"Og jeg kom ind i en fin kommission, for i sådan én skal der altid sidde no'n!", sang admiralen i Pinafore som en af forklaringerne på, at han endte med stribevis af kors og bånd og stjerner på.
Måske er der en medaljeregn i sigte for folk i mediebranchen med knaphulskløe. For i forbindelse med den lidt tumultariske diskussion om DR's helbredstilstand er forslaget om nedsættelse af en mediekommission dukket op.
Om der er tale om 'en strandet hval' med 3,5 mia. kr. i faste årlige indtægter, der har brug for at blive slæbt flot med en ekstra økonomisk håndsrækning, eller om syns- og skønrapporten fra bestyrelsesformand, der på sine uledsagede vandringer mellem redaktionerne har mødt et DR i 'fantastisk godt humør', er tættere ved sandheden, lader vi i denne omgang ligge.
Men hvad med en mediekommission?
Udvalg hvert 10. år
Måske er tiden inde til at få set på ikke bare DR, men hele mediebranchen i al dens kulturpolitiske, digitale og økonomiske mangfoldighed.
I begyndelsen af 1980'erne banede en mediekommission vejen for bruddet med DR's monopol og etableringen af TV 2.
10 år senere gennemførte en ny kommission (Medieudvalget) et omfattende analysearbejde, der dog ikke førte til væsentlige mediepolitiske nyskabelser. Så hvis tiårs kadencen er den rigtige målestok, så er tiden inde til at tage fat igen.
Det er imidlertid næppe en tilstrækkelig grund. Der må være et mere håndgribeligt formål med en ny kommission, f.eks. ønsket om at få begravet nogle besværlige problemer, der ikke er til at få væk fra den politiske dagsorden. Eller en bred erkendelse af behovet for en eller anden radikal ændring, som tilfældet var med ønsket om en ny tv-kanal i 80'erne.
En ændring, hvis nærmere udformning kræver et grundigt forarbejde med involvering af en stor kreds af interessenter, der kan strikke et operationelt forslag sammen, så det kan finde rimelig bred accept.
Ingen af disse to begrundelser synes på nuværende tidspunkt at være relevante for medieområdet.
Men der kan være en grund mere. I de 13 år der er gået, siden Medieudvalget afsluttede sit arbejde, er det danske mediemarked på næsten alle områder blevet et andet.
Aviskrigen
Tænk blot på den økonomiske siveblødning i 'gratisavis-krigen' og på dagbladenes (ganske vist meget forsinkede) udvikling mod multimediehuse.
Meget få forestillede sig i 1995, at internettet ville få den betydning, det har i dag, eller at udenlandske mediekoncerner ville komme til at spille en væsentlig rolle som dominerende aktører på et lille dansk marked.
I Sverige er der inden for de seneste år gennemført flere såkaldte utredninger på medieområdet, hvor man har vendt alle sten og udstukket nye pejlemærker for den svenske mediepolitik, og endnu en ny udredning er nu på vej. Der er ingen grund til at tro, at behovet for en tilsvarende dansk undersøgelse skulle være mindre.
Hvad er det så for spørgsmål, der er særlig grund til at få set nærmere på?
Først og fremmest 'arbejdsdelingen' mellem det kommercielle mediemarked og det offentlige engagement. Mange års mere eller mindre tilfældige knopskydninger af både statslig regulering og økonomisk støtte har gjort billedet af det offentliges rolle meget uklar.
Et medielavement
Hvorfor skal staten - ud over den obligatoriske regulering fra EU - blande sig i indholdet på kommercielle radio- og tv-stationer, når man ikke gør det i forhold til aviserne?
Er der stadig publicistisk, kulturpolitisk grund til at give milliardstøtte til dagspressen og nu også millioner til de kommercielle tv-stationer? Der er brug for en oprydning og en afklaring af, hvad mediemarkedet kan klare og finansiere selv uden statslige økonomiske krykker, og hvor der er brug for offentlig intervention, hvad enten det gælder retslig regulering eller tilskudsfinansiering.
Det hævdes, at det kan være sundt at få skyllet tarmsystemet ud i ny og næ med eksotiske blandinger af urtete. En tilsvarende kur for dansk mediepolitik kunne måske kaste et kærkomment lys over, hvad der med fuld rimelighed kan begrundes i kulturpolitik, hensynet til folkeoplysning, den politiske proces og sikring af ytringsfriheden, og hvad der mere banalt er erhvervsstøtte.
Et af de mange væsentlige spørgsmål, som trænger til en kulegravning, er selvfølgelig det tilbagevendende behov for at se på de revolutionerende konsekvenser af de såkaldte 'nye (digitale) medier'.
Ikke alene som et nyt, lukrativt forretningsområde for danske medievirksomheder, men også som noget, der er i gang med at ændre vores måde at kommunikere med hinanden på og vores forståelse af os selv og vores omverden.
Alt det og meget mere kan godt undersøges stykvist og delt uden en kommission. Men ikke hvis man vil forstå de større sammenhænge, dybereliggende kræfter og langsigtede konsekvenser. Vi overvurderer nok hastigheden, alt dette nye kommer til os med, men vi undervurderer forandringernes omfang og radikalitet.
Så der er al mulig grund til at stå til søs i et kommissionsarbejde og lade skeptiske og bekymrede bolværksmatroser blive på kajen.
Også selv om de skulle ende med at få alle medaljerne.
