Den moderne japanske kvinde - depressiv eller ukuelig?

Kælighedstjek. Da Sumie Kawakami gav sig til at undersøge japanske kvinders sex- og kærligheds, villle hun blandt andet gerne vide, om japanerne underdriver, er hudløst ærlige - eller det er resten af verden, der ønsketænker, når de skal beskrive deres sexliv? Foto: Martin Gøttske

"Det må være her, de japanske mænd får deres sex, for de får ikke meget derhjemme."

Sumie Kawakami viser rundt i Shinjukus red light district. Hun peger rundt på et utal af Soaplands, hvor man kan blive sæbevasket og seksuelt tilfredsstillet på samme tid. Og hun gør opmærksom på gramsebarer, klinikker med intimmassage og gode gammeldags bordeller.

Og her er sågar små informationskontorer for lystne i vildrede. I et af dem fortæller en herre, at han er der for at dirigere mænd i den retning, hvor de kan få netop det, de ønsker. Han tilbyder oven i købet salg af kuponer, som han lover giver rabat på sex i hele Shinjuku distriktet.

Hvis Tokyos toptunede sexindustri er målestokken, så er japanerne tilsyneladende besat af sex.

Men Kawakami peger på et paradoks:

"Japan har ry for at være et sted, hvor seksuelle fantasier kan blive til virkelighed. Sexindustrien er utrolig fremtrædende, og der er udbredte myter om de utroligt seksuelle japanske kvinder og om de liderlige husmødre - men i virkeligheden får japanerne ikke specielt meget sex."

Japan har det med at ligge langt nede på internationale ranglister, der borer i sexlivets tilstand. Kawakami fremhæver Global Sex Survey foretaget af kondomproducenten Durex, der konkluderer, at japanerne er dem, som har allermindst sex af de 41 nationaliteter, der blev undersøgt.

Og dem, der trods alt får deres andel og mere til, er ikke specielt entusiastiske: Japan er nummer to fra bunden på tilfredshedsskalaen, kun undergået af Kina.

Underdriver japanerne, er de hudløst ærlige, eller er det resten af verden, der ønsketænker, når de skal beskrive deres sexliv? Kawakami satte sig for at komme nærmere sandheden om japanske kvinders sex- og kærlighedsliv og interviewede adskillige dusin kvinder fra 2005-2007.

Resultatet er bogen Goodbye Madame Butterfly.

Sørgelig læsning

Det er ikke opløftende læsning. Set med vestlige øjne maler deres skæbner et nedslående billede af livet for moderne japanske kvinder. De lader til at være langt fra at opnå lykke. I stedet udholder de kærlighedsløse ægteskaber med mænd, som tilbringer det meste af deres tid på arbejdet eller i andre kvinders arme.

En af kvinderne, Emi Nagaya, undgår sex med sin mand af frygt for, at han skal smitte hende med kønssygdomme, som han kan have fået fra sin samling af sidespring. Hun fortsætter ægteskabet for børnenes skyld.

Misa Kobori, en 36-årig husmor, erkender, at det hun er mest såret over er, at hendes mands elskerinde ikke er yngre end hende selv eller blot en prostitueret. Det vigtigste for hende er at holde sammen på familien i hvert fald 12 år mere, indtil parrets to børn er færdige med deres skolegang.

Stærke og ukuelige

Det overrasker Kawakami, at vesterlændinge anskuer fortællingerne som sørgelige. Hun mener i stedet, at de viser, hvor stærke og ukuelige japanske kvinder i virkeligheden er.

"De vil holde fast uden at ødelægge noget og gradvist ændre tilstanden, tilpasse sig og langsomt overkomme problemerne. Det er styrke i mine øjne," siger den Sumie Kawakami.

Men hun erkender, at kvinderne er frustrerede over, at alt ikke er vel i de hjemlige sovekamre. Japans sundhedsministerium klassificerer nu en tredjedel af japanske ægtepar som 'sexløse' - hvilket vil sige, at de ikke har haft sex i en måned og i de fleste tilfælde i endnu længere tid end det.

Det er tydeligt for Kawakami, hvorfor det går ned ad bakke for japanske ægteskaber:

"Kort efter de er blevet gift, har de ikke længere noget til fælles. Kvinderne forlader arbejdsmarkedet og er fanget inden for måske en tre kilometers radius mellem hjem og børnenes skole, mens mændene er fanget på kontorerne til sent om aftenen. De lever i forskellige verdener og er stort set aldrig sammen. Hurtigt finder mændene det mere bekvemt at være sammen med prostituerede, og mange af mine veninder beskriver sex som en byrde."

Og Kawakami erkender, at situationen forværres af, at japanere generelt ikke er synderlig gode til kommunikation i et parforhold.

Hun fortæller, at flere af hendes veninder, der lever i sexløse forhold, har ringet til svigermoren for at få hende til at overtale sin søn til at genoptage det hjemlige sexliv.

