For nylig var jeg i Sydkina, i Fujian-provinsen, nærmere bestemt i Xiamen, der har 3,7 millioner indbyggere. Som så mange andre kinesiske millionbyer er den relativt ukendt i Danmark.
Universitetet i Xiamen var vært for den årlige konference for internationale administratorer ved kinesiske universiteter. Den blev for første gang gennemført på engelsk med inviterede udenlandske gæster.
Xiamen-universitetet er en del af den kinesiske stats satsning på videregående uddannelse og forskning og et levende bevis på, at Kina kan selv - også uden for Beijing og Shanghai. Mens vi herhjemme gør os uendelige anstrengelser for at lokke flere til de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser og diskuterer, hvordan man kan etablere eliteprogrammer uden at bruge ordet direkte - og uden at opkræve brugerbetaling - så har Kina bare gjort det.
Femdoblet optag
Siden 1998 har Kina femdoblet optaget til sine videregående uddannelser - i 2005 slap over fem millioner af 11 millioner ansøgere gennem nåleøjet.
Mere end 24 millioner studerer i dag på de kinesiske universiteter, og seks ud af 10 uddanner sig inden for naturvidenskab og teknik. Hvert år uddannes 600.000 ingeniører eller næsten 10 gange så mange som i USA.
Der opkræves brugerbetaling lige fra gymnasiet, og ud af Kinas 1.792 videregående uddannelsesinstitutioner satser staten benhårdt på at udvikle en elite med 100 universiteter. 38 af dem finansieres med henblik på, at de skal nå op i verdenseliten. For forskningen satses der parallelt på at udvikle eliten blandt de omkring 4.000 forskningsinstitutioner under Kinas Videnskabsakademi.
Det er således ikke uden grund, at Kina er på alle kanaler. Der går ikke en uge uden en rektor fra et britisk universitet banker på døren til de store universiteter på Kinas østkyst, og fra Danmark har både undervisnings- og videnskabsministeren aflagt besøg i efteråret 2007.
Kina behandler sine gæster godt, men som besøgende opdager man hurtigt, at Kina ikke bare beder om støtte, men selv vil være en vigtig spiller på området. Kinas eliteuniversiteter kan selv vælge partnere blandt verdens bedste universiteter. Et partnerskab kræver både tillid og demonstreret vilje til at satse ressourcer i Kina.
Derfor er det både glædeligt og absolut nødvendigt, at både danske universiteter og Videnskabsministeriet netop nu udmønter samlede og langsigtede strategier for samarbejdet med Kina. Det er ikke spor for tidligt, hvis vi skal markere os blandt alle de andre, som allerede har sat Kina i fokus.
Planer om samarbejde
Videnskabsministeriets planer for en samlet ramme for samarbejdet er opmuntrende læsning. Her er der nemlig både tænkt på opbygningen af netværk for forskere og innovatorer, på mobilitet blandt (forsker)studerende, på muligheden for at opbygge fælles uddannelsesprogrammer og ikke mindst på at udbrede kendskabet til dansk uddannelse i Kina.
Der er også peget på finansieringsmuligheder og ganske dristigt og originalt foreslås som kronen på værket et University of Denmark oprettet i Kina. Dristigt og originalt, fordi universitetsloven mildest talt ikke fremmer den type internationalt samarbejde.
Det forlyder, at videnskabsministeren vil søge en politisk løsning med hele forligskredsen bag universitetsloven - hvis det lykkes, vil det blive modtaget med stor tak som en (kinesisk) nytårsgave på de danske universiteter.
John E. Andersen er leder af Det Internationale Kontor på Københavns Universitet
