Da den to-årige James Patrick Bulger i 1993 brutalt blev myrdet af Jon Venables og Robert Thompson i Merseyside i det nordvestlige England, var dommen hård. De to 10-årige drenge skulle med dommerens ord bag tremmer i "mange, mange år". Det blev til otte. Mens sagen kørte udnævnte tabloidpressen en medskyldig: Medierne. Drengene havde nemlig set for mange voldelige film og var derfor blevet inspireret til at dræbe stakkels James, mente man.
Men den påstand tager medieforskere afstand fra. Professor i medievidenskab på Københavns Universitet Klaus Bruhn Jensen kalder det "en billardkugle-forståelse af, hvordan tingene virker i verden". "Det er den allermest simple forståelse af sammenhængen. Men der er ikke noget belæg for den i forskningen," påpeger han.
Alligevel lyder der i disse dage i Østre Landsret et ekko fra tidligere sager, hvor medierne er blevet kaldt medskyldige. Her sidder den 19-årige EH for anden gang på anklagebænken i den såkaldte Glostrup-sag. Og en stor del af beviserne mod ham handler netop om voldelige videofilm, som den 15-16-årige dreng downloadede fra nettet, dengang inden anholdelsen i oktober 2005. Dem så han for at hærde sig selv til at blive terrorist, mener anklagemyndigheden.
"Jeg vil sandelig håbe, at de har andre beviser også," siger Stig Hjarvard, også professor i medievidenskab på Københavns Universitet.
"Der er ikke forskningsmæssigt belæg for, at man ved at se en given adfærd skildret i medierne, så også vil kopiere den adfærd. Det er noget mere kompliceret end som så. Man ved faktisk, at det også kan føre til nærmest den modsatte adfærd. At man kan blive mere usikker og frygtsom, hvis man bliver udsat for meget voldelige fremstillinger. Medier kan godt påvirke moral og adfærd, men typisk i samspil med andre faktorer. Så man kan ikke på den måde slutte fra medieforbrug til adfærd," siger Stig Hjarvard og tilføjer:
"Der sidder jo millioner af især unge fyre og spiller diverse meget voldelige krigsspil, hvor mennesker bliver simuleret dræbt under meget afstumpede omstændigheder. Det sker hvert eneste døgn. Og det har jo ikke ført til en tilsvarende adfærd."
Ud ad tangenten
Forsvarsadvokat Thorkild Høyer sidder på anklagebænken ved siden af sin klient og lytter til ekkoet. Han mener, at det blandt andet var de kornede videofilm, hvor bagbundne 'vantro' får halsen skåret over i en beskidt kælder i Irak, der fik nævningene til at kende EH og de tre andre tiltalte skyldige, sidste gang sagen verserede.
"Det er med til at stemme sindet hos nævningerne, så de uden tøven og uden rysten på hånden kan skrive under på det spørgsmål, de får," siger Thorkild Høyer. Han tænker på kendelsen 'skyldig'.
"Man ser en jernmur, et slør, der falder ned foran øjnene på nævningerne. De er skræmt fra vid og sans," siger forsvarsadvokaten og kalder det massive fokus på den unge mands medieforbrug "rent følelsesmæssig demagogi" og "helt uacceptabelt". Og hvad enten det er intentionen eller ej, er det en måde at dæmonisere den tiltalte på over for nævningene, mener han.
Selv afviser anklagerne i sagen, at de er ude på at dæmonisere den tiltalte. Men de vil med videoklip og andre ting, som politiet under ransagninger har fundet i EH's hjem, tegne et billede af den unge mands udvikling fra dygtig gymnasieelev til spirende terrorist. Her lægger anklagerne sig tæt op ad det, PET kalder "radikaliseringsprocessens fire faser".
