de regler og påbud om iagttagelig adfærd, der hobes op, forringes udsigten til at vi nogensinde bliver herrer over os selv. Facaden er alt, indholdet holder vi for os selv.

Vi kan styre os selv

Jamen tiderne, lyder forsvaret, terrorismen, gadevolden, fedmeepidemien og den stadigt voksende trafik i stedse hurtigere biler nødvendiggør strammere regler og indskrænkning af den enkeltes frirum netop for at forsvare det. Om det er denne argumentation, der er udslagsgivende for den udbredte accept af forholdsreglerne, tvivler jeg på. Årsagen er snarere historiske betinget, i og med statens magt er øget uafladelig gennem de seneste 100 år.

Den fik et afgørende løft under Første Verdenskrig, hvor regeringerne i den vestlige verden greb til omfattende reguleringer, som kun delvis blev fjernet i årene efter krigen, en tendens der understøttedes ved, at den voksende sociale omsorg udmøntedes i en lovgivning, der placerede staten som omfordeler af samfundsgoderne. Staten, der i enevældens faderskikkelser førhen blev anset for fjenden, forvandledes til den gode onkel, 'skattefar', som kun ville sine borgere det bedste. At tillægge den motiver, som ikke kan skelnes fra fortidens autoritære, bedrevidende holdninger, falder derfor ikke let. Enevældens borgere i 1800-tallets første halvdel ville have lettere ved at se ligheden, også ved at vælge, hvad de ville foretrække, når de sammenlignede deres udstrakte personlige frihed med den demokratiske nutids posekiggeri.

Men, lyder et andet forsvar for overvågningen, Shelley's og de andre idealisters store fejltagelse var den naive tro på menneskets vilje og evne til at styre sig selv. Nej, det må styres. For dets egen skyld. Som svar vil jeg referere den lære, som min ven, den nu afdøde guldhornsforsker Carl Gydesen, en i sandhed egensindig konge, udledte af besættelsen:

"Først forsvandt regeringen, så blev hæren hjemsendt, og endelig tog de politiet, og det i en tid hvor rationeringer på alt begunstigede den sorte børs, hippobander huserede og det flød med våben. Men hvad viste sig: at vi klarede os glimrende uden myndigheder. Morale: Vi kan sagtens styre os selv."

Rolf Dorset er skribent