Mephistopheles går rundt og giver hånd inden forestillingen. Sådan pænt med 'hello'. Og Stuart Lynchs veloplagte djævel ser alle dybt i øjnene, mens han i en vidunderligt velartikuleret monolog til Ninna Steens Faustus forklarer væsentligheden af håndtrykkets oprigtighed.
Med denne retorik bliver forestillingens håndtryksindledning i sig selv et Faust-eksperiment - tankevækkende og begavet i sin enkle forførelse. Og på scenen 'frysetørrer' Ninna Steen senere bidder af den menneskelige sjæl, som hun udstiller i gyldne svæverammer. Så lader hun Stuart Lynchs djævel møde Thomas Bentins 'Mr. Ordinary' - og så er eksperimentet i gang.
Bentin smiler. Han hopper, han spurter, han drejer dervish-ture i sit jakkesæt. Han er lykkelig. Men så kommer Lynch jo og graver mørkesiden frem af hans sjæl. Så ryger jakkesættet. Og så ryger rygknoglerne frem i lyset. Bentin sveder, han knokler. 'Har du ikke en drøm om at flyve?' spørger Lynch opildnende - og Bentin får faktisk sig selv til at svæve. Bentin danser med sit eget billede og vil omfavne sig selv, men i samme sekund bliver billedet væk. (Teknisk hedder det gamle flyvetrick åbenbart 'Pepper's Ghost', men illusionen holder altså. Også fordi Steens æstetik er så renlinjet og pågående.)
Hvad Faust så gør? Han trækker hånden til sig. Han flår i sin harmonika, uden at der kommer den mindste smule lyd ud af den. Og da han senere får tilbudt vinger, kan hans krop ikke rigtig hænge fast på dem. Pludselig er det ikke vingerne, der falder af kroppen. Det er kroppen, der falder af vingerne.
Efter pausen
Også i Faustus er Ninna Steens performanceudtryk altså mystiksøgende og rituelt med sin helt egen stringente humor. Faustus minder lidt om Attis in Memoriam på Rosenborg tilbage i 2003, hvor Ninna Steen havde koreograferet østerlandsk mytepatos sammen med Thomas Hejlesen. I Faustus ser hun mest myten fra Mephistopheles' perspektiv: Djævlen, der har brug for at indfange mennesket - meget mere end mennesket, der har længsel mod udødeligheden. Faktisk er Bentins Faust så angst for sin skæbnepagt, at hans muskler dirrer i det frygteligste og dødeligste sammenbrud. Brutalt og underligt bevægende, selv om det hele er så stiliseret. Velsagtens fordi Bentin er så ekstremt præcis en performer, og i så uhyggeligt god form.
Så tak til Ninna Steen for at gøre den intellektuelle Faust til en karismatisk begavelse. Og en mand af mytiske muskler.
Faustus. Idé, iscenesættelse, lydkomposition og video: Ninna Steen. Koreografi og tekst: Teamet. Danser: Thomas Bentin. Performer: Stuart Lynch. Lys: Thomas Bendiksen. Dansescenen til 26. jan. På engelsk. www.dansescenen.dk
