TEMPERATUREN i det russisk-britiske forhold er under frysepunktet. Det kunne man blandt andet læse i en analyse her i avisen i går skrevet i anledning af Moskvas trussel om præventive atomangreb for at forsvare sin suverænitet. Og man kunne konkret få syn for sagen i sidste uge, hvor de russiske myndigheder optrappede en allerede eksisterende chikane af den britiske kulturorganisation British Council. Organisationens to regionale kontorer i St. Petersborg og Jekaterinborg er nu lukkede.

Rusland har åbent sagt, at London kun har sig selv at takke for den sag, fordi Storbritannien ‘provokerende’ har forlangt, at russerne udleverer den tidligere KGB-officer Andrej Lugovoj, som ifølge den britiske statsanklager er den hovedmistænkte i sagen om giftmordet på eksagenten Alexander Litvinenko.

Da Rusland afviste at udlevere Lugovoj, afbrød briterne forbindelsen til den russiske efterretningstjeneste FSB og truede med at stramme reglerne for tildeling af britiske visa til russiske embedsmænd.

Alt sammen smager det af britisk nykolonialisme, siger den russiske udenrigsminister. Der således også bekræfter, at sagen ikke har noget at gøre med skatteunddragelse eller manglende tilladelser til at drive British Council (som hævdet af de russiske myndigheder), men simpelt hen er et led i en diplomatisk gengældelsesaktion.

Den britiske udenrigsminister, David Miliband, kaldte i denne uge handlingerne for “dybt beklagelige” og sagde, at de smager af sovjettidens koldkrigsopførsel.

SÅ GALT står det ikke til.

Men affæren er et godt eksempel på, hvordan Vladimir Putins Rusland i øjeblikket opfører sig - med den russiske radioprogramvært Julia Latyninas ord - som “en uopdragen bølle”. Putin er “klart fornærmet” over, at resten af verdens politiske ledere ser på ham, “som om han var en fulderik i en fancy restaurant … de slår ham ikke i ansigtet, men de inviterer ham heller ikke til at sidde ned ved deres bord,” skrev hun i denne uge i en kommentar i Moscow Times.

En analyse af den aggressive linje blev fremført af forsker James Sherr fra den britiske tænketank Defence Academy i december 2007. I en forskningsrapport sagde han, at Ruslands kurs er udtryk for kynisk realpolitik med alle de midler, landet har til rådighed: pres, partnerskaber, bestikkelse, diplomati, energipolitik og sikkerhedspolitik og forsøg på at splitte de vestlige lande ad.

Men en ny kold krig er der ikke tale om. Der mangler “den ideologiske, militære og globale konfrontation … Rusland er aggressiv og ideologisk, når det handler om dets suverænitet, men på andre punkter blot kynisk pragmatisk,” hedder det.

Sherr har forhåbentlig ret. Den iskolde konfrontation mellem Rusland og Vesten fra 1950’erne og 1960’erne er ikke kommet tilbage, men perioden som fulgte efter, 1970’ernes og 80’ernes detente eller afspænding - som nogle kaldte den ‘bløde kolde krig’ - er heller ikke en periode, som er værd at længes efter.