Økonomisk afhængighed

Flere af personerne i hendes bog kommunikerer med mandens elskerinde i stedet for manden - og finder i nogle tilfælde lidelsesfæller i elskerinderne. Nogle få konfronterer deres mænd, men affinder sig efterhånden med situationen.

Men spørgsmålet er, hvorfor disse kvinder tolererer deres mænds affærer. Deres reaktion er gennemgående blot at bede dem om at forsøge at være mere diskrete.

Kawakami siger, at økonomi er altafgørende:

"De fleste japanske kvinder forlader arbejdsmarkedet, når de er i slutningen af 20'erne for at tage sig af deres børn, og hvis de vender tilbage igen, sker det først, når de er godt oppe i 40'erne," siger hun.

"Der er ingen praktisk grund for dem til at blive i deres arbejde. Arbejdstiderne er lange i Japan, og det er svært at finde plads på daginstitutioner, så de fleste er tvunget til at blive husmødre."

Hun forklarer, at kvinder som regel ikke har nogen indkomst ved barselsorlov.

Kawakami, der har en baggrund inden for journalistik, blev selv skilt efter 10 års ægteskab - og jo, det var på grund af mandens utroskab. Men det er de færreste, der tør følge i hendes fodspor, fordi, siger hun, "forskellen på mænds og kvinders lønninger er så stor, at alenemødre tjener mindre end en tredjedel af den gennemsnitlige indkomst for en japansk husholdning."

"Resultatet er, at de faktisk er 100 procent økonomisk afhængige af deres ægtefæller. I det lys ser en skilsmisse ikke særlig tiltrækkende ud."

Kvinder og boblen

Japanske kvinders stilling i samfundet har været tæt knyttet sammen med Japans økonomiske optur i 80'erne og den efterfølgende nedgang i 90'erne.

"Japan fik i 1987 en ligestillingslov, som skulle gøre det lettere for kvinder at komme ind på arbejdsmarkedet og blive der. På det tidspunkt gik det godt for økonomien, og der var brug for kvindernes arbejdskraft, og med ét sagde alle, at mænd og kvinder var ligestillede. Men så brast den økonomiske boble, og pludselig var det tid til fyringsrunder, og selvfølgelig var det kvinderne, der røg ud," siger Kawakami.

"Japanske kvinder er blevet mere krævende, mere selvstændige. De vil have mere ud af livet - mere kærlighed, mere arbejde, mere fritid, mere af alt. Men de lever i et samfund, der ikke ændrer sig lige så hurtigt som dem, og det holder dem nede," siger hun.

Men udover de økonomiske betragtninger finder Kawakami også, at der er væsentlige forskelle på, hvordan en japansk kvinde og en europæisk reagerer på utroskab.

Hun fremstiller japanerne som pragmatikere.

"Så længe manden er en god far og en god forsørger for børnene, så vil de et langt stykke hen ad vejen tolerere sidespring," siger hun.

Familien som våben

"En vestlig kvinde vil måske sige 'skrid!' til manden, men japanske kvinder træder hellere lige et skridt tilbage og anskuer situationen overordnet, og går så generelt mere op i at holde familien intakt."

"De færeste kvinder, jeg har mødt, skændes direkte med manden. De forsøger i stedet at manipulere eller kontrollere situationen på en anden måde og viser på den måde deres styrke," siger hun. Det bedste våben i japanske kvinders arsenal er tilsyneladende at introducere mandens familie for parrets problemer i et forsøg på at ændre magtbalancen.

Misa Kobori, husmoren fra bogen, konfronterer først sin mand med hans utroskab, da de er på besøg hos hendes svigermor. Stillet over for sin mors vrede bryder manden sammen, kaster sig ned på gulvet og siger: "Jeg troede ikke, det ville blive så stort et problem. Det er ikke noget særligt på arbejdet. Alle gør det..."

Hvis det er nogen trøst for Japans kvinder, så kan red light district i Shinjuku også imødekomme deres behov. "Her kan de blive tilfredsstillet," siger Kawakami, og peger på en plakat med en samling unge mænd. Det er en reklame for en gesjæft med såkaldte sex-frivillige - japansk for mandlige prostituerede. Et erhverv, det åbenbart ikke er svært at finde kandidater til.

Den eneste mand som Kawakami har inkluderet i sin bog er Hideo Sasaki, en 44-årig IT-chef, der har bijob som sex-frivillig. Han siger, at kvinderne er taknemmelige, og han finder det tilfredsstillende at hjælpe de kvinder, der lider af det, han kalder, 'udtørret blomst-syndrom'. Ironisk nok lever også han i et sexløst forhold.

Goodbye Madame Butterfly - sex, marriage and the modern Japanese woman, af Sumie Kawakami, udgivet af Chin Music Press, 2007