"Nu vil det hedde sig, at Ritt er ude efter Helle - den udlægning har jeg overvejet, men er blevet enig med mig selv om, at det må jeg tage med. Det er ikke pointen. En ny politik er pointen."
Overborgmester Ritt Bjerregaard til Jyllands-Posten
"Der er ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved hele vores politiske projekt, for der er masser af tydelige forskelle på os og regeringen."
Partiformand Helle Thorning-Schmidt i Politiken
DET LIGNEDE en sejrsfest, men var det modsatte. Da Helle Thorning-Schmidt på valgaftenen den 13. november entrede Cinamateket midt i København til Socialdemokraternes valgfest, var det svært at se, at hun og hendes parti netop havde præsteret det dårligste valgresultat i 100 år på trods af seks år med en borgerlig regering og lige så mange år i opposition. Selv Svend Auken virkede tilfreds og så ud, som om han for første gang i mands minde ikke havde en intrige eller to i ærmet. Måske fordi det for selv den gamle veteran for en gangs skyld var svært at se en alternativ ledelse for sig. Det fredede Helle Thorning-Schmidt. Det samme gjorde det faktum, at det af uransagelige grunde var lykkedes at sælge historien om, at nok var valget tabt og resultatet elendigt, men havde valgkampen varet en uge længere, var det måske endt helt anderledes. Og under alle omstændigheder var det lykkedes Helle Thorning-Schmidt at spille lige op med Anders Fogh Rasmussen i tv-duellerne, og hun var ikke bare brændt igennem som dygtig kommunikator; det var også lykkedes hende at samle oppositionen i valgkampen.
Men sandheden er, at når der ses bort fra SF's store, men uanvendelige valgsejr, stod Socialdemokraterne og de radikale tilbage som valgets store tabere. Det kan selv nok så meget nederlag vendt til sejr i Cinemateket ikke skjule. Socialdemokraternes strategi var at tilslutte sig store dele af regeringens politik og lægge sig så tæt op ad Anders Fogh Rasmussen som muligt og håbe, at man kunne slå ham på slogans om "velfærd frem for skattelettelser", regeringens metaltræthed og de marginale forskelle i velfærdspolitikken.
MEN SÅDAN gik det ikke. Valg vindes ikke på slogans og designerpolitik, hvis der ikke er substans og en sammenhængende politik bag. En politik, som markerer et klart alternativ og en gennemtænkt ideolog og strategi. Måske er det fraværet af en sådan, der gør, at der siden valget har været helt stille omkring den socialdemokratiske top. I hvert fald har Helle Thorning-Schmidt ikke været gavmild med tolkningerne af, hvad det egentlig var, der skete den 13. november, og hvilke træk hun og partiledelsen har tænkt sig at foretage for at undgå en gentagelse eller en forandring til det værre ved næste valg. Ganske vist har Henrik Sass Larsen, blandt andet her i avisen mellem jul og nytår, snøftet om, at det var det fælles udspil med de radikale på asylområdet, som fik den afgørende betydning for valgnederlaget.
Det frikender selvfølgelig til dels ledelsen. Det var ikke politikken, men en enkelt strategisk fodfejl, der var problemet. Det forklarer imidlertid ikke det enorme nederlag, som det dårligste valgresultat i 100 år trods alt var udtryk for, og det indbyder ikke - især ikke når partiledelsen er fortsat tavs - til den selvransagelse, som synes nødvendig. For hvis ikke partiet fornyer sig, profilerer sig og skaber en ny identitet, som ikke bare er et svagt ekko af Dansk Folkeparti og regeringen, hvad er det så egentlig, der skal forhindre, at det stille og roligt rasler ned på naturlige 15 procent?
MEN DEN selvransagelse kommer måske nu, med eller uden Helle Thorning-Schmidt. For Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard har lavet en klassisk Ritt. Siden hun trådte ind i dansk politik i 1971 har hun med sine politiske kaffeklubber jævnligt udfordret den siddende ledelse i Socialdemokraterne. Nu gør hun det igen. Sammen med en gruppe partifæller, i og uden for politik, har hun dannet det nye debatforum, 'Den Røde Skole', som skal skabe debat om partiets strategi og en fremtidig politik, der kan markere en selvstændig linje.
Når man er holdt op med at undre sig over, at udspillet om fornyelse og forandring skal komme fra en politiker, der har siddet med i 40 år og ikke fra de unge medlemmer af partiet, må det siges at være på høje tid.
Det lader også til at være holdningen i partiet, for langt ind i baglandet og folketingsgruppen er der nu medlemmer, som tilslutter sig Ritt Bjerregaards initiativ.
Det stiller den hårdt prøvede ledelse over for endnu en udfordring. Den har nu to muligheder: Den kan tilslutte sig Ritt Bjerregaards initiativ og se det som en hjælp i udviklingen af partiet. Eller den kan, som Helle Thorning-Schmidt-citatet ovenfor antyder, lægge afstand til det. Men partihistorien in mente vil det sidste være temmelig dumt, især når man ikke selv har et initiativ. Når Helle Thorning-Schmidt ikke har valgt at træde tilbage, skulle hun overveje at træde frem og få indflydelse på Den Røde Skole.
