Kønsroller

Mor er ikke model for fars forældreskab

Ny forskning viser, at nutidens forældre betragter familien som fælles projekt, og nu kommer den første familiehåndbog, der henvender sig til faren som fuldgyldigt medlem af familien. Hidtil har vi kvinder bare skrevet til os selv, siger forfatteren bag bogen
1. februar 2008

Til den første scanning, hos jordemoderen, i de bøger vordende forældre hiver ned fra hylderne i stort antal; moren er hende, man gerne vil have i tale.

Men det er stik imod moderne forældres opfattelse af, hvad forældreskab er for en størrelse.

Det viser et ph.d.-projekt, som adjunkt Eva Silber-schmidt Viala, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, står bag.

"Når forældrene i mit projekt fortæller om deres hverdag, så italesætter de forældreskabet som en fælles læreproces. Det er ikke morens domæne, og hun fremstår heller ikke som model for farens forældreskab. De opfatter ikke ligestilling som noget, der handler om at dele alt fifty-fifty, så moren er stadig hende, der skifter flest bleer. Men det sker i et partnerskab, som bygger på jævnbyrdighed, ligeværdighed, gensidig respekt og tillid. Det handler derfor om at være fælles og være tilgængelige for hinanden og ikke om at skabe en symmetrisk ansvars- og arbejdsfordeling," siger Eva Silberschmidt Viala, der har fulgt og interviewet 10 par gennem halvandet år.

Fælles om opgaverne

De traditionelle kønsforestillinger er stadig på spil, men forældreskabet er samtidigt, karakteriseret ved en række dobbeltheder og paradokser. Og undersøgelse både udfordrer og nuancerer billedet af forældreskabet, mener Eva Silberschmidt.

Som når manden for eksempel i første omgang er gammeldags og ikke vil tage barselsorlov, men alligevel tilskynder sin kone til at søge det drømmejob, der pludselig bliver opslået midt i hendes barselsperiode, selv om det betyder, at han skal til at gå på kompromis.

"Familierne er både traditionelle og moderne, og det krydser hinanden og tegner et meget mere komplekst billede end den forestilling, vi normalt har om ligestilling i familien," siger Eva Silberschmidt Viala.

Sundhedsplejerske og ph.d. i sundhedsvidenskab, Else Guldager, der netop har skrevet en ny bog til forældre, År 1 - når I har fået barn, oplever ligeledes, at forældrene er langt mere fælles om opgaverne i familien end tidligere.

Men det er langt fra tilstrækkeligt afspejlet i lovgivningen, sundhedssystemets kommunikation med forældrene og det hav af bøger og kommercielle forældremagasiner, der henvender sig til nye forældre.

"Danmark er et mærkeligt land, hvor det er sådan, at barselsorloven skal være bestemt af et sært miskmask af overenskomster, aftaler mellem arbejdsmarkedsparter og den private arbejdsplads, som er overladt til at prioritere, om mænd skal have en plads i familien og løn under orlov. Det er fuldstændig gammeldags," siger Else Guldager.

Moren, en hyæne

En Gallup-måling i Berlingske Tidende viste for nylig, at 67 procent af danskerne er positive over for at reservere en del af barselsorloven til mændene. Og Else Guldager mener, at Folketinget bør gå foran for at støtte udviklingen i familien, fordi eksempler fra de andre skandinaviske lande viser, at det først for alvor rykker, når en del af barselsorloven øremærkes til mændene.

"Folketinget må sikre barnets ret til et nært forhold til begge forældre, og at den ene part ikke stilles ringere i anciennitet og pension, fordi man har gået hjemme og passe sit barn," siger Else Guldager.

Men forfatteren må også gribe i egen barm. Else Guldager har i mange år beskæftiget sig med børns udvikling, skrevet bøger og i forældreblade.

"Vi, der har skrevet om børns opvækst, er ofte kvinder, og vi har ubevidst skrevet til os selv, og det er ikke særlig smart," siger hun.

Derfor tager den nye bog som en af de første i sin genre konsekvensen af, at mænd og kvinder er forskellige også som forældre. Og bogen består dels af afsnit målrettet direkte til faren, afsnit målrettet moren og endelig afsnit, der henvender sig til forældrene i fællesskab.

"Mændene skal ikke efterligne kvinderne. Og en af grundene til, at mændene ikke har været så meget på banen i familien er, at de ikke har fået plads til at gøre tingene på deres måde. Derfor vil jeg gerne fra starten sige til kvinderne, at det er nu, de skal beslutte sig for, om de skal være en hyæne, der har styr på alt, eller om barnet også skal have en far. Det skal man som kvinde være meget bevidst om, for man monopoliserer jo ikke forældreskabet med vilje. Det er tillært og understøttet af kultur og lovgivning," siger Else Guldager.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • Gensyn med Silkeborg

    For nogle er Silkeborg en grim by omgivet af prægtig natur, for andre en hjemstavn, de ikke længere føler sig hjemme i
  • Homo i periferien af et mikrokosmos

    At være eller ikke være homo i Sandholmlejren - Information er på tur i heteroland, som det tagersig ud, når det bliver indhegnet af asylsystemtænkning, gode hensigter og militært øvelsesområde
  • perstig_fp.jpg

    Med hjerterne løve ved løve

    Det er den danske storhed i ydmygheden, Grundtvig beskriver i sin sang, mener Per Stig Møller. Man kan godt kæmpe for sandhed og ret, selv om man er et lille land
  • ff20080803-171915-pic-562828675.jpg

    Afskrift fra virkeligheden

    Den romanaktuelle forfatter Kirsten Hammann går på strandhugst i virkeligheden, når hun skal samle tømmer til en ny fortælling
  • Eksperter: Optagelsessystem skal revideres

    Universitetsfolk og politikere står i kø for at kritisere det nye optagelsessystem på de videregående uddannelser, som var skyld i det lave optag i år. Men hvad så? Optagelsesprøver, mener nogle. Tillid til universiteterne, mener andre
  • Skolen som velfærdssamfundets slagmark

    Ellen Nørgaard har begået en underholdende og oplysende rekonstruktion af den dramatiske konflikt mellem 'de progressive og de reaktionære', 'de samfundsnedbrydende og de samfundsbevarende' - en konflikt, der blev kendt som debatten om indoktrinering i folkeskolen