Dansk Folkeparti går efter smal asylaftale

DF vil forhandle en ny asylaftale med VK alene. Folketingets øvrige partier kan måske få lov at tilslutte sig efterfølgende. Det vækker harme hos oppositionen, som frygter, at statsministeren løber fra sit løfte

"På kort sigt må vi hurtigst muligt finde en løsning for de afviste irakiske asylansøgere, som et bredt politisk flertal skal stå bag."

Sådan sagde Anders Fogh Rasmussen (V) til DR tilbage i november. Men det kan blive svært for statsministeren at indfri løftet om et bredt flertal, for står det til Dansk Folkeparti, bliver der kun tale om en smal aftale i den nuværende VKO-forligskreds.

Partiet ønsker ikke at inddrage hverken oppositionen eller løsgængeren Pia Christmas-Møller i forhandlingerne om en ny asylaftale.

"Vi så gerne, at vi kan blive enige med regeringen i den forligskreds, som vi er. Det er det, vi går efter. Om andre partier kan være med, ville være udmærket, men det er ikke noget krav fra vores side, siger DF's næstformand, Peter Skaarup, til Ritzau.

Og det vækker bred utilfredshed hos oppositionen.

"Jeg er skuffet og ked af det. Det er vores hjertebarn," siger Jørgen Poulsen (NA) om forbedringerne for asylansøgerne.

Han har igennem flere dage forgæves forsøgt at få kontakt til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

"For at dele nogle konstruktive tanker om, hvordan vi kunne sikre det brede flertal. Men jeg nægter at tro, at de vil lukke os ude, statsministeren er ikke kendt for at rende fra tingene," siger Jørgen Poulsen, der i aftes modtog en mail fra Birthe Rønn Hornbech om, at han kunne kontakte hende.

"Det vil jeg nu gøre," siger Jørgen Poulsen.

Imens hverken Ny Alliance eller oppositionen har modtaget invitation til forhandlinger, var DF i går til møde hos integrationsministeren, som foreløbig er tavs om såvel forhandlingsforløbet som om regeringens udspil. Det tyder ifølge Morten Østergaard (R) på, at regeringen har store vanskeligheder med sit støtteparti.

"Det er mærkeligt, at man ikke har fundet det relevant at høre de partier, som gerne vil finde en løsning - at man ikke har villet afprøve deres synspunkter. Det tyder på en 'take it or leave it'-løsning," siger ordføreren.

Hvem har bukserne på?

Den socialdemokratiske ordfører, Henrik Dam Kristensen, er også særdeles betænkelig ved Peter Skaarups udmelding.

"Hans motiv må være at ydmyge statsministeren og integrationsministeren. Udgangspunktet må være Foghs ønske om en bred aftale. Nu må vi se, hvem der har bukserne på i dansk politik," siger han.

Henrik Dam Kristensen ser ikke lyst på udsigten til en bred aftale, hvis betingelsen er, at oppositionen blot kan nikke ja til en VKO-aftale.

"Det kommer selvfølgelig an på indholdet, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det er noget, der kan samle bredt, og det er ærgerligt," siger han.

Ifølge den radikale Morten Østergaard vil det være såvel et politisk som et menneskeligt løftebrud, hvis ikke regeringen får en bred aftale hjem.

"Vi går ind med forventninger om, at der kan realitetsforhandles. Hvis vi bare skal sige ja eller nej til et forslag, er der ikke meget at komme efter," siger han.

Jørgen Poulsen vil ikke lade det bedste stå i vejen for det gode:

"Men det kan blive så tyndt, at vi må have det i Folketingssalen, så vi kan få det drøftet igennem," siger han.

Ifølge Peter Skaarup har Birthe Rønn Hornbech allerede udfærdiget et oplæg, der justerer forholdene for en række asylbørnefamilier. Han ønsker dog ikke at komme nærmere ind på indholdet af ministeren udspil.

"Det vil være forkert af mig at udlægge teksten. Nu sætter vi os ned og snakker om det. Vi når forhåbentlig til en enighed. Så må vi have lidt tålmodighed indtil da," siger Peter Skaarup, som efter mødet ikke ville gætte på, om en aftale kan falde på plads allerede i dag, onsdag.

Inden mødet slog også DF-formand Pia Kjærsgaard fast, at partierne uden for forligskredsen ikke vil blive inviteret til reelle forhandlinger, men blot kan slutte sig til en VKO-aftale.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Kommentarer

Det er nok mere ærgerligt end mærkeligt, at det ikke lykkedes for S at etablere den fornødne tillid hos DF, så de kunne komme med i forhandlingerne.

S har brug for, at vælgerne ved, hvor de står, og her havde været en god lejlighed til at vise det.
Derfor håber jeg også, at S tilslutter sig resultatet uden nævneværdigt brok over indholdet, men selvfølgelig med en masse brok over proceduren, som har holdt dem udenfor forhandlingerne.

At DF ikke ville have NA med i forhandlingerne, har jeg kun stor forståelse for.

Jeg synes efterhånden, at den sag er løbet så meget ud af proportioner, at alle må være bedst tjent med, at den bliver lukket.