Er feminismen skyld i færre børn?

"Når man tillader kvinder at vælge via prævention og abort, hvorvidt de vil have børn, vil det føre til en demografisk katastrofe, fordi kvinderne vælger ikke at få det nødvendige antal børn (...) det er et meget stort problem. Har feminismen kostet os Europa," spurgte den kontroversielle forfatter og debattør Martin Amis for nylig i den britiske avis Independent.

Det var gamle Europa, han tænkte på, grå i toppen og ude af stand til at reproducere sig selv.

Ifølge den årlige befolkningsrapport fra tænketanken Institute for Family Policies er børnetallet i EU's 27 medlemslande faldet med 16,6 procent siden 1982.

I gennemsnit får europæiske kvinder 1,38 børn, ikke siden slutningen af 60'erne har kvinder født de 2,1 børn, der skal til for at opretholde befolkningstallet.

Stadig flere kvinder får ikke børn, og de der gør, har en livsstil, der bevirker, at de får færre af dem. Både mænd og kvinder er ældre i dag, når de får børn, og mange forbliver barnløse. Fertilitetskrisen afspejles i antallet af børn, der undfanges i laboratoriernes petriskåle. Siden 1990'erne er fødende kvinder blevet ét år ældre, og brugen af kunstig befrugtning er steget med 50 procent ifølge overlæge Svend Lindenberg fra privatklinikken Nordica. Eksperter både herhjemme og i udlandet forudser ifølge Berlingske Tidende, at 15-20 procent af en børneårgang inden for en årrække vil blive undfanget ved lægers mellemkomst.

I interviewet fremførte Martin Amis videre, at USA er det eneste land i den vestlige verden, hvor fødselsraten ikke er faldende. Af grunde 'vi', europæerne, hader ved det amerikanske samfund - det er patiarkalsk og religiøst.

For lidt feminisme

USA er vel at mærke ikke et land, der bruger masser af ressourcer på familiepolitik, orlov og ekstra penge på budgettet til børnefamilier. Arbejdstiderne er horrible sammenlignet med vores, børnehaverne er enten ikke eksisterende eller ren opbevaring, hvis man da ikke vil betale i dyre domme for at få passet sine poder.

Den skandinaviske familiepolitik med lange barlsesordninger, forældreorlov og børnecheck er udbredt til andre europæiske lande, dog med mindre favorable ordninger, men med bonusudbetalinger ved det tredje barn og rabat til storfamilier i biografen og billigere transport som i Frankrig, hvor skatten også sænkes, jo flere børn man producerer. Noget lignende findes i Spanien.

Men lige lidt hjælper det. Ganske vist er fødselstallet i Danmark og Frankrig bedre end det europæiske gennemsnit, men det er stadig langt fra de magiske 2,1 barn.

Men har han ret Amis? Det er indiskutabelt, at kvindernes frihed i dag gør dem i stand til at sige: Jeg vil ikke have børn, eller jeg vil vente så længe, så jeg kan nå at gøre karriere og bide mig fast på arbejdsmarkedet, selv om jeg så kun kan få ét barn med lægernes hjælp. Så på sin vis ja. Det har aldrig før i historien været muligt for kvinder at vælge børn fra, uden at sætte deres senere underhold på spil.

Men omvendt er gamle Europas reproduktion truet, fordi der er 'for lidt' feminisme i samfundet.

Kvinder er stadig underrepræsenteret på samfundets topposter, økonomiske så vel som politiske, de tjener mindre end mænd og bliver på mange måder sat tilbage i karrieren på grund af barnefødsler. Det er derfor, de kommer for sent i gang med yngelproduktion, får færre børn end tidligere eller forbliver barnløse. Der er for meget stress forbundet med at få familielivet til at hænge sammen og samtidig performe på et arbejdsmarked, hvor mændene generelt set slår deres folder mere frit end kvinder.

