I disse år bliver der fejret flere 60-års fødselsdage end nogensinde tidligere i Danmarkshistorien. Isoleret set en glædelig begivenhed, men ud fra en demografisk synsvinkel er der ingen grund til at kippe med flaget. De mange runde fødselsdage vidner om, at Danmark i dag er et aldrende samfund, hvor fødselstallene er lave, og kun indvandrere og deres børn holder folketallet oppe. Netop i disse år rykker de store generationer ud af arbejdsmarkedet uden at have sikret sig, at der er tilstrækkelig mange til at afløse dem. Og så har vi balladen.

Sådan lyder den korte version af de senere års demografiske Danmarkshistorie, som den formuleres i bogen Den danske stamme. En befolkningshistorie, der udkommer i dag. Her gennemgår Hans Kornø Rasmussen, cand. polit. og ph.d. i international økonomi, den danske familie gennem 3.000 generationer - fra istiden og frem til i dag. Det er en historie om liv og død, om eksploderende befolkningstal og dræbende epidemier - og så er det en historie, som navnlig i de seneste 30 år har udviklet sig til en vaskeægte gyser:

I midten af 1980’erne får vi en enorm indvandring fra hele verden, hvilket vi ikke har haft før. Samtidig bremser vores fødselstal dramatisk op. 10 år i træk - fra 1980 til 1990 - dør der flere, end der bliver født i Danmark. Det er ikke sket siden 1830’erne, hvor vi havde en epidemi, og før det skal man helt tilbage til 1660 for at se noget lignende,” siger Hans Kornø Rasmussen og uddyber:

Med andre ord stopper linjen af uafbrudt tilvækst i den danske stamme i 1980, og det betyder, at dem, der kommer ud på arbejdsmarkedet i dag, er ekstremt få i forhold til de meget store generationer - babyboomerne fra efterkrigstiden - som er på vej på pension,” siger han.

Ifølge forfatteren er et af hovedformålene med bogen at sætte de parallelle demografiske udviklinger, som kolliderer netop nu, ind i en historisk sammenhæng. Den danske stamme tager således udgangspunkt i de seneste årtiers udlændingedebat:

Venstrefløjen har argumenteret for, at Danmark igennem hele sin historie har modtaget en betydelig strøm af flygtninge, og at nutidens indvandring til Danmark ikke udgør en historisk speciel situation. Mens højrefløjen med Dansk Folkeparti i spidsen har hævdet, at vi historisk altid har været en homogen stamme, og at samfundet derfor ikke kan klare den store grad af indvandring. Begge dele kan ikke være sandt, og ud fra en demografisk betragtning, er det Pia Kjærsgaard, der har ret,” siger Hans Kornø Rasmussen.

Ganske vist har der altid vandret mennesker ind i Danmark, men frem til midten af 1980’erne har indvandringen været yderst beskeden, fortæller han. Det var med andre ord ikke helt forkert, da Sir James Mellon, tidligere britisk ambassadør i Danmark, i begyndelsen af 1990’erne sammenlignede det danske folk med en stamme: “En stamme har en indre styrke, er homogen i en grad, en nation aldrig kan nå, og netop stammefølelsen er altafgørende for danskernes syn på verden omkring dem,” sagde ambassadøren dengang. Hans Kornø Rasmussen supplerer:

Ud fra en demografisk betragtning har Danmark historisk været en homogen stamme. Indvandringen har op gennem historien været minimal og har hovedsageligt fundet sted i overklassen, i hoffet og på universiteterne. Desuden har det primært drejet sig om tyskere, svenskere, nordmænd og englændere - og ikke om mennesker fra tredjeverdenslande, som det bliver tilfældet fra midten af 1980’erne,” siger Hans Kornø Rasmussen.

Han peger på, at Danmark - også langt op i det 20. århundrede - fortsætter med at være et udvandrerland, hvor flere rejser ud af landet, end der kommer ind:

Helt frem til 1960 har der aldrig været mere end 4.000 personer i Danmark fra den ikke-vestlige verden, hvilket svarer til under en promille af befolkningen,” siger han.

Vendepunktet

I slutningen af 60’erne begynder trafikken dog i stigende grad at gå den anden vej. Gæstearbejderne og senere deres familier bliver hentet til landet omkring 1970, og i midten af 1980’erne begynder billedet for alvor at ændre sig:

På det tidspunkt kommer en bølge af indvandrere ind i landet - flere end vi nogensinde før har oplevet i Danmark. Årsagen er en række borgerkrige rundt om i verden kombineret med en lempelig familiesammenføringspolitik,” siger Hans Kornø Rasmussen.

