Dyster, islandsk debutant

På en eller anden måde hænger ordet dyster tæt sammen med islandske krimier. Ikke fordi der kommer så mange af slagsen fra den lille isolerede ø, men de få, der er, har den mørke undertone som fællestræk. Også kriminalfolkene i islandske krimier har dysterheden lige under huden.

På den måde lægger debutanten Jón Hallur Stefánsson sig lige i røven af en af sine mest kendte krimiskrivende landsmænd, Arnaldur Indridason, der fik den skandinaviske krimipris Glasnøglen i 2002 for sin bog Nordmosen. Også her er det mørke og melankolske mennesker, der befolker siderne.

Debutanten Stefánsson gik i gang med at skrive, efter at han for et par år siden vandt en kriminovellekonkurrence på Island. Og det kan han godt fortsætte med. Hans første bog, Kvinden der forsvandt, er nemlig en overraskende og velskrevet sag, der trods enkelte problematiske afsnit holder læseren godt fanget.

Med den enkelte sætning, "hvor går man hen efter et mislykket indbrudsforsøg en fredag morgen", åbner bogens handling direkte på en af hovedpersonerne Marteinn, der er teenager og vred, fordi hans far har en affære med en langt yngre kvinde. Det er i den unge kvindes hjem, Marteinn forsøger at bryde ind for at få et billede af, hvordan hun er - hende, der er ved at splitte hans hjem.

Fra da af går det hurtigt med handlingen. Marteinns far, Bjørn, får en opringning midt om natten og styrter ud til sin bil. Da faren ikke vender hjem, går Marteinn i gang med at lede efter ham, og han finder ham i koma på en klippe ved familiens sommerhus. Umiddelbart efter viser det sig, at også elskerinden er forsvundet. Politiet med den meget moralske kriminalbetjent Valdimar i spidsen famler rundt for at finde ud af, hvad der er sket med de to, og sporene leder dem rundt i familien og hos tidligere kærester. Og det er grimme historier - dystre af den islandske slags - der dukker op i politiets efterforskning af omgangskredsen.

Tragedier og håbløshed

Alle har noget på hinanden - og har noget at skjule. Også politimanden Valdimar har en grim familiehistorie, som man får brudstykker af. Og det er både styrken - mest det - og svagheden ved bogen. Der er mange bipersoner og dertilhørende historier undervejs, og det mudrer billedet en anelse, fordi historierne ikke driver handlingen videre, men i stedet forvirrer læseren, fordi det ikke helt står klart, hvad informationerne skal bruges til. Enkelte steder bliver bihistorierne brugt til at fortælle lidt mere om nogle af hovedpersonerne og til at understøtte billedet af et samfund fuldt af tragedier og håbløshed, og det fungerer fornemt, men andre steder forstyrrer de bare, fordi der i forvejen er mange personer at holde styr på.

En ekstra person, der pludselig træder ind på scenen, er den japanske lejemorder Hananda Nau, som man som læser længe undrer sig over er på Island. Men ham får Stefánsson overbevisende redegjort for langt henne i bogen, og det er heromkring - i den sidste tredjedel - der både sker et temposkift og en tydeliggørelse af, at der er langt mere på spil, end man umiddelbart tror. Slutningen er både dramatisk og overraskende, og hvis ikke det var fordi karaktererne i forvejen var indesluttede, sproget knapt og handlingen uforudsigelig, ville man ikke have troet på den. Men i det mørke Island må en slutning nødvendigvis se sådan ud som her.

Kvinden der forsvandt er en moderne og anderledes krimi, som bestemt er værd at underholde sig med, men man skal nok vente til foråret, hvis man har hang til vinterdepression. Det dystre og destruktive dominerer på Island.