Den Røde Skole hos Socialdemokraterne i København har startet debatten om forslag til partiets politik efter valgnederlaget, der viste, at det ikke er nok at være et forbrugerparti med velfærdsrettigheder. Og Roskilde Universitetscenter har netop holdt en konference om ‘Fremtidens fagbevægelse: Nye udfordringer - nye svar’. Sammenfaldet er ikke tilfældigt. Begge er de børn, ja søskende, af industrisamfundet, og begge har de svært ved at finde deres ben i videns- og velfærdssamfundets ændrede vilkår. Var de deres historiske mission tro, koncentrerede de sig om det grundlæggende: Menneskers mulighed for at skaffe sig indkomst gennem et givende arbejdsliv.

Hvis Socialdemokraterne og fagbevægelsen i åben dialog med befolkningen og med sine medlemmer tager livtag med arbejdslivets ændrede udfordringer, kan de i bedste fald igen gøre en forskel og opnå fornyet tillid. Konferencen på RUC tog udgangspunkt i det sidste nummer af tidsskriftet Social Kritik med temaet ‘Arbejde og liv i den nye kapitalisme. Fagbevægelsen ved en skillevej’. Som et af svarene i skriftet på, at LO har mistet 200.000 medlemmer siden 1990’erne, siger LO’s formand Harald Børsting: “At vi har professionaliseret bevægelsen. Det, at vi er blevet en service-organisation.” I stedet vil han at: “Vi skal bruge mange ressourcer på det, der knytter sig tæt til arbejdslivet - enten direkte eller få led derfra. Ellers mister vi legalitet hos medlemmerne.” Ja, og hos tillidsrepræsentanterne, som også har brug for opbakning til de nye og svære opgaver i det ændrede arbejdsliv.

Fleksibilitet

Der kan godt gives en politisk bold op om, hvordan menneskers arbejde sikres, udvikles og bevares, selv om samfundsgruppernes arbejdsliv og livsbetingelser er forskellige. Hertil kommer sammenhængen mellem arbejds- og familieliv, som er blevet påtrængende med kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder. Hvordan understøtter fagbevægelsen og Socialdemokraterne det? Her er fleksibilitet nøgleordet. Og det er det på flere leder, for offentlige som private arbejdspladser stiller krav om fleksible medarbejdere, og om at de bruger deres fulde potentiale og dermed deres individualitet. Det går kun godt, hvis der er fleksibilitet og rum for medarbejdernes forskellighed og deres forskellige livssituationer. Ellers går udstødningsmekanismerne i gang. Det gør de også, hvis medarbejderne ikke er kvalificerede til deres opgaver og ansvarsområder. Det bliver man gennem uddannelse og hverdagslæring, så igen er der brug for politisk opbakning og faglige dialoger, der fører til nye former for aftaler om arbejdets opkvalificering og organisering.

Moderne management

Ledelses- og organisationsformerne skal også op på dagsordenen, fordi arbejdet ikke længere kan ledes og fordeles i en hierarkisk struktur, hvis resultatet skal være konkurrencedygtigt. Både medarbejdere og tillidsrepræsentanter skal forstå sig selv som ledere af deres arbejde, uden at der af den grund sejles i samme båd, som megen moderne management forlokker til at tro. En parole for om arbejdslivet kunne være: ‘Ledelse i fællesskab og fællesskab i forskellighed’. Heri ligger kimen til en ny solidaritet og kimen til demokratiseringsprocesser, der kan forny den besungne og konkurrencedygtige danske model. Demokrati og ansvar spejler i bedste fald hinanden, fordi demokrati giver vilkår for, at de mange tager ansvar. Så på konferencen på RUC blev der efterlyst en politisk og virksomhedsmæssig strategi for en bæredygtighed, der omfatter mennesker, miljø og økonomi.

Initiativet bag Den Røde Skole udtrykker også behovet for nye dialog- og organisationsformer. De skrantende partistrukturer inspirerer ikke til de manges deltagelse i store debatter. Fagbevægelsen har det samme problem. Emneorienterede og mere flygtige netværksformer er muligvis mere i tidens tegn. Både på arbejdspladser og i det politiske liv er der brug for nye dialogformer og samtalerum. Det er her, Danmark har sin demokratiske styrke med traditionen for folkelige fællesskaber og samtaler. Men der også industrisamfundets tradition for at lede og fordele mennesker, hvad enten det er virksomhederne eller velfærdsstaten.

Velfærdsstatens offentlige arbejdspladser har politiske ledere, og de er til for borgerne som for medarbejdere. Fokus på dem er særligt tiltrængt, fordi kravkulturen på den ene side, og mistænkeliggørelsen af medarbejderne gennem alverdens dokumentationskrav på den anden side tager respekten fra velfærdsinstitutionerne. Det burde være et godt tidspunkt at finde vej ud krisen som fagbevægelse og Socialdemokrati, nu hvor arbejdsløsheden er i bund, og medarbejderne ikke behøver at bøje nakken.