Selvfølgelig er New York multituder, internationalitet og smeltedigel for alt muligt i USA, og var jeg amerikaner, havde jeg sikkert også valgt at bo i New York på et tidspunkt. I 1992 var jeg i Chicago, som på daværende tidspunkt forkom mig apokalyptisk, nu forekommer New York mig anakronistisk - lidt ligesom Paris.
Forskellen er dog, at i Paris må man have sex med hinanden rundt omkring, hvorimod det er forbudt i New York, på nær selvfølgelig hvis det foregår i private gemakker. Barer og klubber lukker klokken fire, så jeg og en ven gik hen til en after hour, hvor man skulle vise sin pik for at komme ind, for som dørmanden sagde: "Politiet vil ikke vise pik, hvis de blev bedt om det."
Det er ikke muligt at købe alkohol efter klokken fire (en deli finder man dog altid), hvilket så bare betyder, at klubejerne kaster sig over salg af stoffer.
Jeg var til brunch på 50. etage på Upper West Side med direkte udsyn til New Jersey. Man var inviteret fra klokken 13 til 17, og alle forlader senest lejligheden kl 17. I Berlin inviterer man folk til klokken 15, så kommer de klokken 18 og bliver til klokken to om natten. Tidsopfattelsen i New York er struktureret ligesom så meget andet her. Til brunchen talte jeg i en sofa med en kvinde, der informerede mig om, at Berlin var ved at opleve en nyopblomstring med byens stigende ejendomspriser, hvortil jeg svarede, at man i Berlin taler om, at den muligt ankommende recession da forhåbentligt kan få alle spekulanterne til at trække sig ud af byen, så det ikke løber løbsk for alle de søde.
Det vidste hun ikke, hvad hun skulle svare til og talte derefter bare med en anden i sofaen. New York er dyr for folk, som ikke lige arbejder med at holde de maskinelle hjul kørende (vi som europæere kan svælge i den lave dollar og takke nej til et tilbud om at få suttet pik for 200 dollars, da det simpelthen er for lavt sat). Og ikke nok med at New York er dyr. I oprydningens navn bliver der udryddet masser af vibrante pludselige muligheder og spontant opståede bevægelser. Folk er bange og accepterer overmagten. En fransk veninde boede indtil sidste uge i en fabrik i Williamsburg i Brooklyn med 100 andre kunstnere, som blev ryddet ("evakueret") med det påskud, at der var brand, hvilket ikke var tilfældet. Alle accepterede at blive sat på gaden i stedet for at kæmpe for deres ret til at være, hvilket trods alt stadig er tilfældet mange steder i Europa.
Jeg har været til en såkaldt DL fest (DL står for Down Low) med sorte og latinoer, der ikke betragter sig som homoer, men har sex med mænd, mens damerne er derhjemme. Down Low er betegnelsen for at holde det skjult og blødt bevæge sig omkring i kategorierne og på ingen måde identificere sig med den homoseksualitet, som er tydeligt repræsenteret, hvilket jeg kun kan tilslutte mig lysten til.
Jeg er dog evig modstander af separatisme og DL (også som term for private sexfester etc.). Integration har jeg heller aldrig været særligt interesseret i og bevæger man sig fra neighborhood til neighborhood i New York klaskes internationaliteten i hovedet på dig, men også en internationalitet som holder sig for sig selv. Man bindes sammen af dollaren og andre myter, og jeg afventer spændt, hvad der sker med dollaren (rappere i USA er begyndt at ville betales i euro).
Jeg er i New York med venner fra Berlin og vi skal lave et rum en uges tid på Broadway med fester, oplæsninger og bare generel kunst og skal derfor pynte et vindue hos Printed Matter, som er en vigtig boghandler for alle de skæve og velkendte publikationer. Ejeren A.A. Bronson, som også giver røvhulsmassage, kunne godt lide vores ide med at lave plakater om til papirblondegardiner, men bad os samtidig om ikke at være for eksplicitte i vores udtryk, da der ligger en romersk-katolsk skole lige om hjørnet. Jeg kan ikke være mere uenig, for hvis den eneste (halv)nøgne mand, de børn ser, er den lidende Jesus, hvad skal der så ikke blive af dem.
Baltazar Castor er freelanceskribent
