Peter Dyreborg foreslog den 26. januar, at journalisterne i DR går ned i løn for at bjærge DR ud af det økonomiske morads.
Men ideen er problematisk, på flere planer:
Forestillingen om at journalisterne kan rette op på miseren ved at give afkald “på halvanden pakke Kings om dagen” holder ganske enkelt ikke.
Journalisterne udgør kun omkring en tredjedel af DR’s medarbejdere. Det vil kræve en lønnedgang i omegnen af 21.000 kroner pr. måned pr. journalist at dække de årlige besparelser ind.
Inddrager vi samtlige medarbejdere i DR, er det i omegnen af 9.000 kroner pr. medarbejder pr. måned.
Det kan man jo så diskutere rimeligheden af - men så bevæger man sig ud på samme skråplan som beskæftigelsesministeren, der i efteråret foreslog, at slægtninge bare skal tage malergrejet med, hvis de synes at deres pårørende bor på et nedslidt og trist plejehjem.
Tanken er en form for ‘privatisering’ af et fælles anliggende, og den kommer ikke ud af det blå. Den ytrer sig f.eks. når forældremødet i 2. y diskuterer, om ikke forældrene kan oprette en klassekasse, der kan finansiere at ungerne kommer på nogle af de udflugter, der ikke længere er råd til. Eller indkøb af bøger, så ungerne ikke skal have alle de fotokopier …
Vi lever i sandhed i et samfund med privatisering som fremherskende politisk fællesnævner.
Men først og sidst: DR’s krise er forårsaget af politiske beslutninger truffet i Folketinget, Ørestadsselskabet og DR’s ledelse. Målet var ikke mindst at sparke liv i Ørestaden, og realisere de grundværdier, der var indbygget i dét projekt.
Politisk vilje
Krisen blev uddybet af dårlig byggeledelse i DR, men den slags fejl falder normalt ikke tilbage på sagesløse medarbejdere. Skandalerne i forsvaret, f.eks. Tårnfalken, har hverken kostet hoveder, ført til forslag om lønnedgang for personalet eller påført forsvaret pligt til selv at dække katastrofen.
DR’s krise er et resultat af politiske beslutninger, og løsningen er og bliver politisk: Vil man have en kvalitetsbåret public service-udbyder, eller vil man benytte lejligheden til at stække DR - til gavn for de kommercielle medier, og til beroligelse for politikere i alle lejre, der gang på gang irriteres over reminiscenserne af kritisk journalistik?
Løsningen af DR’s krise findes der, hvor både ansvaret og magten befinder sig: Hos de politikere, der har ansvaret for at DR Byen blev sat i værk, og som har magten og midlerne til at stoppe DR’s deroute. Det er i sidste ende et spørgsmål om politisk vilje, ikke om at denne eller hin gruppe skal spænde livremmen ind.
Kommentarer
Peter dyreborgs foreslag om at reducere dr journalisternes løn minder mest om Claus hjort fredriksens ideer om at skære i bistandshjælpen, gøre livet elendigt for en i forvejen presset befolkningsgruppe og på den måde få dem i arbejde. Selvfølgelig er Dr journalisterne ikke bistandsklienter og de tjener fedt, men de forsøger at gøre et stykke arbejde på trods af at betingelserne er populistiske. Men sådan er vores tidsalder jo blevet så fordummende.
At den nuværende regering har intentioner om at skabe bedre velfærd eller det man forstår ved et godt samfund, er alletiders løgnhistorie.
Hørt! DR er den vigtigste institution i den danske offentlighed, og i politisk forstand garanten for kritisk og informativ, ikke bare “underholdende” journalistik. Det er pinedød nødvendigt for et demokrati at have en stærk, offentlig sådan institution.
Højrefløjens ageren i denne sag kan alternativt forstås som et totalt svigt af ansvaret for at opretholde og hjælpe så vigtig en institution, eller som et decideret forsøg på at knække dens regulative magt over politikken. Uanset fortolkning er det dybt problematisk.
