Gamle Danmark

"Helt frem til 1960 har der aldrig været mere end 4.000 personer i Danmark fra den ikke-vestlige verden, hvilket svarer til under en promille af befolkningen."

Forfatter og økonom Hans Kornø Rasmussen

DE ER blevet kaldt "det grå guld", "græshoppegenerationen" og "ældrebyrden". Der er tale om de aldrende krigsgenerationer af danskere, som efterhånden udgør den absolut største del af befolkningen, og derfor fra et samfundsøkonomisk synspunkt også et voksende problem.

For i takt med den almindelige velstandsstigning, som har fulgt efterkrigsgenerationerne, er forventningerne til velfærds- og serviceniveau steget. Det vil næppe ændre sig i fremtiden, medmindre nødvendigheden tvinger det igennem. Eller hvis samfundet over en kam skulle beslutte sig for, at vækst har mere med det indre end de ydre livsbetingelser at gøre. Og intet tyder på, at denne revolution er nært forestående. Danskerne har vænnet sig til et vist niveau, og det er svært at lægge af sig igen.

Hvis der er noget, der derfor forener den mest buldrende liberale markedsøkonomi med den vækstorienterede del af venstreskalaen, er det, at der skal skrues op for indvandringen for at skabe større udbud af arbejdskraft og forhindre de flaskehalse, som kan skade økonomien og dermed velstanden.

SENESTE INDLÆG i debatten udkom i går i form af økonomen og demografen Hans Kornø Rasmussens bog "Den danske stamme. En befolkningshistorie". Det er historien om de store generationer, som forlader arbejdsmarkedet, uden at der er tilstrækkeligt mange til at afløse dem.

Det er historien om den homogene danske families udvikling gennem de seneste 3.000 generationer. Og især er det historien om, hvordan de faldende danske fødselstal gennem de sidste godt 30 år og den eksplosive indvandring til et uforberedt Danmark i samme periode har skabt to parallelle demografiske situationer, som man først nu for alvor er begyndt at forholde sig til. For havde det ikke været for indvandringen, ville den danske demografiske situation se endnu værre ud i dag. Men var det ikke for den sene, men også nødvendige opstramning af indvandringspolitikken og en mere bevidst integrationspolitik havde indvandringen også givet flere problemer, ganske enkelt fordi ingen tog hånd om dem i 1980'erne.

Nu er situationen imidlertid en anden, og det kræver en anden politik. I går udsendte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen en pressemeddelelse, der kundgjorde, at arbejdsløsheden er den laveste siden 1974. Derfor er det vigtigt, at hans egen jobplan, som blev offentliggjort i sidste uge, aktiveres lynhurtigt, mener han. Men med alt andet lige vil den i bedste fald skabe 8-9.000 job over de næste fem år. Det er langt fra nok. Derfor skal der en fjernelse af forbeholdene til for at lempe asyl- og indvandrerpolitikken, hvis det danske samfund vil tiltrække kvalificeret og fleksibel arbejdskraft og rette op på den demografi, som man til evighed kan undre sig over, at ingen har skænket en tanke tidligere. weis