For meget projekttænkning i litteraturstøtten

I forlængelse af forfatteren Solvej Balles valg om at forlade Kunstrådets Litteraturudvalg, melder flere andre forfattere, at ordningen for at modtage støtte fra udvalget skal justeres.

Solvej Balle forlod Litteraturudvalget i frustration over, at udvalgsmedlemmerne skal vurdere en forfatters værd ud fra ufærdige tekster og skitser, også kaldet projektbeskrivelser. De volder mange forfattere problemer. Rent praktisk er mange ikke vant til at udforme en projektbeskrivelse, andre ved ikke, hvor deres projekt fører hen ved ansøgningstidspunktet, og ønsker derfor ikke at binde sig til en fast plan. Endelig hersker der en generel betænkelighed blandt forfattere over at afsløre, hvad et endnu ikke færdigskrevet værk skal handle om. Formanden for forfatternes interesseorganisation Danske Skønlitterære Forfattere (DSF), Jan Thielke, beskriver den sidstnævnte tendens, som angsten for "den dårlige karma". Jan Thielke uddyber: "Politikere og embedsmænd har forelsket sig i projekttildeling, for der kan aflægges regnskab. Men de overser fuldkommen den kunstneriske virkelighed og arbejdsproces, der hverken kan måles eller vejes."

Forfatter Peter Rønnov-Jessen er enig: "Litteraturen er en helt specielt arbejdsmetode. Indtil bogen er skrevet, er det meget, meget privat. I vor tids managementoffentlighed virker det nok ikke som et problem. Men projektorienteringen er i strid med litteraturens væsen," forklarer forfatter Peter Rønnov-Jessen.

Han mener at kunne se klare tendenser på en forelskelse i managementkulturen, som nu er blevet lagt ned over litteraturen. Litteraturudvalgets satsning på en international litteraturfestival i København i 2010, kan ses som et produkt heraf: "Der er tale om en udvendiggørelse af noget, som er meget indvendigt. Det er ikke al litteratur, der egner sig til oplæsning, og alle forfattere der er ligeså gode performere som Peter Laugesen og Dan Turell."

Også de forfattere som er trænet i projektbeskrivelser er kritiske over for Litteraturudvalgets ordning: "Som gammel RUC'er har jeg lært at lave synopser og dispositioner, der kan rumme alt og intet. Men det er da et problem, hvis man kun bliver bedømt på, hvor god man er til at lave projektbeskrivelser, frem for på sine bøger og de tekster, man har sendt med," udtaler forfatter Dennis Gade Kofod. Han understreger, at Solvej Balles udmelding skal tages alvorligt, da den for første gang giver en reel indsigt i, hvordan udvalgets arbejde fungerer. Noget, som Dennis Gade Kofod og andre forfattere længe har haft en mistanke om gjorde sig gældende.

Alternativer

Arbejdsgangen i Litteraturudvalget har længe været under kritik fra Danske Skønlitterære Forfattere. Formanden for DSF, Jan Thielke, mener det kunne være rimeligt at lempe kravene for at modtage støtte fra denne pulje:

"Der er noget paradoksalt over Litteraturudvalgets bedømmelseskriterier," påpeger han og henviser til det såkaldte 'to-værkskrav'.

"På den ene side står der i Litteraturudvalgets forretningsorden, at forfatterne kun kan komme i betragtning til at modtage støtte, hvis de har to udgivelser bag sig. På den anden side må udvalgsmedlemmerne ikke tage tidligere værker med i bedømmelsen, da den skal foregå ud fra en projektbeskrivelse."

Mange forfattere er frustrerede, men de mener også, at alternativerne er til at få øje på. Dennis Gade Kofod foreslår, at der enten indføres oftere deadlines for ansøgning om støtte eller at beslutningen om at tildele en forfatter støtte, sker ud fra tidligere værker:

"Det ville måske kunne føre til, at projektbeskrivelserne faktisk byggede på reelle forslag og projekter, man havde gang i. På den måde ville man kunne undgå at 'digte' om et fremtidigt projekt."

Peter Rønnov-Jessens alternativ er mere enkelt: "Litteraturudvalgets kunne bevillige penge på samme måde som Kunstfonden."

Det er et forslag, der er i strid med Litteraturudvalgets oprindelige formål. Forfatteren Niels Brunse forklarer, hvordan rådets arbejdsopgaver dengang blev formuleret: "Vi mente, at Litteraturudvalget skulle adskille sig fra Kunstfondens Litteraturråd, da der ikke var nogen grund til at have to ens kunstfonde. Det endte derfor med, at Kunstrådets Litteraturudvalg tog stilling på grundlag af projektbeskrivelser, Statens Kunstfond på baggrund af en vurdering af ansøgernes kunstneriske kvalitet".

Jan Thielkes umiddelbare forslag til, hvordan man kan komme usikkerheden omkring projektbeskrivelserne til livs, er, at der bliver overført midler fra Litteraturudvalget til Kunstfondens Litteraturråd. "Der er ingen tvivl om, at kriterierne for at modtage penge fra Litteraturudvalgets skønlitterære pulje skal være mere fleksible, så forskellige temperamenter kan tilgodeses," konkluderer Jan Thielke.