Det giver 36 point at udgive en lærebog og ni point at holde et eksternt foredrag. Et interview til radioen giver tre point, men er det til en avis, giver det kun ét. Medmindre man ikke bliver citeret - for så giver det kun en tredjedel point. Dekanatet på Humaniora på Københavns Universitet har udarbejdet et sindrigt pointsystem, som fakultetets forskere fremover skal underlægges. Hver gang de formidler deres forskning, skal de registrere det - og ved næste års interne fordeling af midler på fakultetet, vil de enkelte institutter få penge efter, hvor mange point forskerne har fået skrabet sammen året før.
Nonsens
Forslaget til en pointskala er lige nu til høring på fakultetet - og det vækker ikke just begejstring hos alle forskerne:
"Det system er nonsens, for det måler ikke det, som det skal, og det vil medføre en forvridning af de ansattes aktiviteter - fuldstændig lige som vores forskningsmålingssystem," siger lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Sune Auken og henviser til et tilsvarende pointsystem for måling af forskningsaktivitet, som fakultetets ansatte allerede er underlagt. Ud fra de to pointsystemer og antallet af studerende skal institutterne fremover konkurrere om 10 procent af fakultetets samlede midler.
"Det er vores basismidler, der er afhængige af, at vi laver tilstrækkeligt mange point. Derfor er det en invitation til at opføre sig uhensigtsmæssigt. Et blogindlæg giver ét point, så hvis jeg ikke laver andet end at blogge, kan jeg lave ufatteligt mange flere point, end det giver at skrive en litteraturhistorie, hvilket jeg lige har gjort."
Og det er ikke hensigtsmæssigt, mener Sune Auken:
"Der er ikke nogen, der læser en blog om et år. Men litteraturhistorien skulle gene bruges i gymnasierne i mange år frem."
Fællestillidsmand på det Humanistiske Fakultet Henrik Prebensen er enig i, at systemet rammer forbi:
"Ledelsen vil efter min mening ikke få det her til at virke efter hensigten. Undersøgelser viser, at incitamenter kun duer, når forskerne opfatter dem som en positiv understøttelse af deres indre motivation, og det her system rammer slet ikke forskernes indre motivation - erkendelsestrang og kærlighed til videnskaben - for nu at sige det lidt højtideligt. Det er grunden til, at folk vælger at arbejde på et universitet," siger han og tilføjer:
"Det giver desuden ikke mening at score point, hvis pointene ikke måler det, man mener, man skal lave."
Doktorafhandling
Dekan Kirsten Refsing forklarer, at det er Videnskabsministeriet, der lægger op til, at der skal konkurreres om midlerne:
"Men de kriterier, som Videnskabsministeriet har lagt frem, er ikke detaljerede nok, fordi de skal gælde for alle universiteter og alle fag. Derfor har vi lavet en mere detaljeret kortlægning af formidlingsområder med tilhørende points, så det bliver mere retfærdigt," forklarer hun. Hun mener i øvrigt ikke, at forskerne vil spekulere i det:
"Det er rigtigt, at hvis man skriver en masse kronikker, så vil det over tid kunne gøre det ud for en hel doktorafhandling, hvilket naturligvis næppe svarer til arbejdsindsatsen. Men jeg har svært ved at forestille mig, at forskerne vil gøre den slags," siger Kirsten Refsing, der dog indrømmer, at systemet kan have en vis opdragende effekt:
"Hvis det ændrer forskernes adfærd, så bliver det i den retning, vi gerne vil have det til at gå. Når det angår forskningsformidling mener vi, at de danske skatteydere skal have mere for deres penge. Derfor giver det mange point at formidle i eksempelvis landsdækkende medier," siger hun.
Spild af tid
Fællestillidsmand Henrik Prebensen mener også, at forskerne vil opleve det som spild af tid at sidde og registrere point:
"Registrering tager tid fra noget andet. Der bliver hele tiden mindre tid til at forske og formidle forskningen. Og efter hvad jeg hører på fakultetet, så er forskerne alvorligt trætte af at bruge tid på andre ting end dem, de føler, de er ansat til. Hvert nyt strå risikerer at være det, der knækker æslets ryg, og det her er endnu et strå," siger han.
Også pointsystemernes ensidige fokus på kvantitet, kritiserer Henrik Prebensen:
"Der er en underlig måde at måle på - og det forudsætter høj moral hos forskerne. Hvis du som studerende fik at vide, at du blev målt og bestod din eksamen, efter hvor mange papirer du afleverede, uden at man så på indholdet - så ville du næppe bruge mange kræfter på at skrive noget fornuftigt ned på de papirer. Det er en sær måde at lave universitet i verdensklasse og kvalitetsforbedring på."
