Soap-serier blev i sin tid opfundet, fordi amerikanske husmødre skulle have noget at fordrive tiden med. Med hjemmekontor i New York, langt borte fra mand og familie, føler jeg mig som en mutantversion af en hjemmegående husmor og beslutter mig for at tilbringe en hel nat med at gennemse en hel sæson af en populær tv-serie, jeg ikke havde haft tid til at følge med i. Mit valg faldt på Lost.
Kristin M. Haugevik, en forsker ved Norsk Udenrigspolitisk Institut, skrev tidligere i år i en kronik:
"Når den kritikerroste og prisbelønnede seermagnet Lost kommer igen med en ny sæson, er der ingen grund for hverken de samfundsengagerede eller nogen som helst andre til at forlade tv-skærmen til fordel for bøger om politik og samfundsprocesser. Den dramatiske og forunderlige historie om en gruppe overlevende efter en flyulykke giver nemlig et glimrende billede af, hvordan international politik fungere ifølge klassiske realistiske tænkere fra Thomas Hobbes til Hans J. Morgenthau. I Lost som i den klassiske politiske realisme er det nemlig den anarkistiske samfundstilstand, som er udgangspunktet og uundgåeligt ledsages af individernes endeløse kamp for at sikre deres egen overlevelse."
Lillebror blander sig
Det lyder jo fantastisk. Lige noget for den travle husmor. Underholdning, tidsfordriv og politisk filosofi i en og samme pakke.
Jeg indretter mig med fedtfattig chokolade og flaskevand. Med hele Sæson 2 på dvd tager jeg min iBook frem og trykker på start. Men min lillebror, som er kommet på besøg, klikker løs i et forsøg på at stoppe mig og afbryde min hyggestund. At jeg ville gå i gang med Sæson 2 uden først have set Sæson 1 er ifølge ham fuldkommen uacceptabelt.
Sandheden er, at jeg købte Sæson 2 på tilbud. Jeg havde ikke råd til dem begge, og så er det da klart, jeg helst ville have den sidste? Ville andre ikke have truffet samme valg?
Nej, nej og atter nej - for det er jo karakterernes udvikling, historie, de hyppige flashbacks og meget mere, som gør serien så genial og opbygger hele mysteriet på denne her ø. Hver eneste medvirkende figur i Lost optræder, som de gør, på grund af deres tidligere erfaringer og tilværelse. Du kan ikke hoppe direkte ind i Sæson 2, det vil være helt forkert. Min lillebror overbeviser mig ikke. Jeg vil se Sæson 2, den hele, nu i nat, og intet kan stoppe mig. Længe leve anarkiet og individets ret til selvbestemmelse.
Jeg vil selv afsted
Efter ni timers maraton-tv kommer jeg helt udmattet ud af værelset. Jeg elsker Lost, jeg vil købe Lost-T-shirts, -plakater, kaffekopper, jeg vil overklæbe min væg med billeder af den kække Sawyer, jeg vil have lægen Jack som skrivebordsbaggrund. Men mest af alt vil jeg skrabe alle de småpenge sammen, som jeg kan, og få købt Sæson 1. Jeg må se den i et eneste hug. Men næste ferie skal være på en øde ø. Jeg vil ud, væk, jeg vil også selv være lost.
Politisk filosofi? Jeg var hooked og smilede i en lykkerus, fordi jeg slap for at vente en uge, hver gang jeg så rulleteksterne, men blot behøvede at spole frem til næste episode. Forskerne kan mene så meget om populærkultur, soap-serier og intelligent science fiction-drama, men det største mysterium er og bliver dog dette:
Vi eksisterer på en rund kugle, som kredser i bane om en ildkugle, som roterer om sin egen akse i et uendeligt mørkt rum, imens vi kigger ind i små firkanter og iagttager os selv spille os selv. Intet er mere lost end det.
Efter at have fordøjet også Sæson 1, bestiller jeg mere realisme på amazon.com. Nu må turen være inde til Desperate Housewives.
Oversat af Niels Ivar Larsen
