Borgmesteren i den nordtyske by Lubmin, Klaus Kühnemann, har ikke opgivet bestikkelsesanklagerne mod den danske energikoncern DONG Energy.

Den 31. januar skal Lubmins byråd tage stilling til at ophæve hans immunitet, så han kan afgive vidneforklaring over for anklagemyndigheden, oplyser Klaus Kühnemann ifølge det tyske nyhedsbureau DPA.

For øjeblikket har anklagemyndigheden i Stralsund indstillet efterforskningen, fordi Klaus Kühnemann ikke har fået byrådets godkendelse til at afgive vidneforklaring. Dermed kan sagen ikke belyses, og på den baggrund er efterforskningen indstillet, forklarer anklagemyndighedens talsmand, Ralf Lechte.

Det var Klaus Kühnemann selv, der indirekte forårsagede, at anklagemyndigheden i december indledte sin undersøgelse af beskyldningerne mod DONG Energy.

Selskabet var under mistanke for at have tilbudt bestikkelse for at få lov til at opføre et kulkraftværk ved Lubmin. En medarbejder fra Dong Energy skulle angiveligt i forbindelse med en paneldiskussion have tilbudt borgmesteren penge til ‘den slunkne kommunekasse’.

Da den tyske anklagemyndighed i december indledte sin efterforskning, satte DONG Energy en advokat til at lave en intern undersøgelse af anklagerne om bestikkelse.

Rapporten fra advokat Oluf Engell frikendte lige efter nytår energiselskabet for anklagerne.

Borgmesteren er en af de mest markante modstandere af det planlagte kulkraftværk, men har ifølge viceborgmester Matthias Lietz (CDU) endnu ikke informeret byrådet om det påståede bestikkelsesforsøg. Matthias Lietz anser selv beskyldningerne for at være “absurde”.

Ifølge anklagemyndigheden kan efterforskningen til enhver tid sættes i gang igen.

ritzau