Er Sverige virkelig så godt og velfungerende et samfund, at der ikke er behov for kulturkritik? spørger redaktøren for den danske udgave af tidsskriftet Lettre, Andreas Harbsmeier, sig selv efter at være dykket ned i den svenske kulturjournalistik fra december måned.
Göteborgs-posten gav Andreas Harbsmeier den samme opgave, som han sidste år gav Stefan Jonsson fra Dagens Nyheter: Læs vort lands kulturjournalistik og lad dommen falde. Det gjorde Stefan Jonsson med en sådan kraft, at mange danske kulturredaktører og journalister afviste kritikken og mente, at han skrev, som han skrev, fordi han var svensker. Som Andreas Harbsmeier selv konkluderer:
"På den måde demonstrerede den danske kulturjournalistik (...) kernen i Jonssons kritik, nemlig at alt i den danske kulturdebat er blevet reduceret til et spørgsmål om kulturel oprindelse."
Ved gennemlæsningen af fem forskellige svenske aviser fra tre uger i december må Andreas Harbsmeier konstatere, at svenskerne synes at være fanget i en konsensuskultur, hvor resten af Europa befinder sig i en skyttegravskrig.
"Ingen tør sætte noget på spil - måske fordi der lige nu ikke findes noget at sætte på spil? Jeg kan spore en hvis selvtilstrækkelighed i det svenske kulturlandskab og ser en overhængende fare for, at konfliktskyheden skal udradere kulturkritikken," skriver Harbsmeier i Göteborgs-Posten.
Emnerne, der fylder på de svenske kultursider, er langt mindre besværlige end dem, der præger for eksempel de danske. Harbsmeier lister op, at alle aviser havde historien om, hvorvidt Doris Lessing ville komme til Sverige for at modtage Nobelprisen, om hvor meget Jerry Seinfeld tjener om året, og om at Jan Guillou har sagt noget uanstændigt om en kvindelig kollega.
"I det lys er det let at påstå, at den danske debat - hvor præget den end er af kulturelle stereotyper og en særpræget form for borgerlig eftergivenhed - er betydeligt mere i tråd med, hvad der sker i resten af Europa."
Derudover savner Harbsmeier reel kulturkritik. Han noterer sig, at omtale og anmeldelse af aktuelle arrangementer, plader og bøger fylder mest på siderne. Derved reduceres kulturdækningen til forbrugerstof. Og tilføjer han lakonisk:
"Hvis man kigger på Svenska Dagbladet har forlagenes pr-afdelinger gjort et godt arbejde."
Udviklingen må vendes
Der kræves noget andet og mere af kulturkritikken, mener Harbsmeier:
"Kulturkritikken skal tilbyde, hvad man kan kalde en kritisk livstolkning. Den skal analysere og skabe perspektiv i de måder, vi mennesker er sammen på og til vores relation til verden omkring os."
Men ved læsning af kultursiderne virker det næsten, som om der ikke eksisterer en verden uden for Sverige. Den dukker kun op, når der er sket et eller andet derude, der har relation til Sverige, mener Harbsmeier. Og det er et problem. Man må ikke undervurdere kulturkritikkens betydning.
"Det er skadeligt for den offentlige debat, hvis den traditionelle kulturkritik ikke er at finde i de større massemedier. Og hvis avisernes kritiske kulturdækning skal have en chance, må udviklingen vendes. Ja, aviserne bør satse på den brede ikke-ekskluderende kulturkritik, som tør fokusere både på idédebatten og det internationale perspektiv."
Kulturjournalistikkens bekymrende tilstand hænger selvfølgelig sammen med økonomi, medgiver Harbsmeier.
Besværlige, dyre og kompromisløse skribenter, som kan bidrage med overraskende og nye perspektiver bliver let en mangelvare, når kulturkritikken reduceres til det hurtigste, letteste og billigste: præsentation og vurdering af lokale kulturprodukter, skriver han.
Men Andreas Harbsmeier fremhæver alligevel to skribenter: Göran Rosenberg i Dagens Nyheter og Torgny Nordin i Götesborgs-Posten, hvis ligemænd han savner i de danske aviser. Og han godtager faktisk ikke den økonomiske undskyldning, som han ellers fremhæver som en forklaring på den lave standard og det generelle fravær af kompetente skribenter.
"Ser man eksempelvis på den schweisiske avis Neue Zürcher Zeitung finder man det modsatte. Her har man et omfattende netværk af korrespondenter spredt ud over hele jordkloden og bedriver en international kulturjournalistik af høj klasse, og det med mindre oplag end de store svenske dagblade."
Mytologisk spor
Selvfølgelig er det hele ikke uinteressant på de svenske kultursider. Harbsmeier bemærker, at hele to aviser (Svenska Dagbladet og Göteborgs-Posten) beskæftiger sig med den franske semiotiker og filosof Roland Barthes i anledning af 50-året for udgivelsen af dennes berømte værk Mytologier.
"I denne forsøger Barthes kritisk at afsløre de magtstrukturer og interesser, som styrer massekulturens produkter og hverdagens fænomener. Hans tese er, at der i alle kulturhændelser - uanset om den er finkulturel eller massekulturel - findes et mytologisk eller ideologisk spor, som bør blotlægges. Det et netop dette, der er kulturkritikkens fineste opgave og præcist, hvad nu er ved at forsvinde ud af avisernes kulturdækning," afslutter Andreas Harbsmeier sin karakteristik af de svenske avisers kultursider.
