Dårskab og død

I dårekisten i Aleppo sidder 12 galninge bag lås og slå. En dag får de indsatte besøg af sultanen. Han beordrer dem til på skift at fortælle en historie om det øjeblik, hvor de så deres dødelighed i øjnene. Og hvis de ikke fortæller sandheden, vil han hugge hovedet af dem med sin diamantbesatte krumsabel.

De 12 galninge giver sig klogeligt til at fortælle en efter en. Men undervejs bryder pesten ud i Aleppo, og sultan samt galninge må drage i eksil på landet, hvor de uden fare for helbredet kan fortsætte den litterære salon.

Lyder det bekendt? Ja, vel gør det så. Det lyder lidt som 1001 nats eventyr, hvor den lærde Sheherazade må fortælle sin blodtørstige husbond et nyt eventyr hver nat for at redde livet. Og lidt som Boccacios Dekameron, hvor syv kvinder og tre mænd flygter fra pesten i Firenze ud på landet og underholder sig med at fortælle hinanden historier.

Men det er altså Peter H. Fogtdals Skorpionens hale, vi har med at gøre. Ikke 1001 nats eventyr eller Dekameron. Og hvor er der dog alenlangt fra denne lunkent ligegyldige roman til de to mesterværker, Fogtdal har forsøgt at gensplejse.

Men hvad er det så for nogle historier, de 12 galninge fortæller? Tja, ganske som de har fået besked på, fortæller de fleste om døden. Som slet ikke er så slem, som man kunne frygte, kan vi forstå.

En af galningene fortæller, at dengang han som læge i Bøhmen fik overrakt en medicin mod døden af selveste Satan selv, viste det sig, at ingen i virkeligheden var interesseret i evigt liv.

“Jeg er 84 år. Tror du, jeg har lyst til denne stinkende krop, når jeg bliver 168?” som kongen af Bøhmen sagde.

Filosofisk lavvande

En anden af galningene fortæller historien om hans farmor, der var syg af kræft, men blev udfriet af døden. Hendes sjæl forlod hendes krop, og så kunne hun ellers flyve til himmels og deroppefra sende budskaber ned til sit barnebarn, der savnede hende noget så forfærdeligt.

Det er med andre ord ikke imponerende dybder, galningene bevæger sig ud på sådan rent filosofisk. Men mon ikke pointen er, at de, fordi de er gale, er i stand til at betragte døden på en barnagtigt enkel måde og ikke er påvirket af den almindelige konsensus om, at det at dø er noget skidt noget?

Netop galningenes barnagtighed skal øjensynligt også være et morsomt element i romanen. Men det er det ikke rigtig. Det her er for eksempel ikke særlig sjovt:

“Dårerne blev grebet af panik. Den Sjette Galning stak en finger i munden. Den Niende Galning trykkede sig på låret. Var pesten på vej? Og hvordan ville man få den? Gennem munden, gennem næsen? Ville det hjælpe, hvis man lukkede sine huller med klemmer eller sytråd?”

Eller det her:

“Jo, dårerne gjorde sig mange tanker om kærlighedens væsen. Nogle gange skrev de deres tanker ned, så de kunne huske dem for evigt. Eller i hvert fald til de skulle spise.”

Nej, vel? Lad roligt dårekisten forblive lukket.