Der er mange modsatrettede følelser forbundet med vor tids vel nok største jazz-pianist, Keith Jarrett. Næsegrus beundring, forgudelse blandt visse fans, men også hovedrysten over krukkens fintfølende tentakler og besværlige sind, der fra tid til anden kommer for dagen. Senest har der været en hel skandale forbundet med den måde, Keith Jarrett i juli 2007 overfusede sit publikum på ved en koncert i Perugia i Italien. En herre filmede med et videokamera, og andre begyndte at fotografere til trods for den klare henstilling, der var blevet givet af koncert-arrangøren. Situationen blev i sandhed filmet. Og lagt ud på YouTube som en forargelsens skamstøtte, så alle og enhver ved selvsyn kunne se, at nu var Jarrett med sikkerhed blevet bindegal, en sur stjerne, der havde mistet den sidste rest af anstændighed over for sit publikum.
Mange misforstod
"Somebody tell all those assholes with cameras to turn them fucking off right now. No more photographs. If we see any more lights, we reserve the right to stop playing and leave the goddamn city". Senere stod Jarrett frem og forklarede sig ret indgående og ærligt omkring denne situation, som han følte, mange misforstod. Hvilket man kan læse om i en oversat artikel i det seneste nummer af tidsskriftet Jazz Special. Den korte version er, at det er en lang historie. Jarrett hader for det første tidens overfladiske tendenser til at ville fange alt med billeder. For det andet har han i mange år været henholdende og høflig i sine henstillinger til publikum om at respektere forbudet mod at filme. Men den dag løb det af med ham.
Knivskarpe versioner
Det løb også af med ham i mere positiv forstand under Montreux Jazz Festival i juli 2001. Optagelserne fra denne særlige koncert er nu omsider kommet ud som en dobbelt-cd med titlen My Foolish Heart. Den udmærker sig ved den helt umiddelbare ogutvungne energi, der stråler fra musikken. Jarrett og hans triopartnere, bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette, arbejder ikke overraskende med fortolkninger af standards. Som sådan er pladen blot endnu en dokumentation blandt utallige af trioens monomane dyrkelse af amerikanske populærmelodier igennem 25 år. Men en overmåde fin dokumentation, som man ikke ville undvære. Her spiller trioen op til noget af det mest levende og spontant boblende, der overhovedet findes på plade med dem. Heriblandt rytmisk knivskarpe og lystfulde versioner af "Oleo", "Five Brothers" og "On Green Dolphin Street".
Fortsat uforudsigelighed
Også denne koncert har sine dramatiske kurver og indbyggede overraskelser, der siger noget om den frie og intuitive måde, trioen arbejder på. Intet er aftalt på forhånd. Jarrett starter med angivelsen af et tema. De andre falder ind, og fortolkningen bliver til. På hvilken måde den skal spilles, ved ingen af dem, før det sker. Det er denne friskhed og uforudsigelighed, der gør, at de kan blive ved, og det er denne friskhed, der gang på gang folder nye blomsterudgaver af de gamle evergreens ud, så vi fortsat kan blive overraskede som lyttere. Midtvejs i koncerten fornemmer Jarrett en vis mathed hos publikum, til trods for musikkens åbenlyse liflighed under "The Song Is You". Der skal ske noget for at ryste situationen. Der er et afventende moment under klapsalverne. Så starter Jarrett med det gamle ragtime-nummer, "Ain't Misbehavin", som trioen aldrig har indspillet før. Det er blevet til en rytmisk vuggende perle på pladen. Sådan kan den også spilles, spændt ud over et helt århundredes jazz-historie, omsat med stor kærlighed til en moderne rytmisk bevidsthed og kreativ strøm.
Keith Jarrett/Gary Peacock/Jack DeJohnette: My Foolish Heart - Live at Montreux (ECM)
