Forfatter, forlag, boghandel, folkebibliotek, antikvariat - en fødekæde, en gensidig afhængighed, som i nutiden er begyndt at knirke, og hvad fødekæder ellers giver fra sig af lyde. Faste bogpriser løsnes, boghandeler handler med alt muligt andet, bestsellere rykker ind i supermarkeder, bibliotekerne rydder paradoksalt hylderne for smal litteratur for at få plads til elektronik. Dødsboer udskiller bogsamlinger til antikvariaterne, som sender dem videre til særlige begravelsespladser, bl.a. Helligånds-huset i København, som er modstykker til Forum, der afholder messer for nye bøger.
Om forfatterne her ikke et ord. De har deres helt egne kriser, som ikke er forbeholdt nutiden.
Engang år tilbage, da jeg skrev på en litteraturhistorie, nød jeg fordel af nærmest at kunne se den nyere danske litteratur på Hovedbiblioteket, som dengang lå på Kultorvet, inden det fik til huse i Krystalgade med det ellers mere forpligtende navn. For dér stod de allerfleste bøger af de forfattere, som jeg ikke selv havde i reolerne, Erling Kristensen, Harald Herdal, Leck Fischer, Jørgen Nielsen, Mogens Klitgaard, H.C. Branner, for at nævne nogle af dem, der ikke overrendes i dag og nok er havnet i kulkælderen eller en endnu værre skæbnedal, læst i krystalkuglen. De var lige til at tage ud og hen til et fredeligt hjørne for nærmere eftersyn.
Horistontalt
Til gengæld kan man nu møde dem ved de jævnlig afholdte, såkaldte hollandske udsalg i det nævnte Hellig-åndshus bag jerngitteret i Vimmelskaftet. Det er et horisontalt bibliotek. Dér ligger de på bord efter bord broderligt med ryggen opad, alle de frasorterede gengangere på denne sidste station før den store forbrændingsovn sluger dem, som de ihærdige bogsamlere ikke redder med sig hjem, Johannes V. Jensen, Martin A. Hansen, Nis Petersen, Kaj Munk, Marcus Lauesen i lange baner. Blandt de sidst reddede til en pris af fem kroner for en hel posefuld ses undertiden de kønt indbundne bøger, som effektive mellemmænd skovler sammen sandsynligvis til pynt og facade i udstyrshjem, til teater- eller reklamebrug. Endnu en ydmygelse.
De sidste dage af et udsalg kan de passionerede stadig finde bøger af interesse. Selv samler jeg, som tidligere meddelt, på Hasselbalchs gamle Kulturbibliotek, i enhver henseende smalle bøger, men husker ikke altid, hvilke numre jeg allerede har blandt de små to hundrede eksemplarer, jeg har stående i et let tilgængeligt depot, forfatternavne som er mindre jordslåede, f.eks. Akutagawa, Artybasjef, Burckhardt, Grillparzer, Machiavelli, Ostrovskij, Tucholsky, Zilliacus. Jeg kommer hjem med dubletter. De havner så i sommerhuset, hvor der på den måde vokser et parallelbibliotek op - inden hele molevitten måske en dag forenes i den store horisontale bogsamling.
Noget måtte gerne gå lidt langsommere, så alle gode bøger klyngede sig til hylderne for aktive og potentielle brugere, som dér kunne få syn for sagn frem for syn af savn, en lang historie fortalt af mange historier.
Kommentarer
Kloge ord. Men det er de smarte og ikke de kloge, der styrer kulturlivet i dag.
Men hvorfor centrerer debatten sig sådan om det fysiske bibliotek og ikke den digitale grænseflade? Rigtigt mange brugere starter i dag turen på biblioteket online - hvor de bestiller bøger som de så kan hente på det fysiske bibliotek. Og tallet for onlinebrugen (hvis man ser på bibliotek.dk’s statistik) er kun stigende.
Det undrer mig derfor at den digitale side af sagen slet ikke diskuteres - her er det for mig at se nemlig helt i bund med formidlingen.
