Det skyldes en række omstændigheder. Jeg kan ikke pege på én, ansvaret ligger i en stribe forhold.
Forsvarskommando-generalmajor Per Ludvigsens bud på, hvis skyld det er, at forsvaret har spenderet tre milliarder kroner på helikoptere, der ikke kan bruges
Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvordan det danske forsvar de seneste år kan have brugt over fire milliarder kroner på problematisk og uanvendeligt materiel, kan de med fordel læse den belgiske EU-ekspert Sara Depauws nylige kritik af regeringens beslutning om diskret at dirigere endnu større mængder skjult industristøtte ud til dansk erhvervsliv ved at udvide den såkaldte modkøbs-ordning, som tvinger udenlandske forsvarsvirksomheder til at lægge kvoter af bestillinger i danske virksomheder, hver gang det danske forsvar køber ind i udlandet.
Modkøbsordningerne, som betyder, at Danmark reelt betaler millioner i overpris, hver gang vi køber forsvarsudstyr i udlandet, er ifølge Depauw i direkte strid med EU's Romtraktat og principperne om liberalisering af markederne.
Men modkøbene findes i forskellig grad i alle de europæiske lande, og EU har derfor foreløbig set gennem fingre med dem, så længe de begrænses til strengt militære produkter, som er afgørende for landenes "essentielle sikkerhedsinteresser".
Stik mod dette princip, og uden at sende sagen i folketingssalen, besluttede den danske regering i januar at udvide modkøbsmulighederne, så endnu flere danske virksomheder kan få del i de tvangsbestillinger, som de udenlandske virksomheder pålægges i den danske forsvars- og sikkerhedsindustri.
Så bliver der nemlig mulighed for at købe endnu flottere våben ind i udlandet, og dansk erhvervsliv modtager endnu mere skjult statsstøtte gennem tvangsordrerne.
Forsvarsminister Søren Gade har over for Information tidligere erkendt, at ordningen nok fører til, at Forsvaret betaler overpriser, men mener det opvejes af, at tvangsordrerne betyder flere danske arbejdspladser. Alle er glade.
Og det er sådan set lige præcis problemet i den indspiste trekant, som forsvaret, industrien og forsvarsministeriet udgør: Alle er alt for glade. Socialdemokraterne takker for de gode danske arbejdspladser, de konservative glæder sig over det stærke danske forsvar, generalerne går på jagtudflugter med forsvarsindustrien, og det hele foregår i ly af de mange diskretionsmekanismer, som "hensyn til rigets sikkerhed" nødvendiggør. Her bliver man så enige om forskellige glimrende aftaler: At industrien og forsvaret lige så godt kan splejse om en attaché på den danske ambassade i Washington, som skal pushe dansk våbenindustri i USA. At den danske flåde skal investere hundreder af millioner i en ny standard-fleks-skibsmodel, så A.P. Møller og den øvrige danske krigsskibsindustri bagefter kan få en ny vare at sælge rundt om i verden - med danske officerer som salgsdemonstratører. At de kontreadmiraler, som er ansvarlige for indkøbene i landets materielkommandoer, kan skabe sig nogle glimrende kontakter, så de som 60-årige direkte fra den lovbefalede pensionering kan ansættes i den forsvarsindustri, som de indtil da har været så glimrende kunder hos.
Dén slags korruptionsynglende svingdøre har Danmark nemlig, i modsætning til de fleste af de lande, vi sammenligner os med, ingen regler imod.
Tag for eksempel generalmajor Jens Christian Frandsen, der i 2003 som sin sidste handling som hærens indkøbschef underskrev en gigantkontrakt med Mærsk Data Defence om it-systemet DACCIS, der skulle "revolutionere" styringen af de danske soldater på slagmarken: En uge efter underskriften fik generalmajoren sin vagtparade og fortsatte durk ud i forsvarsindustrien som konsulent for de samme firmaer, han indtil da havde købt ind hos.
Og det er således ikke fra aftager-, men fra leverandørsiden, generalmajoren har kunnet følge med i sit indkøbs totale fiasko: DACCIS kan efter års millionbevillinger ikke bruges til andet end øvelser og er derfor med på Nyhedsavisens opgørelse over håbløse investeringer, som det danske forsvar siden 1996 har formøblet over fire milliarder kroner på: Det ubemandede spionfly Tårnfalken, der aldrig kom i aktion. Radarsystemet Ocean Eye, der er dybt upålideligt. Challengerflyene, der ikke kan benyttes i hårdt vejr og over lange distancer - og som allerede i indkøbsfasen var omgærdet af officersladder om, at Challenger blev valgt frem for Gulfstream, fordi en dansk underleverandør var sikret gode gevinster på ordren.
Talte rygterne sandt? Det er svært, grænsende til det umulige, at finde ud af. For alle er tætte, gode og diskrete venner i den forsvarsglade bermudatrekant. Ikke mange kritiserer hinanden. Og at sætte grænser for forbruget af skatteydernes penge eller mængden af skydekram, som Danmark behøver - det synes ingen endnu at have fundet nødvendigt. lfk