Hmm…
DRs journalister laver et glimrende arbejde, men det gør journalisterne også hos Pol, JP, Berl, WA, Inform, Kristlig D. m.v., og TV2 er til tider også med.
Og det er vel ikke “højrefløjens ageren” som sådan, men snarere alle de politikere, både fra venstre og højre, som har været involveret, + DRs ledelse m.v., der har fejlet på forskellige områder… eller ageret mindre heldigt, hvis man skal bløde det lidt op.
Desuden er det omsonst at fokusere på at pålægge skyld, da det ikke bringer DR videre. Det er langt mere givtigt at fokusere på mulige løsninger, og det kræver nok at alle parter, både politikerne og DR, medarbejderne såvel som ledelsen, er villige til at flytte sig på forskellige områder.
Senere på ugen kommer der muligvis en replik indlæg fra min hånd, hvis Inform. vælger at trykke det.
At regeringen vender ryggen til Dr’s økonomiske problemer således at adskillige mister deres job, public service niveauets kvalitet forringes og innovative arbejdspladser må forgå, siger meget om den politik, der føres i dette land. Ikke mindst om vores kulturminister, der er fuldstændig ignorant på det område han skal styre eller måske netop ikke-styre, støtte og få til at spire.
Jeg kommer til at tænke på situationen i Italien da Berlusconi var ved magten.Han er Italiens rigeste mand og ejer flere tv-stationer + andre medier, samtidig forsøgte han at give mundkurv på journalisterne på landets to statsejede tv-stationer, der var kritiske overfor hans regering. Magtfulde mennesker, der ikke kan tåle kritik, er måske ikke de bedst egnede til at være ledere i demokratiske samfund.
Peter Dyreborg overser, at DR ikke ligner andre institutioner, ikke engang TV2, fordi DR i princippet skal være uafhængig af økonomiske og politiske interesser - hvilket ikke er det samme som at afstå fra på institutionelt niveau at have både økonomiske og politiske interesser, tværtimod.
DRs opgave er ikke at være til fals.
@Peter Dyreborg: Der bliver heldigvis lavet rigtig meget god journalistik i DK, både på DR og andre steder. Men DR er den eneste nyhedsinstitution som er organiseret efter et Public Service hensyn, uden at være underlagt økonomiske særinteresser som følge af reklameindtægter (TV2). Det betyder at de er garanten for at sådan journalistik bedrives, også hvis de store dagblade skulle gå konkurs eller forfalde (endnu mere) til sladderbladsjournalistik. En solid Public Service institution som medieverdenens rygrad er et af de vigtigste redskaber til at vedligeholde og stimulere den offentlige debat som er demokratiets ilt. Uden en sådan kvæles det i teknokrati, propaganda og bureaukrati.
Og det må så sandelig siges at være højrefløjens ageren som er problemet. Regeringen kunne, med sit parlamentariske flertal, have løst problemet for længe siden hvis den ville. Den har tværtimod håndfast underkendt og nedstemt ethvert forslag til en politisk løsning. Oppositionen har ellers fremsat en hel del af slagsen.
Når det i den sammenhæng er relevant at placere ansvaret hænger det sammen med at vi ikke kan forvente et politisk kursskifte hvis ikke regeringen kommer under offentligt pres. Det så man antydningen af da det diskuteredes om danske medier ville være istand til at sende f.eks. OL. Først hvis det går rigtigt op for befolkningen hvad vi er igang med at miste (DRs kvalitet og integritet), hvem som bærer ansvaret (politikerne og ledelsen) og hvem som har mulighed for at løse problemet (regeringen) kan vi forvente en løsning.
Bare som et lille NB, mener jeg, at det er alle de involverede politikere, både de nuværende og de daværende, som bærer ansvaret, hvis man overhovedet skal/kan placere et ansvar, samt selvfølgelig både den nuværende og daværende ledelse hos DR.
Jeg synes ikke, det giver mening, at tale om at regeringen er ansvarlig. Det er vel snarere hele Folketinget, der har ansvaret, især da der jo kan dannes flertal udenom VK-regeringen.