Det virker som om at biblioteket stadig primært opfattes som primært værende noget fysisk, selvom (ikke ulig bankerne) det faktisk er den digitale grænseflade der efterhånden er den vigtigste.
Det er lidt ærgerligt, for fik vi fokus på den digitale side ville det også blive tydeligt at potentialet her for f.eks. formidling af den klassiske eller smalle litteratur mildest talt er stort.
Der er rigelig fokus på “den digitale side”, idet det er den, der bliver trukket frem, hver gang politikere og bibliotekarer vil give indtryk af at være “på forkant.”
Faktum er, at der stadig er masser af mennesker i Danmark, for hvem en computer ikke indgår naturligt i dagligdagen. Det synes både skattevæsnet og de fleste kommuner at have glemt, idet det på disse områder efterhånden kun er muligt at få ordentlig service via nettet.
Fri os for, at det skulle gå bibliotekerne lige sådan.
Selvfølgelig er der stadig mennesker der ikke betjener sig via den digitale grænseflade. Men når nu så mange lån går igennem bibliotek.dk - og rigtigt mange brugere i øvrigt er tilfredse med denne betjeningsform - synes jeg der er rigtig god grund til at sætte ind her. Det er jo et meget væsentligt formidlingsmedie som bibliotekerne kan udnytte til f.eks. at promovere den smalle litteratur.
Og ja, man kan bruge tom snak om internet til at signallere at man er på forkant. Men at forkaste et helt medie med det argument synes jeg omvendt ikke er nødvendigt.
Bibliotekerne bliver beskåret mere og mere personalemæssigt og bevillingsmæssigt uanset hvad vi måtte ønske. Det forstærker behovet endnu mere for at bygge systemer hvor folk uden personlig assistance kan betjene sig på en intelligent og inspirerende måde. Så kan man selvfølgelig frygte at det blot vil være en selvforstærkende effekt. Men verden bliver mere og mere digital så at gå imod denne tendens istedet for at spille med og udnytte formidlingspotentialet ville være ærgerligt.
Der er to debatter her. Og de har ikke nødvendigvis så meget med hinanden at gøre. Det ene debat drejer sig om digitalisering. Den anden drejer sig om bestsellers versus såkaldt smal litteratur. Det er, som om det forventes, at med digitalisering følger automatisk tivolisering. Og kritikerne af den aktuelle udvikling på folkebibliotekernes område har da også ret i, at der bruges rigtig mange ressourcer på, via knalddyre storskærme, at formidle det simple budskab at biblioteket har den seneste med Britney Spears på mp3…Der ligger helt sikkert en vis portion tom teknofetichisme til grund for budgetlægningen rundt om i regionerne.
Men når det er sagt, synes jeg faktisk, at Jens Hofman Hansen rammer hovedet fint på sømmet, når han påpeger, at den teknologiske udvikling sagtens vil kunne bruges til at skabe en langt bedre og bredere formidling af den smalle litteratur. Og det vel at mærke på en ikke særligt ressource-krævende måde. Det lyder måske mærkeligt, men jeg er overbevist om, at der efter internettets udvikling er kommet langt flere læsere af for eksempel poesi end der var for 20 år siden, hvor man skulle vente en uge på, at provinsbiblioteket fik noget hjem, som hverken bibliotekaren eller låneren rigtigt vidste, hvad var - simpelthen fordi meget både nutidig og gammel poesi i dag ligger frit og let tilgængeligt på nettet.
Men nogle burde samle smalle litteratur og formidle den bedre - danne sig overblikket og skabe nogle indgange, så det hele bliver endnu lettere at komme til. I dag er folkebibliotekerne nemlig mildt sagt ikke særlig gode til lige netop det. Det virker for eksempel helt vilkårligt, hvilke links til netsider de samler og henviser til og hvordan de beskriver indholdet. Bibliotekernes internetrelaterede sider er ofte præget af masser af døde links, overfladiske eller misvisende informationer og store vidensmæssige huller. Ansæt nogle flere litteratur-uddannede. Tak.