En sort mand med længsler. En sort kvinde, der afvises. Og en hvid kvinde, der begæres. Det er de tilsyneladende enkle skikkelser i Marie Brolin-Tanis smukke og alt andet end enkle danseforestilling om apartheid.
To Dream er titlen. Men ingen af de tre personer kan få drømmene til at blive til virkelighed. Og ingen af dem kan bevæge sig ud af Hans-Olof Tanis højtmurede rum, uanset hvor højt de sparker op, eller hvor meget de krummer sig sammen.
Længslerne overmander deres kroppe. Og Marie Brolin-Tanis klassisk-organiske koreografi bølger præcis sådan, som drømmebilleder kan glide over i hinanden. Hele tiden bevæger de tre kroppe sig mod hinanden, men ingen af dem kan få hinanden i andet end stjålne minutter af frygtsom lykke. Heller ikke den charmerende Maxim-Jo Beck McGoshs lille, vævre kæreste, der ellers rask væk kravler helt op på Melody Putus sortskaldede hovede for at bemægtige sig både ham og hans udsigt. Putu støtter hende og løfter hende. Men hans længsel, den får hun ikke.
Læs mere om
Den er rettet mod den karismatiske Virág Sóthys langbenede, klassisksmukke brunette med den hvideste hud. En idealskikkelse, som denlidende Putu kærtegner i svedige drømme. Og en danserinde, der minder ikke så lidt om Marie Brolin-Tani selv: Stærk og tavs - og med en billedskøn hals, der altid stræber videre end føddernes positioner.
Drømmelethed
Melody Putu fascinerer. Han er smuk, tavs, indestængt - og dog med en blød krop, som gerne vil betro sig. En drømmer, der også er velsignet med eksplosiv vildskab. Og en alt for voksen mand, hvis liv virker som et maraton. Sammen med de kvindelige dansere glider Putu ind i Brolin-Tanis sørgmodige skønhedsverden med overraskende bløde bevægelser. Vægtløsheden er ikke den klassiske ballets tvungne lethed, men en drømmelethed, der gør personerne til kropsbilleder på deres egne sind.
Brolin-Tani har efter sigende baseret forestillingen på den indtagende Putus egne barndomserindringer fra Soweto i apartheidtiden. Ikke alle associationer og rekvisitter er umiddelbart forståelige, men scenografiens klaustrofobi går klart igennem: I apartheid er alle fanger.
Derfor passer Henrik Munchs næsten meditative advarselsmusik også så godt - med den sitrende følelse af usikkerhed og ubehag, som de minimalistiske støjlyde hele tiden udsender. Brolin-Tani er netop holdt op som chef for Skånes Dansteater for kun at koreografere. Og hun har altså håndplukket disse tre dansere til netop denne forestilling. Heldigvis.
En time varer denne tankevækkende og insisterende kropskunst, som Det Kgl. Teater kun præsenterede nogle få gange på Takkel-loftet i efteråret. For os, der gik glip af den dengang, er Putu-forestillingen heldigvis nu på turné. I aften og i morgen hos Archauz i Århus, Brolin-Tanis gamle dansescene fra før Gran-tiden. Se selv. En sort mand med hvide længsler - i en lysende forestilling med sorte drømme.
To Dream
Koreografi: Marie Brolin-Tani.
Musik: Henrik Munch, Kevin Volans, René Aubry m.fl.
Scenografi og lys: Hans-Olof Tani.
Kostumer: Charlotte Østergaard.
Oplevet på Inkonst i Malmø. Danses i aften og i morgen kl. 20 på Archauz (tidligere Gran) i Århus. www.archauz.dk
