Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?

Der er ét særligt fællestræk ved de 60 millioner aktive brugere af det sociale netværk Facebook. Et fællestræk, der binder os sammen. Der er nemlig én profil, de alle sammen bruger det meste af deres tid på. Det er deres egen. Deres eget spejlbillede, profilteksten, der beskriver, hvad de laver lige nu. Billeder af dem selv i forskellige positioner. Vennelisten, listen over yndlingsfilm, favoritbøger, yndlingscitater og kendte mennesker, de holder af. Der bliver kælet for selviscenesættelsen på Facebook.

Sidste år udråbte Time Magazine You til at være Person Of The Year. Det er os, der har kontrol over informationsalderen. Det er vores verden, som bladet forklarede, og her, et år senere, har mere end 200 millioner oprettet en profil på netværkssiden MySpace, 10 millioner har oprettet et liv i Second Life, alene i Danmark har 200.000 oprettet en profil på Facebook, og hver dag kommer 120.000 nye blogs til verden. Halvdelen af dem handler om det samme emne: bloggeren selv. Sammen med et stigende udbud af reality shows og talentkonkurrencer på tv har verdens medieudbud samlet sig om os selv for at imødegå det særlige behov for anerkendelse, der ligger i de fleste af os.

Lars Lundmann er psykolog og forfatter til bogen Hvem er jeg - om narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund. Ifølge ham er der i de senere år sket en intensivering af narcissistiske karaktertræk, vi lærte at kende op gennem 80’erne.

“Narcissistiske tendenser er en søgen efter eksistensberretigende anerkendelse og bekræftelse. Hvis man ikke får den, føler man en tomhed eller en intethed. Det betyder, at vi konstant er på jagt efter anerkendelsen gennem sociale relationer med alle de midler, der nu findes. Sådan har det været længe, men blandt andet de nye medier har givet os mulighed for at udleve det i højere grad og intensivere narcissismen,” forklarer Lars Lundmann.

“I dag har man en langt større mulighed for at skabe det selvbillede, der kan give dig anerkendelse. Du kan vise, at du har 400 venner på din netprofil, at du har den gode filmsmag, citerer de rigtige forfattere og ser de gode tv-shows. Det er den slags muligheder for anerkendelse, de sociale netværk på nettet har givet os,” siger Lars Lundmann.

Nye muligheder for berømmelse

Dyrkelsen af selvet i de nye medier har fået psykologer og sociologer i hele den vestlige verden til at tale om en “nynarcissisme”. En udbygning af den narcissisme, psykologien har talt om siden Freud, men som først rigtig brød igennem med 80’ernes spejlcafeer, idoldyrkelse og overfladepleje personificeret af forfatteren Bret Easton Ellis’ fiktive yuppie-seriemorder Patrick Bateman.

Siden er subkulturerne mangedoblet, mulighederne for selviscenesættelse ekspanderet, og med dagens medieudbud har vi fået helt nye måder at dyrke vores eget selvbillede på. Vi har nye muligheder for at opnå berømmelse, lettere adgang til at publicere os selv via lyd, billeder, video og blogs og større muligheder for at indgå i mange forskellige sociale sammenhænge på utallige netværkssider.

“Den ny narcissisme er kendetegnet ved at have et strategisk element i selvpromoveringen for at opnå den anerkendelse, der er så vigtig for dig,” forklarer Lars Lundmann.

“Fordi det er blevet så let at promovere sig selv, er den nye narcissismen er blevet mere beregnende end tidligere i sit forsøg på at opnå anerkendelsen, og vi er blevet bedre til at bruge og aflæse de koder, der omgiver os. Men der er en fare ved den tankeløse jagt på anerkendelse. I det øjeblik, du opnår anerkendelse gennem noget, du måske ikke er, eller som du i virkeligheden ikke har lyst til at være anerkendt for, opstår en grundlæggende konflikt i dig selv. Og så opstår tomhedsfølelsen.”

