Af en (næsten) teenager skal man høre sandheden

Min ældste datter Lis brugte den anden dag et sjovt skældsord, da vi var oppe at diskutere, for hun sagde, at mine holdninger var ‘nostalgiske’. Hvad hun mente var selvfølgelig bare, at hendes mor nogle gange simpelt hen er træls, fordi hun nu en gang har så vældig en alder, mens hun selv står lige over for puberteten. Højt elsket Mor med stort eller lille ‘m’, så kan sådan en gammel kone alligevel godt pakke sammen. Alt kan forkastes af en pige, der om vældig kort tid kommer i puberteten.

Det, vi diskuterede, var det, man kunne kalde den store danske biblioteksfejde, for som en ‘djævlens advokat’ forsvarede jeg, at det da er udmærket at gøre ligesom Pernille Schaltz i København, som har fremlagt en plan for, at Hovedbiblioteket i København ligesom oppe i Aalborg skal arbejde på at få kunder i butikken ved først og fremmest at udstille de populære bestsellere, hvad enten det så er bøger eller plader eller computerspil, og så ad den vej håbe på at lokke piger på for eksempel Lis’ alder ind i butikken, så hun ved selvsyn kan opdage, at der også er andet end lige netop dagens tilbud, som kan vække deres interesse. Jeg argumenterede så godt, jeg overhovedet kunne for, at hendes jævnaldrende veninder og venner kun ville have godt af at blive lokket ind i det bibliotek, de ellers måske ikke kunne drømme om at aflægge en visit, sådan at de kunne blive gjort opmærksom på nogle af de bøger fra vores kulturarv, som de ikke kendte i forvejen.

“Mor, der er faktisk nogen af os, som godt kan finde ud af at læse en bog! Vi kan også godt finde ud af at læse mange,” sagde hun. Den sved!

Musik på vinyl

Hun kunne ikke drømme om at spille computerspil på biblioteket, for de var altid forældede, og hvis der var noget hun gerne ville vide om et computerspil, kunne hun meget nemmere finde det på en computercafé eller på nettet. Så derfor var jeg ‘nostalgisk’, fordi jeg mente, at nutidens unge er ligesom sådan nogle arbejdssky teenage-boppere, der kun tænker på dans og drenge og underholdning, men ikke har en eneste bekymring for dagen i morgen. Virkeligheden er en anden, skulle hun hilse og sige, med ret hårde krav fra alle sider om at holde sig informeret om så at sige alt - og vældig meget af det ting, som kun kan findes i bøger.

Tværtimod mente hun, at bibliotekerne burde skaffe noget mere personale, så hun kunne få en bedre service, når hun havde problemer med sin informationssøgning … som faktisk ret tit og ofte kræver mere, end det gjorde, da jeg selv var ung! Den elektroniske del af det gav hun populært sagt “ikke en skid” for, fordi hun aldrig havde fået noget brugbart at vide på det område, som hun ikke lige så let og bedre kunne have fået at vide på anden vis. Musikbibliotekarerne havde hun lidt mere respekt for, men kun hvis de havde en større og bedre viden end den, hun selv kunne fremskaffe sig ved et par klik med musen, når hun var inde på nettet. Musikbibliotekarer er ‘cool,’ når de er ‘retro’, forklarede hun, og det er bibliotekarer med bøger også. Da jeg spurgte om det, der i virkeligheden er ‘nostalgisk’, ikke er at kræve at få sin musik på vinyl, når der nu er så mange elektroniske muligheder for at få det på CD’ere og iPod’ere og MP3’ere, smækkede hun med døren og gik ovenpå.

Leflen for de unge

Men meget helt rigtigt er der faktisk i hendes pointe om, at der er noget sært gammeldags og nostalgisk i den leflen for ungdommen, som sker på bibliotekerne for øjeblikket. Tror vi virkelig, at de alle sammen er overfladiske og uvidende? Det håber jeg bestemt ikke. Som min forgænger Ellen Steenbech-Poulsen skrev i denne klumme, er problemet med bibliotekerne måske først og fremmest, at vores politikere er det, hun i sin klumme kaldte ‘Kulturelle båtnakker’. De prioriterer simpelt hen ikke kultur og heller ikke bibliotekerne.

Hvis man endelig interesserede sig for de elektroniske medier, kunne man for eksempel oprette nogle ‘Infoteker,’ som -bjørk så præcist skrev det i en leder i denne avis for nogle uger siden. Og så lade bibliotekerne og bibliotekarerne arbejde med det, der hele tiden har været meningen, at de skulle arbejde med.

Der er revl, og der er krat. I min forrige klumme prøvede jeg at beskrive, hvilken slags morskabslitteratur, jeg selv holder af, og af hvilke grunde jeg holder af at læse bøger i denne genre, når jeg for eksempel har et par timer, der skal slås ihjel i et tog eller lignende. At jeg på denne plads kritiserede Leonora Christine Skov, skyldtes udelukkende, at jeg mente hendes bog var fantastisk kedelig og dårlig, mens jeg nævnte andre bøger i den samme genre, som jeg roste ved samme lejlighed. Men det ændrer jo ingenting ved, at ting skal holdes adskilt, hvis man vil se dem i et klart perspektiv. Skæg for sig og snot for sig, som man siger. Der skal være alt muligt på et bibliotek og også ‘morskabslitteratur’, men ikke kun det. Bibliotekerne skal oplyse, så der skal så sandelig også være noget af en lidt større eller meget stor lødighed, og måske er det i virkeligheden alt det ukendte og ‘klassiske’, teenagerne går på udkig efter i stedet for alt det, de kender i forvejen, og som de så nemt kan anskaffe sig på alle mulige andre måder.

Måske tror jeg, at jeg faktisk er enig med min datter i, at det hele skyldes, at bibliotekerne har et nostalgisk syn på dagens ungdom. De tror, at piger som Lis ikke har koncentration til at læse en bog. Og de bliver bakket op af regeringens ubelæste … ja, i gamle dage sagde man ‘belæst idiot’, men det udtryk bruger man vist desværre ikke længere. Der må da være masser af muligheder for at præsentere en plan for bibliotekerne nu og i fremtiden, men har man nogensinde hørt et bud på det? Hvad siger oppositionen, hvad siger f.eks. Mogens Jensen, som er kulturordfører for Socialdemokraterne?

Det kan da ikke være rigtigt, at den skarpeste analyse af et meget vigtigt kulturpolitisk spørgsmål skal komme fra en århusiansk pige lige før puberteten … som er vred på sin mor!