Og dét har dagens store begivenhed med Gitte Seeberg jo ikke ændret ved. ,-]
Men nu handlede mit oprindelige debatindlæg i avisen jo som sådan ikke om, hvem der har ansvaret m.v. Jeg kom i stedet med et konkret forslag til, hvordan en evt. lønnedgang kunne være en lille del af en større, samlet løsning, som måske kunne tænkes at være egnet til at bringe DR på ret kurs.
Om mit forslag rent faktisk er egnet som løsning, ved jeg ikke, men derfor giver det alligevel mening at stille spørgsmålet.
I et kortere indlæg, som trykkes i morgen eller senere på ugen, uddyber jeg mit forslag i en replik til Dines Boertmann.
/peter
P.E.J.
Du mener med andre ord at man bør privatisere Danmarks Radio og Public service ideen?
P.E.J
Problemet er bare at staten HAR blandet sig, projektet er staten, staten er projektet og regeringen lader som om staten er usynlig. Det skaber intet mindre end en implosiv forståelse af hvad public service er og hvad public service kan. Det fjerner vores højere fællesnævner.
Ang. succes og bras synes jeg DR er en succes og TV 2345 etc er noget bras
P.E.J.
Din begrebsverden er usammenhængende.
Men alligevel en sidste bemærkning:
Objektivitet kan man altid diskutere og henvise til når man vil kritisere et eller andet. Hvis du synes at en god film er en objektiv genstand, tager du fejl, en god film har et subjekt og en signatur, det samme gør sig ofte gældende med god tv. Hvis alt skulle være objektivt, ville der virkelig være tale om et tungt system. Gennem Tv bliver man ind imellem introduceret til andre menneskers virkelighed, det kræver at man kan leve sig ind andres situation end sin egen for at forstå udsendelsen. Er det objektivt eller relativt? Public service handler om mangfoldighed og om muligheden for at blive klogere og få udvidet sin horisont. Ikke kun om underholdning. Men er der et punkt, hvor det DR har svigtet, er det intellektet. En krop uden hjerne er ikke meget værd. Kan en intelligent, samfundskritisk samtale på Tv virkelig ikke varer mere end 10 minutter?
Tv afløst af internettet? Nej, internettet er interaktivt medie. Her skal man hele tiden selv vælge.
Politiske håndlangere? Der er synsvinkler i arbejdet med medier der umiddelbart virker politiske, såsom at stille spørgsmål og tænke kritisk, men er der ikke blot tale om ytringsfrihed?
Mit indlæg, som var i Information den 30/1:
*
Det handler ikke om retfærdighed
I går kommenterede en tillidsrepræsentant for DR, Dines Boertmann (DB), mit indlæg fra den 26. januar.
Selv om DB er uenig i mit forslag om, at journalister hos DR kunne acceptere en mindre lønnedgang for at hjælpe økonomien på ret kurs, har han en række gode pointer, som jeg er enig i.
En politisk løsning er både nødvendig og på sin plads.
Det er også korrekt, at det er urealistisk at en lønnedgang hos journalisterne, eller hos alle ansatte, kan løse hele situationen. Men måske kan det være en del af en større løsning.
Det kan være, jeg læser DB’s indlæg forkert, men det virker som om, han i vidt omfang er optaget af, hvem der er skyld i hvad. I alle konflikter er det imidlertid et dårligt udgangspunkt at fokusere på skyld, fordi parterne nemt kommer til at bebrejde hinanden frem for at samarbejde om en fælles løsning.
Det er muligt, at det ikke er rimeligt eller retfærdigt, at de ansatte skal gå ned i løn. Men hvis en lønnedgang kan medvirke til at redde stillinger og gode programmer, bør man vel undersøge muligheden nærmere.
Som en krølle vil jeg lige nævne, at jeg fik ideen til mit indlæg om lønnen i DR efter at have talt med en række journalister, som opfordrede mig til at skrive indlægget, herunder journalister ansat hos DR.