Der skete noget mærkeligt på Testrup Højskole i går. Man var egentlig enige om, at Grænselandet var dårligt skrevet. Mange mente, at den slet ikke hørte til blandt de nominerede til Montana-prisen. Dertil var formen for problematisk og sproget for klichéfyldt.
Kritikerne Erik Skyum-Nielsen, Jakob Levinsen og Lilian Munk Rösing sad tirsdag aften i et panel, der skulle diskutere de forskellige nominerede bøger. Diskussionen om Mads Brügger og Nikolaj Thomassens bog var livlig og man fik fornemmelsen af, at det nok skulle blive underholdende at møde de to forfattere, der skulle komme dagen efter og fortælle om deres arbejde med bogen. Alle tre kritikere havde nemlig et stort problem med blandingen af genrer, hvor der veksles mellem flere forskellige spor, mellem morens urovækkende litterære sprog i dagbogspassager, mellem forfatternes egne refleksioner og mellem beskrivelser af Tønder-egnen og ikke mindst af den kommunale forvaltning. Og ikke mindst et problem med sproget. Sproget, der reduceres til klicheer og journalismer, som Lilian Munk Rösing kaldte det. “En pizzagangster fra Esbjerg og en fucked up taber alfons,” nærmest spytter hun ud, så publikum må væmmes og ryste på hovedet af denne forråelse af sproget. Lilian Munk Rösing fremhæver det paradoksale i, at det er sammenstødet mellem de to niveauer, der overhovedet får hende til at beskæftige sig med Tønder-sagen. Som litterat har hun store problemer med sproget, men det ændrer ikke ved, at hun synes, det er en vigtig bog.
Erik Skyum-Nielsen siger lakonisk “Da jeg var barn, var jeg til en fødselsdag, hvor vi var ved at løbe tør for sodavand. Der var kun nogle få tilbage. Måske en rød, en grøn og en gul sodavand og for at få mere af det hele blandede vi sodavandssjatterne sammen med den is, der var tilbage som stod og smeltede på et fad. Mens vi sad der med sugerørene i denne mærkelige sovs, blev vi klar over, at ideen måske ikke var så god alligevel.”
Ned til sokkeholderne
En dame nede på en af de første rækker sad nærmest og dirrede. På kanten af stolen med hånden rakt op og med bebrejdelse i stemmen, sagde hun: “Nu er der kun et minut tilbage, nu må jeg få lov at sige noget.” Folk rykkede sig lidt rundt på stolen og nogle stønnede måske endda. Sikken en rethaverisk uhøflighed. Man må da vente. Men nej, den kvinde var træt af at vente. Hun havde i forvejen ventet alt for længe. “Det kan godt være, at I taler om at formen ikke fungerer og at sproget er dårligt,” sagde hun, da hun endelig fik ordet. For efter et øjeblik fik hun selvfølgelig ordet. “Men den historie, der bliver fortalt er så vigtig. Og når jeg bliver så berørt,” sagde hun og stemmen var lige ved at knække over, da hun fortsatte: “så er det fordi jeg selv er én af de sagsbehandlere, der har siddet i en kommune og er blevet slidt ned til sokkeholderne igennem 40 år og forsøgt at hjælpe de her mennesker. Og når nogen prøver at skrive om det på denne måde, så er der måske flere der læser den.” Hun satte sig ned, og der blev helt stille. På den måde, som det kun kan blive, når nogen har sagt alt det, der skulle siges.
Kedelig journalistik
Da Mads Brügger og Nikolaj Thomassen dagen efter selv skulle fortælle om overvejelserne omkring bogen var de af en af kursuslederne blevet gjort bekendt med den kritik, der havde været af skrivestilen og sproget i Grænselandet. Og forsøgte at forklare, hvorfor de havde valgt at give bogen den form.
“Avisjournalistik i bogform er dræbende kedeligt. Bogen kræver noget andet, og det har vi forsøgt at give den ved blandt andet at bringe vores egne refleksioner ind i den. Når man som journalist beskæftiger sig så meget med en enkelt sag, så får man et overblik og gør sig nogle overvejelser, som man bør lægge frem for læseren. Der findes enorm meget kedelig journalistik, fordi man i branchen har den opfattelse, at man skal holde journalisten ude af historien. Det bliver kedeligt, for så er der ingen, der har noget på spil,” siger Nikolai Thomassen. Men der gik ikke længe før historiens grumhed og fortællingens nødvendighed tog over. Historien om massivt svigt i det kommunale system, om ensomhed og om en journaliststand, der ikke gør sig sit ansvar bevidst. Og mest af alt om to piger, der efter forfatternes mening stadig udsættes for grov omsorgssvigt. Mads Brügger og Nikolaj Thomassen har modtaget henvendelser fra syv tidligere ansatte på den private institution, hvor pigerne nu opholder sig, og de fortæller om at den terapiform, der praktiseres på institutionen nærmest ligner en fortsættelse af forbrydelserne mod dem.
“Da vi skriver en kronik om det i Politiken, lover Haderslev Kommune at sagen vil blive undersøgt øjeblikkeligt. Hver en sten skal vendes. Undersøgelsen tager to dage. Den bliver udført af den samme mand, som i 10 år har ført tilsyn med institutionen. Og han finder så frem til, at han har gjort sit arbejde godt; institutionen bruger måske nok nogle gammeldags metoder, men pigerne har det fint,” siger Mads Brügger.
Uroen breder sig blandt publikum og en foreslår, at man kunne skrive en fælles erklæring blandt deltagerne ved dette ugekursus på Testrup i protest mod den behandling pigerne får. Der nikkes. “Selvfølgelig kan vi gøre noget,” siger en anden.
I sidste ende var det en diskussion om form, sprog, klicheer, metaforer og genrer, der gjorde folk opmærksomme på noget så konkret og uskønt som svigt i det sociale system. Som en blandt publikum bemærkede, så “har denne bog åbnet en dør, gjort den bredere og højere, så vi alle kan gå ind.”
Nu er det op til den enkelte at vurdere, om man bare vil gå ud af den igen. Lukke den. Og glemme. Det føles pludselig som et ansvar. Alt det blot på grund af et sprog. Som i øvrigt ifølge litteraterne ikke fungerer.
Kommentarer