End ikke familiepolitikker fører til mere ligestilling og ligeløn, konstaterede den britiske sociolog Caterine Hakim i en bog for nogle år tilbage. Den skandinaviske ligestilling er et blålys, påpegede hun og fremlagde beregninger, der viser, at svenske kvinder tjener 20 procent mindre end svenske mænd. Og der er interessant nok ingen sammenhæng mellem høj grad af ligeløn og familievenlig lovgivning. I Italien er løngabet mellem mænd og kvinder 15 procent, i Spanien 12 procent, mens det i Belgien og Portugal er på otte procent. Alle lande med mindre generøse tilbud og støtte til børnefamilier.

Problemet er, at vores familiepolitikker ikke er radikale nok. Vi prøver at pynte lidt på børnetallet med politiske opfordringer til at få flere børn (tidligere familieminister Carina Christensen) og en fleksibel barselsorlov. Ofte dækker de såkaldte familievenlige tiltag over, at det er arbejdsmarkedets behov for fleksibilitet, der skal tilgodeses, ikke børn og forældres.

Eller for meget ...

Det er et af feminismens største nederlag, at kvinderne indtog arbejdsmarkedet på de betingelser, mænds kulturelle forspring havde givet dem, i stedet for at kæmpe videre for en mere rimelig sammenhæng mellem job og familieliv. Så længe europæiske kvinder - og mænd - knokler løs, vil fødselstallet med garanti ikke stige.

Man kan mene, at det faldende børnetal i Europa ikke er noget problem. Færre mennesker betyder en mindre belastning af naturens ressourcer, mens flere babyer betyder mere arbejdskraft og mere forbrug.

Men der er også dem, der frygter det faldende børnetal på grund af muslimsk indvandring og muslimsk udradering af europæiske værdier. Grunden til, at den europæiske befolkningstilvækst ikke står i minus, skyldes indvandrere. 80 procent af den historisk lave befolkningsforøgelse udgøres af indvandrere.

Amis, der er blevet beskyldt for at være islamofob og racist, blev efterfølgende spurgt af intervieweren, om han plæderede for en tilbagevenden til kvindeundertrykkende værdier for at undgå, at Europa oversvømmes af muslimsk indvandring. Hvilket Amis var klog nok til at undvige smilende med et: "My, that's an appalling idea."

"Men jeg synes, det er forbløffende; denne uventede mangel på lyst til at reproducere sig selv, kvinder vil ikke have børn. De vil måske have ét, men de vil ikke have to eller flere. Hvem skulle have troet det? Vi har forestillet os, at det var et absolut menneskeligt faktum. Det er det ikke."

Hvis der skal oprustes værdimæssigt, gælder det altså om at føde flere børn. Et aspekt som også borgerlige kræfter herhjemme har berørt og påpeget: Der er en sammenhæng mellem religiøsitet, viljen til at få børn og kulturelle udviklingsmuligheder, har den borgerlige debattør og medlem af Dansk Folkeparti Michael Pihl udtalt til Kristeligt Dagblad: "USA's kultur er også i krise, men amerikanerne har alligevel mere kulturel selvtillid end europæerne, konstaterede Pihl, der betragter nutidens sekulariserede, vestlige storbykultur som symbol på, at befolkningen går mere op i umiddelbar behovstilfredsstillelse, materialisme og underholdning end i at forfølge højere mål og idealer samt bringe slægten videre. Muligvis er vi heller ikke langt fra en mulig politisk bestræbelse, der tilsiger at lade ligestilling vige for stigende fødselstal, fordi demografien skal sikre vores velfærd i fremtiden. Direktør Jørgen Søndergaard på Socialforskningsinstituttet skulle have foreslået det i forsigtige vendinger på et debatmøde om familiepolitik afholdt af familieministeren sidste år.

Den slags reaktionære mørkemænd skal vi holde øje med og bekæmpe med mere feminisme og bedre vilkår for kvinder og mænd i arbejdslivet.