Også Sune Auken kritiserer pointsystemet for kun at måle kvantitet:
"Hvis jeg svarer på en mail fra fru Hansen, der ikke kan finde rundt på det lokale folkebibliotek, får jeg point. Også hvis jeg barer skriver 'fuck dig'. Det giver også point - det er kun formen, man er interesseret i." Lidt positivt kan Sune Auken dog se ved systemet:
"Den form for topstyring giver os på gulvet noget at grine ad. I sidste uge fik jeg en del point for at skælde min ledelse ud i pressen - og nu får jeg ét point for at gøre det igen. Og om lidt skal jeg ind og blogge om, hvor tåbeligt det her er. Jeg tror, jeg vil skrive rigtig mange korte indlæg," siger Sune Auken.
Fakta: Pointsystemet
Så meget giver de forskellige eksempler:
Lærebøger, ordbøger og leksika: 36
Lancering af sites på nettet: 36
Redigering af tidsskrifter: 18
Arrangementer, konferencer mm.: 12
Udstillinger på museer: 12
Udstillinger på KU: 9
Foredrag eksternt: 9
Anmeldelse i fagtidsskrift: 6
Anmeldelse i dagspressen: 3
Deltagelse i debat i radio og tv: 3
Deltagelse i debat i trykte medier: 1
Ikke citeret samtale med journalist: 1/3
Mokkasinen
2. juni, 2008 #
Disse incitamentstrukturer indføres overalt på landets universiteter i denne tid.
De nye incitamentstrukturer indføres under dække af at de skal eliminere sk 0-forskere, altså forskere der ikke publicerer regelmæssigt (uden at der foreligger bare én undersøgelse af hvor mange vi her taler om?), samt regeringens accountability politik, som er en central neoliberal styringsteknologi der skal sikre sammenhæng mellem forskning og marked. Den ideologiske baggrund er naturligvis at vi skal væk fra velfærdssamfundets omsorgsfulde rammer for forskerne, og over til et større markedspres. For forskere bliver blot lade og uproduktive af at have 'frie' rammer til at udføre deres arbejde i.
Når Sune Auken storgrinende sidder og blogger og kritiserer sin ledelse, så gør Sune Auken det på min og andre borgeres bekostning, som forventer at der kommer forskning ud af det lønnede tidsforbrug!
Når den underlødige Dekan på KU Kirsten Refsing så postulerer at forskerne ikke vil spekulere i det, så må det være mod bedre vidende, da pointsystemer har været anvendt i de lægevidenskablige fag i årtier, og dér netop blevet kritiseret for at føre til at der spyttes den ene ligegyldige artikel ud efter den anden (og her skal der ofte 4-6 forfattere til at skrive 3-4 sider!). Det er vel almindeligt, også i universitetsverdenen, at se på hvilke erfaringer andre har med tilsvarende modeller, men åbenbart ikke i dette tilfælde?
Når den samme naive eller manipulerende (svært at sige hvad der er værst) humanist Kirsten Refsing videre citeres for at udtale at forskerne ikke vil skippe doktorafhandlingen for kronikskrivning, så forstår hun åbenbart slet ikke noget som helst af udviklingen på universitetsområdet de sidste 40 år! Forskerembedet er som så mange andre professioner gået fra at være et demokratisk kald til blot at være et arbejde. Med indførelsen af forskningsrådene sidst i 60ne begyndte man en bevægelse fra den indrestyrede forsker til den ydrestyrede forskning.
Forskeren arbejder i dag i et deprofessionaliseret tomrum (mange kan i dag bedrive forskning, og rekrutteringen på universiteterne er ikke længere den bedste fordi masseuddannelserne har ført til dårligere kvalitet i forskningshåndværket til fordel for erhvervslivets hurlumhej krav), og 'kaldet' er reduceret til et 'knald' med regeringens systemfunktionalistiske forskningsprogrammer, hvis man vil forske i noget. Det vil sige at forskningen ikke længere kvalificeres af indsigtsfulde individer, men af radikale politiske ideologier.
Og man forberedte jo denne suppedas ved at indføre sk 'professionelle' ledelser på universiteterne, hvor institutlederne tidligere var medarbejdervalgte så bliver de nu centralt udvalgt med et lønhop. Herved fik man åbenbart management papegøjer som Kirsten Refsing og mange andre som nu sidder og skal sælge ideologi på dåse.
Forskerne bliver endvidere pressede med stigende krav til administration fra svigtende institutter, der vel snart vil begynde at sælge administrative ydelser til forskerne. Så forskerne vil naturligvis vurdere indsats i forhold til points, så hvis kronikker er det som forskerne har mulighed for at levere indenfor de rammer de får, så er det kronikker der bliver leveret. Det er vel ligesom ethvert andet system, at man får det man betaler for. Og lige nu ser det ud til at regeringen vil have discount (med opbakning fra de danske vælgere), og så er det discount man får!
Men føj, det er ubehageligt! Vi snakker her om en regering der ikke går af vejen for at destabilisere en af de vigtigste institutioner i demokratiet! Og det kan undre at forskerne er så spage i deres kritik af et så totalitært styret deprofessionaliseret system? Hvad i alverden foregår der, forskere og medborgere? I må da forstå at I dag for dag bliver sjoflet, og at I er på vej til at blive selvstændige forskningsdrivende indenfor en overskuelig årrække hvis ikke der sker noget??