Et intellektuel fejde på ord er brudt ud mellem to af verdens førende evolutionsbiologer, Oxford Universitets Richard Dawkins og Harvards Edward Wilson er kommet i strid om baggrunden for altruismens opståen i dyreriget - mere præcist er de uenige om, hvorvidt den uegennyttighed, der undertiden kan iagttages i dyreriget kan være blevet til som resultat af såkaldt gruppeselektion.
Stridens æble er de sociale insekter, navnlig myrer, som udviser et topmål af altruisme, når sterile arbejdermyrer ofrer deres liv til fordel for fertile kolleger i samme tue.
Konventionel darwinistisk teori var aldrig rigtig i stand til at forklare, hvorfor et individ skulle ofre sit eget liv og dermed sine værdifulde gener til fordel for et andet individ, medmindre der altså var tale om en form for gruppeselektion, hvor individer står i hele koloniens eller hele artens tjeneste.
Søstre holder sammen
For næsten et halvt århundrede siden påviste forskere imidlertid alvorlige mangler i teorien om gruppeselektion og udviklede i stedet en teori om slægtsselektion, hvor altruismen i sociale fællesskaber tænkes at blive til som resultat af individernes familiebånd til medlemmer inden for samme koloni.
At sociale insekter udviser usædvanlige grader af forbundenhed inden for kolonier, ses eksempelvis ved at søsterarbejdere er tættere knyttet til hinanden, end de hver især ville være til deres respektive afkom. Det blev derfor opfattet som fordelagtigt for individuelle søstre at ofre deres fertilitet til fordel for deres søsterdronning på grund de gener, de havde til fælles med hende.
Matematiske modeller viste sig oplagte til at underbygge slægtsselektion-teorien, der kom til at indtage en dominerende stilling, alt imens glemselen sænkede sig over gruppeselektion-teorien. Nu har professor Wilson imidlertid genoplivet sidstnævnte i en ny bog om myrer, der udkommer senere i år og i et interview i nyeste nummer af videnskabsmagasinet New Scientist.
“Når man læser den teoretiske litteraturs hovedværker, er der rigtignok mange imponerende matematiske modeller, men de er næppe målestok for ret meget i den virkelige verden,” udtaler han bl.a.
Gensidig respekt
Det har ikke behaget professor Dawkins at høre, der - endskønt han udtrykker stor respekt for Wilsons arbejde - har brugt en betydelig del af sin tidlige karriere på at udrydde ‘myten om gruppeselektion’, der er en alvorlig anstødssten for hans teori om ‘det selviske gen’, der udgør grundforudsætningen for teorien om slægtsselektion. I en anden artikel, også i New Scientist, anerkender Dawkins Wilsons “fascinerende redegørelse” for de sociale insekters evolution, men bemærker også: “Hans ‘gruppeselektions’-terminologi er vildledende, og det skel, han stiller op imellem ‘slægtsselektion’ og ‘direkte individ-selektion’, savner ethvert grundlag.”
Det afgørende er, insisterer Dawkins, den naturlige udvælgelse, der sker på gen- og ikke på gruppeniveau.
“Alt, hvad vi behøver at undersøge for en angiveligt tilpasningsdygtig egenskab er: Hvad betinger, at de gener, der er forbundet med denne egenskab, vinder stadig hyppigere udbredelse? Wilson underforstår med urette, at det kun er nødvendigt at gribe til slægtsselektion, når den direkte selektion ikke slår til,” skriver Dawkins.
‘Jeg er vant til at få ret’
“Her begår han den første af de ‘12 misforståelser af slægtsselektion’, som jeg har opstillet på min liste, dvs. han tænker sig, at der er tale om en speciel, kompleks afart af naturlig udvælgelse, hvilket der på ingen måde er.”
Dawkins påpeger, at Wilson allerede forviste slægtsselektion-teorien til et kapitel om gruppeselektion i sin bog Sociobiology, der udkom første gang i 1975. “Wilsons ejendommelige forgabelse i ‘gruppeselektion’ går åbenbart langt tilbage, hvilket er ret så uheldigt for en biolog, der med god ret har fået så stor indflydelse,” skriver han.
Professor Wilson er dog fortsat overbevist om, at hans teori vil kunne bevises at være korrekt, og at hans kritikere tager fejl.
“Jeg er vant til at være i skudlinjen, og hver gang har det i sidste ende vist sig, at det var mig, der fik ret,” hævder han.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Er det egentlig sværere at forklare altruisme hos dyrene, end hos menneskene? Ifølge den klassiske evolutionsteori - og ihvertfald ifølge socialdarwinisterne - må de betænksomme dø og de grusomme overleve. Og de kunne måske ovenikøbet bare sige: Se jer omkring! Men spørgsmålet er jo om mennesket kan overleve, med det begreb om tingene - både som menneske og som art.
Det særlige ved de såkaldte sociale insekter er, at de har yngelpleje og at den dominerende hun får mere afkom end hun selv kan overkomme. Det er derfor nødvendigt, at der udvikles golde hunner til det grove.
Ja Rolf, man kan nok ikke forvente at myrene skal hoste op med store teoretiske udredninger. Men havde de lært at “tænke” anderledes - f. eks. lidt i retning af hvad mennesker gør, havde der antageligvis ikke eksisteret myrer mere.
Mennesket har en usvækket reptilhjerne i behold, hvilket på indeværende trin af evolutionen, har givet anledning bekymring om hvorvidt det nu også er så klogt i længden - så at sige.
man kan nok ikke forvente at myrene skal hoste op med store teoretiske udredninger
Næh, men hvis de kunne vil de sikkert anføre, at der ikke var tale om altruisme, men om hunmyreundertrykkelse. Det er jo kun de myrer, der har luft under vingerne, som lever det søde liv.
Iøvrigt er det en interessant tanke, at mennesket skulle have en usvækket reptilhjerne i behold. Den degenererer åbenbart ikke blot fordi, mennesket har udviklet sig til et socialt pattedyr uden adskilte yngelplejeperioder og løbetider.
Det er tillige grunden til, at den teknologiske udvikling pisker af sted, med alle piskende efter sig
De unge, de unge.
Den eneste form for yngelpleje, reptiler præsterer, er en smule beskyttelse af afkommet før det klækkes. Efter klækningen kan det klare sig selv.
Reptiler kan have udbytte af de forrige generationers virke, men ikke af dets erkendelser.
Men primaterne!
Jamen, de er da også interessante at studere.
Har de også reptilhjerner?
“da gav du dig selv en spændende udfordring”
Nåh. Man skal åbenbart ikke længere gakke til myren for at blive vis.
fascinerende diskussion - Gi’ den gas Rolf!!
Undskyld hvis der gribes forstyrrende ind i debatten. Men jeg er vist blevet uhelbredeligtt facsineret af Bjørn Holmskjolds vise, vid og vittige hjerne - uanset størrelsen - og vil spørge, om der er nogle af de Herrer, som kan være behjælpelige med et link til, HVOR man kan se et vellignende foto af det som indrammer denne velfungerende legemsdel ?:-)
På forhånd tak!