I første fase etableres kontakten mellem "radikalisatoren" og den modtagelige person, som her skulle være den 16-årige gymnasieelev. I anden fase sker det, PET kalder "gradvise skift i handlingsmønstre hos personen". Her nævnes ændret religiøs praksis og nye kommunikationsvaner "herunder i forbindelse med brug af internettet". I tredje fase indsnævrer den kommende terrorist sin omgangskreds til ligesindede. Først i den fjerde fase kommer de voldelige videoer ind i billedet.
"I fjerde fase gennemgår personen ofte en såkaldt hærdning, der f.eks. kan bestå i gennemsyn af og interesse for meget voldelige videoer af kamphandlinger og terroristers henrettelser af gidsler," står der på PET's hjemmeside.
Ph.d. og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Jørgen Staun lægger vægt på det lille ord "kan".
"Det er jo ikke eksakt videnskab, det her,"siger han.
"Det er lidt den samme diskussion, vi har haft med voldsvideoer. Gør det, at man ser voldsvideoer én mere voldelig? Det kan jo diskuteres."
Jørgen Staun fulgte fremlæggelsen af nye beviser mod EH i Østre Landsret i tirsdags. Her kom det frem, at den tiltalte havde downloadet en guide til, hvordan man laver sin egen terrorcelle.
"Man vil kunne argumentere for, at der er sket en radikalisering, når en person ikke bare har læst islamiske tekster og har set voldsvideoer med henrettelser og vejsidebomber, men også har downloadet våbenmanualer, sprængstofsmanualer og forslag til, hvordan man kan organisere en terrorgruppe. Så rykker man i hvert tilfælde et stykke ud ad radikaliserings-tangenten," siger Jørgen Staun.
"Men om man derfor har tænkt sig at gøre noget ved det, kan man ikke sige. Jeg er ret overbevist om, at der er mange unge i det her land, der har set halshugningsvideoer og alt mulig andet vold, og som ikke er ved at hærde sig selv til at blive terrorister. Dermed ikke være sagt, at det ikke kan være tilfældet her. Men der skal noget andet til," fastslår Jørgen Staun.
Kollektive fobier
Brugen af videoklip i retten er hverken et nyt eller ukendt fænomen. Hvis en bankrøver er blevet opsnappet af et overvågningskamera, afspilles båndet i retten. I sager om pædofili og børneporno udsættes nævningerne også indimellem for ubehagelige billeder. Alligevel mener Thorkild Høyer, at der er noget særligt på spil i terrorsager. For i de nævnte eksempler er børnepornoen selve forbrydelsen, mens billederne af bankrøveren er et bevis for, at røveren faktisk var på stedet. I sagen mod EH er videoerne ikke i sig selv ulovlige.
"Man har jo informationsfrihed i Danmark," siger Thorkild Høyer og vender tilbage til begrebet om dæmonisering.
"Det, der sker, når man kaster sig ud i den her form for bevisførelse er, at man mobiliserer flere forskellige kollektive fobier. Det ene er vores kollektive angst over for terror - til trods for, at det er væsentligt farligere at færdes i trafikken. Det andet er vores fobi over for fremmede religioner. Man får dæmoniseret den tiltalte, og dermed afmonterer man enhver form for menneskelig forståelse og tolerance over for ham. Det betyder, at nævningenes sind bliver stemt til at se bort fra den rimelige tvivl, der er i sagen. Det var det, der skete i første omgang, hvor de juridiske dommere måtte sætte bremsen i. Nævningene rystede ikke på hånden," fortæller Thorkild Høyer og fortsætter:
"Egentlig udsætter anklagemyndigheden nævningene for det samme, som de påstår, at EH har været udsat for. Nemlig en informationsmæssig og ideologisk hærdning ved at gennemgå alle disse ting, som i øvrigt ikke har en relevans i forhold til det egentlige bevistema."
Information har bedt PET om en uddybning af fase fire i radikaliseringsprocessen, som siger, at voldelige videoer kan hærde en kommende terrorist. Det har efterretningstjenesten afvist.
