De arabiske lande er på vej ud af dvalen

Det er en kompliceret affære at være mobilkunde i Libanon. Flere end hver fjerde har en telefon, men mange bruger dem ikke rigtig. For mens det koster mellem 30 ører og én krone i minuttet at tale i sin telefon i det velstående Danmark, så koster det omkring to kr. i det væsentlig fattigere Libanon. Når man så lægger oveni, at landets to eneste mobilselskaber har formået at gøre det, mange forgæves har prøvet, nemlig at ændre tiden, så der kun er 50 sekunder i et minut, er der ikke meget at sige til, at mange kun har mobilen for syns skyld.

Det libanesiske mobilmarked er et eksempel på, hvordan strukturerne i den arabiske verden ikke er specielt egnet til globaliseringen. Mens alverden står i kø for at komme ind på markedet, har to selskaber monopol på mobilnettet, og i en mærkelig lokumsaftale, de fleste almindelige libanesere mener har sendt penge i flere lommer end selskabsejernes, er andre selskaber hidtil blevet udelukket.

Den slags forhindringer findes der mange af i den arabiske verden. Mens olien har sendt en stadig strøm af penge ind i Mellemøsten og Nordafrika, har det været småt med deltagelse i den øvrige verdenshandel, og i en lang årrække er de arabiske landes andel af verdenshandlen faldet, så den ud over olien er lavere i dag, end den var for 25 år siden.

Bureaukratiet

Årsagen ligger ikke mindst i landenes bureaukrati. De arabiske regeringer er konsekvent placeret i den allertungeste ende, når det kommer til pålidelighed, og bureaukratiets hjul kører tungere end de fleste andre steder. Mens det f.eks. i Korea tager 34 dage at indhente de nødvendige tilladelser for at starte en forretning, tager det i Egypten 249 dage og i Algeriet 240, viser tal fra Verdensbanken.

Og mens man i Danmark skal have underskrevet tre dokumenter for at starte med at importere varer, skal man i en række arabiske lande have underskrevet op til 11 forhold, der betyder, at hvor det gennemsnitligt tager tre dage at importere en vare til Singapore, tager det i flere arabiske lande over 40. Og ifølge Verdensbankens opgørelser er det f.eks. 137 gange så svært at lave forretninger i Syrien, som det er i Singapore.

"De arabiske lande slæber mere end nogen andre rundt på en arv af betontung, sovjetinspireret planøkonomisk styring, der hindrer udvikling. Samtidig har de et uudviklet banksystem, der har gjort det utrolig svært at låne penge," konstaterer Stephen Glain, der har skrevet bogen Mullahs, Merchants, and Militants: The Economic Collapse of the Arab World. Konsekvensen er, ifølge Glain, at den arabiske verden har fået en rigtig dårlig start på det grænsefri globaliserede marked, og at de penge, der er blevet tjent på først og fremmest olie, ikke rigtig har spredt ringe i vandet.

Reformer

Men der er sket ting de sidste par år.

Godt hjulpet på vej af rekordhøje oliepriser er særligt golfstaterne gået i gang med en række reformer, der om ikke politisk, så økonomisk, gennemgribende sigter på at åbne regionen, som dannelsen af det fællesmarked, seks golfstater åbnede 1. januar, markerer.

"Der var i 70'erne et olieboom, der kan sammenlignes med det, vi oplever i dag, hvor pengene styrtede ind, men blev brugt forkert. I dag investerer man pengene fornuftigt, og de økonomiske reformer følger med, så der også er noget at bygge på, når der en dag igen er færre penge at tjene på olien," siger økonomen Riad al Khouri, der arbejder for Carnegie Middle East Institute i Beirut.

Udsagnet bekræftes af de officielle tal, der viser, at de arabiske lande har ligget forrest i verden, hvad angår den økonomiske reformproces - synkront med vækstrater på omkring seks procent i det seneste år.

Det er dog en vækst, der først og fremmest kommer fra de stigende olieindtægter, og der er stor forskel på de olieproducerende lande i regionen og de ikke-olieproducerende lande, siger professor Gerd Nonneman fra den britiske tænketank Chatham House.

"Hvor golflandene i høj grad investerer i uddannelse og i det internationale finansmarked og på den måde breder deres økonomier ud, så er de ikke-olieproducerende lande generelt meget lidt økonomisk integreret. Der er kæmpe forhindringer - nogle af de værste i verden," siger Gerd Nonneman, der dog også aner lyspunkter uden for oliestaterne. Ikke mindst Egypten - den arabiske verdens mest folkerige men olieløse magt - er det lykkelige eksempel i flokken af arabiske lande uden for Golfen.

Eksemplet Egypten

Med en vækstrate på syv procent matcher Egypten de rige golflande. Og forklaringen er ifølge de fleste iagttagere, at en gruppe omkring landets investeringsminister, Mahmoud Mohieldin, har gennemgået landets love kritisk og revurderet en lang række af dem, så Egypten i 2007 ifølge Verdensbanken fremstod som verdens mest reformivrige land.

Og det har haft en effekt, mener Stephen Glain, der i sin bog netop slog ud efter Egyptens kvælende regler og bureaukrati.

"Egypten har virkelig været igennem en proces, selvom de stadig slæber rundt på en tung arv. F.eks. er det store potentiale, der var i møbelbranchen, ikke blevet udnyttet, fordi staten siden Nassers tid har lagt en gigantisk skat på den importerede tømmer, som Egypten ikke selv kan producere. I dag er den skat hævet, og branchen blomstrer," konstaterer Stephen Glain.

Ingen arbejdspladser

Alting er imidlertid ikke optimistisk. Dels er de økonomiske åbninger ikke rigtig blevet fulgt op af politiske, og pengene bliver stadig ekstremt ujævnt fordelt i befolkningen i f.eks. Saudi Arabien og Egypten, hvor den kraftige vækst ikke har skabt mange flere arbejdspladser.

Dels sidder mange ikke-olieproducerende lande stadig mere eller mindre fast og bliver oven i købet ramt af stigningerne i oliepriserne, mens eksperter vurderer, at konflikter i bl.a. Irak og Libanon direkte har sat landene tilbage.

Spørgsmålet er også, om væksten og den økonomiske reformproces vil fortsætte, når oliepengene holder op med at strømme ind.

"Jeg kan godt være bange for, at de arabiske lande er begyndt at reformere deres økonomier og åbne op for sent. Mens asiatiske lande i 80'erne og 90'erne åbnede op, sov de arabiske lande i timen, og nu har de virkelig noget at indhente. Der er masser af oliepenge nu og stor aktivitet. Men samtidig er deres økonomier stadigvæk i vid udstrækning ensporet, og den massive arbejdsløshed viser, at de stadig ikke har fået løst deres grundlæggende strukturelle problemer. Samtidig kæmper landene mod en stigende modvilje mod globalisering og det, der følger med. Foruden risikon for at konflikter kan afspore det hele," siger Stephen Glain.

Riad al Khouri er mere optimistisk:

"Det er meget nemmere at liberalisere og reformere, når der er penge omkring, end når der ikke er. Landenes ensidige satsning på olie har faktisk ændret sig nogle steder, man ser en voksende veluddannet middelklasse, og regeringens kontrol bliver mindre. På længere sigt vil det føre til både vækst og mere politisk frihed," siger han.