HOLDER DET da aldrig op? tænker man. Men det gør det åbenbart ikke for alvorsmændene på Jyllands-Posten. For dem, eller måske nærmere for bladets kulturredaktør Flemming Rose, en mand med en sag, der vist roligt kan siges at have bibragt en vis forstørret selvoplevelse, er der ingen nuancer. Man er enten med eller imod avisen.

Det drejer sig naturligvis endnu engang om Muhammed-krisen, hvor Jyllands-Posten bestilte en række karikaturtegninger af Muhammed hos en række karikaturtegnere og dermed udløste det, der skulle vise sig at være den største danske udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig.

Dengang kastede det den danske regering og den danske avis ud i et stormvejr, som ingen i deres vildeste fantasi kunne have forudset. Hvad man end måtte mene om Jyllands-Postens daværende journalistiske kampagne for at udfordre det muslimske billedforbud, var avisen naturligvis i sin gode ret til at trykke karikaturtegningerne, og det både internationale og hjemlige pres, som den danske regering og Jyllands-Posten blev udsat for at gribe ind i ytringsfriheden, trække tilbage og undskylde, var fuldkommen uhørt.

Sagen var vigtig og principiel for ytrings- og pressefriheden, og er det sådan set stadig. Derfor var der også grund til at bakke avisen op. Men set på afstand ser det efterhånden også ud, som om sagen har udviklet sig til en besættelse, som ikke kan slippes.

Det kan for tiden iagttages i det farceagtige ordkløveri mellem forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Flemming Rose, hvor det må siges, at sidstnævnte ikke helt lever op til det gamle motto om at vælge sine kampe med omhu.

Uffe Ellemann-Jensen har i et foredrag, der senere på måneden sendes på DR’s P1, sagt, at Jyllands-Posten bestilte karikaturer af Muhammed hos de danske karikaturtegnere. Hertil siger Flemming Rose nej. Han bestilte tegninger. Til det siger Uffe Ellemann-Jensen, at hvis man bestiller tegninger hos en karikaturtegner, får man karikaturtegninger. Og det var sådan set, hvad man fik med bombe i turban og alt muligt.

Her kunne farcen stoppe. Men det gør den ikke, for i Viby ryster man ikke bare på hovedet. Jyllands-Posten, den store forkæmper for ytringsfriheden, har krævet, at Danmarks Radio censurerer udsendelsen og forsyner den med en berigtigelse. Da det er blevet afvist med henvisning til, at der er tale om et debatprogram og i øvrigt med henvisning til debattørens ytringsfrihed, har avisen sendt sin våbenbroder, Dansk Folkeparti, i marken for at kræve, at DR’s bestyrelse griber ind. Her har bestyrelsesformanden heldigvis sat hælene i.

Men tilbage står indtrykket af, at den redaktør, som i sin tid fuldt berettiget anklagede nogle muslimer for at sammenblande religion og politik, nu blander jura, følelser og journalistik i en pærevælling. I gårsdagens udgave af Jyllands-Posten skydes der for alvor spurve med kanoner, da det på lederplads slås fast, at DR i sagen “demonstrerer en fatal mangel på presseetik”. Det eneste, det afslører, er Jyllands-Postens fatale mangel på proportioner og humor. Det ligner til forveksling en karikatur.