"Danmark har akut mangel på arbejdskraft. Vi mister vækst, velstand og velfærd, hver gang en virksomhed forgæves slår en stilling op"
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
ØKONOMISK VÆKST overskygger alle andre hensyn. Det fremgik således af en af de mere spøjse reaktioner på regeringens jobplan, at den ikke tager hensyn til pingvinerne.
Økonomiprofessor Peter Nielsen fra RUC gør således i en pressemeddelelse opmærksom på, at selv om klimaet står højt på den politiske dagsorden, så er det fuldkommen fraværende i den nye jobplan og for den sags skyld i alle samfundsøkonomiske tiltag, der skal styrke væksten og sikre leveringerne på arbejdsmarkedet. Og når man nu ved, at øget vækst påvirker CO2-udledningen, er det forkert, at man ikke i højere grad skaber sammenhæng mellem det, højre og venstre hånd laver. Det kan han jo have ret i, den gode professor. Men det er nu ikke det eneste sted, hvor sammenhængen i Claus Hjort Frederiksens jobplan, der skal sikre et større udbud af arbejdskraft, halter.
Grundlæggende lyder en ambition om en effekt på 8-9.000 flere i arbejde på fem års sigt ikke videre ambitiøst. Det afspejler, at jobplanen ikke tager højde for, at det der i virkeligheden er brug for, er en grundlæggende reform af arbejdsmarkedet, som tager hånd om både import af arbejdskraft, fordeling, efteruddannelse, omskoling og pensionsalder. Og klima, kunne man tilføje.
Planen giver en række lempelser for førtidspensionisters mulighed for at arbejde, nedslag i skatten for 64-årige og større mulighed for at arbejde for SU-modtagere, altsammen for at fastholde folk længere på arbejdsmarkedet og skabe større dynamik. Det er næppe det, der redder den danske vækst og velfærd.
Det store slag, og det som regeringen for alvor vil til livs, er da også de 32.000 danskere, som for tiden er på supplerende dagpenge. Systemet er opfundet i en tid med massiv arbejdsløshed og ville, hvis det var i dag, næppe give mulighed for supplerende dagpenge i 52 uger. De 52 uger vil Claus Hjort nu halvere til 26 uger.
Regeringen har set sig sur på ordningen og mener, der her ligger ledig arbejdskraft gemt. Det man imidlertid glemmer, er, at disse deltidsjob, som er afhængige af supplerende dagpenge, befinder sig i den offentlige sektor og ikke så få heraf i sundhedssektoren. Den er i forvejen ramt af nedskæringer, og når den ikke automatisk opnormerer 20 eller 25 timers stillinger til fuldtidsstillinger, er det ikke nødvendigvis udtryk for ond vilje eller en uhellig alliance mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som Claus Hjort Frederiksen siger, men ganske enkelt, fordi der ikke er råd til andet.
Derfor kan jobplanen lige så godt resultere i, at disse lavtlønsjob på deltid forsvinder, fremfor at de opnormeres til fuldtidsjob. Og derfor er spørgsmålet, om en halvering gavner noget som helst, mindst af alt fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Det ligner en ommer, og det ender det måske også med at blive. For det lader til, at det ikke kun er på asylområdet, regeringen p.t. har problemer med at mønstre flertal. weis






Jan Weis
25. januar, 2008 #
For at ingen skal forledes til at tro, at vi har at gøre med de helt store demokrater, er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at det eneste de mangler er den brune uniform - højre arm har de vist nok fået styr på indtil videre.
Denne personlige vendetta pågår åbenbart helt uden mediernes grundige analyser. Hvor er Information henne? Har de glemt deres historiske oprindelse - opgøret med totalitære tankegang?
Jan Weis
Mogens Friis
3. marts, 2008 #
300.000 børn og voksnes kulturliv rammes af Jobplan
Med de seneste stramninger på dagpengeområdet vil hele musiklivet reelt være under afvikling både for dem, der underviser og virker som musikere. Men det kommer også til at ramme de ca. 300.000 børn og voksne, der går til koncerter, eller som får musikundervisning i landets musik- eller aftenskoler.
Stramningen betyder reelt, at freelance musikere og musikpædagoger presses ud af deres arbejdsmarked, fordi de tvinges til at søge over i andre fag. For musikskolernes vedkommende udgør de deltidsansatte 75%, og mange af de beskæftigede har svært ved at få fuld tid. Jobplanen vil medføre en kraftig aktivitetsnedsættelse i musikskolerne, hvor alle de mindre fag vil komme til at forsvinde. Tilbage vil der kun blive ganske få hovedfag som klaver, guitar og slagtøj. Alsidighed vil forsvinde fuldstændig, og musikskolerne vil blive "bombet tilbage" til 50'ernes musikundervisning, hvor kun "bedre folks" børn havde mulighed for at gå til musikundervisning.
Jobplanen vil bevirke, at musikskolerne bliver ramt allerede i 2. kvartal 2009, fordi lærerne må forlade deres deltidsstillinger, når de har mistet retten til supplerende dagpenge.
Svaret må være et meget kraftigt signal til politikerne i folketinget, at den brede befolkning ikke finder sig i, at kulturlivet bliver ramt af en jobplan, som reelt vil medføre en afvikling af kulturlivet.
Mogens Friis, Musiker, Kgs. Lyngby