Selvhad og mindreværd

Trods den store selveksponering, er det nye kuld af narcissister tilsyneladende ikke spækket med selvtillid. Studier af Facebook og MySpace viser en voldsom usikkerhed og forfængelighed hos brugere, der tilbringer lang tid i netværkerne.

Anseelse og anerkendelse opnås ved mængden af venner, og hvad de har skrevet til dig, og således kan man i dag downloade programmer som FriendFlood.com, der opererer som “social networking pimps” og kan tilføje en masse fiktive venner til din profil og skrive sjove tak-for-sidst-hilsner på din side.

Medieforsker Rob Nyland fra Brigham University har undersøgt unge menneskers brug af de sociale netværk og konkluderer “at jo mere brugeren er involveret i sociale netværk på nettet, des mindre engagerede er de i de lokale fysiske netværk, der omgiver dem”. Desuden mener Rob Nyland at kunne aflæse en tendens til at “de unge, der bruger mere tid på underholdningen ved de sociale netværk, mister interessen for et socialt engagement i deres hverdag.” Andre forskere mener ligefrem at kunne se en sammenhæng mellem vigende selvværdsfølelse og den tid, brugerne involverer sig i sociale netværker. Professor i kommunikation ved University of The Pacific, Quingwed Dong har endda fundet frem til, at “de brugere af Facebook, der udnytter netværket til at flirte eller indgå romantiske forhold, har en lav selvværdsfølelse og en ringe følelsesmæssig intelligens”.

Fælles for forskernes konklusioner er en grundlæggende bekymring for brugernes selvværd og de sociale netværks konsekvenser for vores fremtidige måde at interagere på i den fysiske verden.

Nogle forskere, som flittigt citerede professor Jean Twenge fra San Diego State University, taler ligefrem om nynarcissismen som en “narcissistisk epidemi”, men så langt vil professor i psykologi på Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen ikke gå. Han ser ikke nynarcissismen som et udtryk for noget helt nyt, men som mere af det samme, vi oplevede blomstre op i 80’erne.

“Narcissismen er noget helt grundlæggende for moderniteten. Vi så det voldsomt i 80’erne, hvor den plyste spejlcafe blev et billede på narcissismen. I dag har medierne fået den rolle, og i dag vil folk gøre hvad som helst for at blive set i massemedierne,” siger Henrik Høgh-Olesen.

“Trangen til at blive set er tiltaget, og det højeste, du kan opnå som ungt menneske er at blive kendt - og kan det ikke blive for noget godt, så lad det være for noget skidt. Bare det at blotte sig betyder noget. Vi har en sygelige trang til at ‘være på’.”

Den nye Bateman

Henrik Høeg-Olsens kollega adjunkt Svend Brinkmann har redigeret bogen Selvrealisering - Kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Han mener, at den narcissisme, vi ser i dag deler en del med 80’er-narcissismen, men alligevel adskiller den sig på ret centrale punkter.

“Den nye narcissist har brudstykker af 80’er-narcissisten, som vi kendte ham med Patrick Bateman,” siger Svend Brinkmann med henvisning til den mondæne seriemorder.

Hele æstetiseringen af sig selv som noget smukt og skønt og umoralsk findes stadig.

Men i dag er der noget andet på spil, mener Svend Brinkmann. Hvor 80’ernes Patrick Bateman lagde vægt på en sammenhæng i selvets udtryk og spejling i sig selv, er den nye narcissist langt mere flydende og omskiftelig.

“Han er afsindig dygtig til at aflæse samfundets koder og utrolig dygtig til at navigere i dem. Han er hurtigere. Mere omskiftelig og utålmodig. Skifter udtryk i et lynhurtigt tempo. Tidligere havde man en idé om, at man havde en særlig kerne, man skulle bringe til udtryk, og livet skulle handle om at realisere dette selv. Men i dag er det ikke alle, der leder efter en indre kerne. Der er ingen særlig individualitet ved mig. Jeg er en kamæleon. Individet bliver til et situid, der opløses af de omgivelser, man placerer det i,” siger Svend Brinkmann, der genkender den måde at anskue verden på i de sociale netværk som datingsiderne og Facebook.