Den kraftige indvandring resulterer i, at antallet af udenlandske statsborgere på kun 15 år - fra 1985 frem til 2000 - vokser med mere end 150 procent, fra knap 108.000 til lidt over 259.000. Ved indgangen til det nye årtusinde har hver 20. person i Danmark udenlandsk statsborgerskab:

Og det er i virkeligheden først ved indgangen til 2000, at det bliver tydeligt, hvor uforberedt det danske samfund har været til at håndtere den massive indvandring. De mange indvandrere, der kommer til landet fra midten af 80’erne, har ikke på noget tidspunkt fået nogen form for hjælp. Der er ingen, der har taget hånd om dem, før Karen Jespersen fremlægger sin integrationsplan i 1999,” siger Hans Kornø Rasmussen, som mener, at integrationen i Danmark set i det lys går overraskende godt:

Vi har for eksempel ingen raceproblemer. Vi har nogle problemer med andengenerationsindvandrerne, men det har man over hele verden. Dertil kommer, at over halvdelen af de indvandrere, der kom tidligt til Danmark, nu er i beskæftigelse. Det er mindre end gennemsnittet for danskerne, men stadig ganske pænt,” siger han.

- Mener du ligefrem, at regeringens stramning af indvandrerpolitikken har været en succes?

Regeringens indvandrerpolitik har været en succes ud fra det ønske, regeringen havde, om at bremse den meget voldsomme indvandring fra tredjeverdenslande. Det er jo rent faktisk lykkedes at stoppe indvandringen af folk, der ikke kommer for at arbejde - uden at hindre den nødvendige indvandring af arbejdskraft.”

Flere indvandrere, tak

Med den nye udfordring, hvor der ikke bare er flere gamle end unge, men hvor levealderen også fortsætter med at stige, er der dog igen brug for at skrue op for indvandringen, mener han.

Hvis du ser den seneste jobplan, regeringen har lagt frem, så er vi jo virkelig nede og pille i småtingene. Den kan højst skaffe 8.000-9.000 i arbejde, for vi står reelt i en situation, hvor kapacitetsgrænsen er nået. Det er ikke som under lavkonjunkturen i 1930’erne, hvor man også havde lave fødselstal. Dengang var kvinderne ikke for alvor kommet ud på arbejdsmarkedet, og landbruget endnu ikke blevet effektiviseret. De to forhold udgjorde tilsammen en kolossal arbejdskraftreserve, som slet ikke er til stede i dag”.

Løsningen er heller ikke, at der bliver født flere børn, som man umiddelbart skulle tro. Så enkelt ser regnestykket ikke ud, forklarer Hans Kornø Rasmussen:

Vi har i vores velfærdssamfund indrettet os sådan, at systemet tager sig af både børn og gamle - det er ikke os selv, der gør det længere. Det vil sige, at hvis vi fik tre børn, som familie- og forbrugerminister Carina Christensen kom for skade at foreslå sidste år, så ville det være en enorm belastning for velfærdssystemet. Det tager måske 25-27 år, før børnene er blevet voksne og kan bidrage til arbejdsmarkedet, og i alle de mellemliggende år er de blot udgifter for samfundet,” siger han.

Tilbage står, at Danmark nødvendigvis må tiltrække arbejdskraft udefra, hvis vi også i fremtiden skal være sikret velstand og velfærd:

Fordelen ved at få indvandrere ind udefra er, at de kan gå direkte ind på arbejdsmarkedet, og Danmark kommer ikke uden om at lokke flere indvandrere hertil. Så sent som i sidste uge kunne man høre Claus Hjort Frederiksen (beskæftigelsesminister, red.) takke polakkerne og slå fast, at det med den nuværende vækst er nødvendigt at hente endnu mere arbejdskraft fra Polen og de baltiske lande.”

Ifølge Hans Kornø Rasmussen bør udlændingeloven lempes, så Danmark bliver endnu mere konkurrencedygtig i den globale kamp om kvalificeret arbejdskraft:

Regeringen gør allerede meget for at ændre på de regler, der forhindrer arbejdskraften i at komme ind. Men den kan gøre mere, og efter min mening ville det klogeste være at afskaffe forbeholdet om retlige og indre anliggender (RIA), så vi kommer med i EU’s asyl- og indvandrerpolitik. Under alle omstændigheder er det nødvendigt, at reglerne lempes på familiesammenføringsområdet,” siger Hans Kornø og fortsætter:

Det vil næppe heller få de store konsekvenser på asylområdet, for EU har de senere år halveret asyltallet til Europa. Desuden er indvandring i dag ikke som indvandring i 1990’erne. Vi globaliseres i en vældig hast, og flere og flere vandrer fra land til land. Derfor gælder det om at have så fleksible regler som overhovedet muligt, så vi er i stand til at tage imod den arbejdskraft, der byder sig til fra hele verden.”

- Hvor stor en hindring er den nuværende udlændingepolitik i forhold til den ambition?

Den er en stor hindring. Efter min mening er det ikke fremtidsorienteret at have så stram en familiesammenføringsregel, som vi har. Men det er klart, at det er en svær balancegang for politikerne, og vi må også have respekt for, at samfundet ikke kan klare lige så mange indvandrere, som vi lukkede ind fra midten af 1980’erne, hvor vi overhovedet ikke var forberedte.”