De selviscenesættende elementer, der ligger i nettets udtryksformer, er i sig selv narcissistiske, mener Svend Brinkmann, men man bør ikke nøjes med at pege fingre ad de unge mennesker og udråbe dem til narcissister. I stedet bør vi se på det samfund, tendensen afspejler.

“Der er en grund til at de unge opfører sig sådan, skal man huske. De lever i et samfund, der anerkender værdien i at være ‘på’ som noget helt specielt. Den forbrugskultur, vi har opbygget, lever med en enormt høj omskiftelighed i, hvad man skal have på, hvad der er smart, og hvordan man skal se ud. Man vinder i høj grad anerkendelse ved at iscenesætte sig selv i forhold til et bestemt forbrug eller en bestemt livsstil. Vi har et semiotisk forbrug, hvor det afgørende ikke er varernes materielle værdi, men det tegn, de sender af sted,” siger Svend Brinkmann.

Skam eller overflade

Vi er alle sammen blevet små symbolanalytikere og små samfundsforskere.

“Det giver et ekstremt narcissistisk samfund. Det er jo svært for samfundsforskerne at sige noget andet om de unge mennesker, end hvad de unge selv kan sige noget om. De er hyperbevidste forbrugere, der konstant orienterer sig i de koder, de afsender,” siger Svend Brinkmann, der mistænker den nye narcissisme for at dække over en grundlæggende skam ved at leve i en uretfærdig verden.

“Der er en del forskere, der peger på, at disse mekanismer opstår for at dække over nogle dybe grundlæggende problemer i samfundet. Altså, vi bruger vores tid på ligegyldigheder og tillægger dem en stor værdi, mens resten af verden faktisk har det ret miserabelt.”

Forfatter til bogen Hvem er jeg - Narcissimen og personlighed i det senmoderne samfund, Lars Lundmann, mener ligesom Svend Brinkmann heller ikke, at narcissisten leder efter et indre udtryk længere. Man er ikke længere fastlåst i sit udtryk, men skifter ham alt efter, hvilke sammenhænge man indgår i. Han deler dog ikke opfattelsen af narcissismen som en kollektiv skam, men tror nærmere, at manglen på nære relationer giver narcissisterne grobund.

“Jeg mener, at vi i dag oplever en meget mere massiv narcissisme end for bare få år siden. Simpelthen fordi vi ikke har så mange nære bekendtskaber, men til gengæld en afsindigt masse overfladiske venner på nettet eller i vores omgangskreds,” siger Lars Lundmann, der dog ikke kun ser den udvikling som noget negativt.

“Det er ikke nødvendigvis kun skidt. Det er jo også en måde at sikre sig en løbende udvikling på og dermed få nye perspektiver på tilværelsen. Autoriterne fra tidligere tider bliver devalueret gennem de nye medier. Det giver dig et utal af perspektiver på din tilværelse. Der er ingen iboende mening med livet, og det eneste, der for alvor tæller, er anerkendelsen. Den jagt på anerkendelse betyder, at folk tager nogle initiativer, de ellers ikke ville have taget, og det er jo godt for samfundsøkonomien,” siger Lars Lundmann.

“Man arbejder hårdt for sin anerkendelse.”

Vejen ud af narcissismens klør er ifølge Lars Lundmann at gøre sig bevidst om sine behov. At finde frem til, hvad man virkelig gerne vil have ud af tilværelsen, og hvad man gerne vil bekræftes for.

“For at undgå følelsen af tomhed og den evige jagt på en anerkendelse, der ikke mætter, må du finde ud af, hvad du virkelig gerne vil. Du må kende dine kilder til bekræftelse. Du skal ikke søge bekræftelse hos mange kvinder, hvis du hellere vil være sammen med én, og du skal ikke jagte bekræftelse på dit job, hvis du i virkeligheden hellere vil være en god familiefar,” siger Lars Lundmann

“Det bliver anerkendelse for anderkendelsen alene, og vil kun give dig tomhed.”