Det er typisk amerikansk. Dette dræbende skarpe beat, driftigt og polyrytmisk. Avanceret og dog kropsligt appellerende på en direkte og medrivende måde.
Den efterhånden 44-årige cubanske pianist, Gonzalo Rubalcaba, er i forvejen kendt som en stærk eksponent for, hvad man kunne kalde afrocubansk jazz - med streg under det sidste. Og netop dét er slående, når man hører hans splinternye og fremragende udgivelse Avatar præsenteret i klassisk kvintetformat med rytmegruppe og to blæsere, Yosvany Terry (saxofoner) og Mike Rodriguez (trompet og flygelhorn). Bassisten er den solide Matt Brewer, og på trommer har Rubalcaba hyret den kun 22-årige Marcus Gilmore. Og ved hans navn kan man godt sætte et kryds. For han er en trommeslager med både fortiden og fremtiden i hænderne.
Som barnebarn af Roy Haynes, en af jazzens største rytmiske mestre igennem alle tider, har han det ikke fra fremmede. Gilmore er allerede som helt ung blevet begavet med talentpriser, og hans formidable rytmiske evner og overskudsprægede beat med indflydelse fra både hard bop og hip hop giver fin mening, når man erfarer, at han har spillet med folk som Steve Coleman, Chic Corea og Branford Marsalis, og at han også er dyrker af latinamerikansk perkussion.
Pirrer lytteren
Også Rubalcabas spil er en fornøjelse at lytte til. Han er en rytmisk intens pianist, der samtidig besidder den modne evne at styrke sit spil ved at begrænse sig. Det gør han bl.a. ved at holde igen i sine soli, i hvis tonerækker og saftige harmonier, der lurer en særlig eksplosivitet. Rubalcaba bruger pausen og et nærmest prikkende akkompagnement til at tirre og pirre lytteren bl.a. på den indledende "Looking in retrospective" og den ligeledes intense "Infantil". Også hans balladespil er bemærkelsesværdigt. Smukt og legende på et nummer som "Peace", hvor han serverer perlerækker af toner i højrehånden, der funkler som en klukkende bjergbæk på en solrig dag.
De to blæsere virker i perioder lidt tørre i kanterne, men i den ubønhørligt fremadrettede "Hip Side" folder de sig omsider ud med en energi, der brænder igennem.
Gonzalo Rubalcaba har med sine avancerede kompositioner i skæve taktarter med kontraster og variation begået en både underholdende og særdeles udfordrende plade, der i visse passager tager pusten fra én og i øvrigt tager pulsen på, hvad der i disse år foregår af udveksling mellem latinsk og nordamerikansk jazztradition.
Ikke helt forgæves
Netop denne udveksling har i de seneste par årtier været brasilianske Eliane Elias' særkende som sensuel nyfortolker af bossa nova-traditionen, tilsat et magtfuldt pianistisk overskud.
På sit nye udspil træder hun for en gang skyld ud af rollen som sambajazzens dronning og hylder pianisten Bill Evans' musik. På papiret en fin om end lidt slidt idé. Og til dette får hun ikke bedre medspillere end den ekstremt lydhøre Joey Baron på trommer og husbonden og bassisten, Marc Johnson, der som ung musiker akkompagnerede netop Bill Evans.
Det er fornem musik, men alligevel er der noget mærkelig rutinepræget over forestillingen. Symptomatisk er fortolkningen af Evans' rytmisk og harmonisk drilske "Five", der spilles i et moderat tempo uden snert af gnist. Og det gælder desværre flere numre. Elias' sødmefulde portugisiske røst får ikke meget ud af sange som "A Sleepin' Bee" og den klassiske "Waltz for Debby". Men lige så snart trioen sætter i et bossa-beat, som det sker i versionen af Miles Davis' "Blue In Green", opstår der den rytmiske spænding i pulsen, som Elias forstår at udnytte så eminent. Hendes lækre anslag og sikre solofraseringer sidder også i skabet i Victor Youngs "My Foolish Heart" og i Davis' "Solar". Altså går man ikke forgæves her, men pladen er en blandet fornøjelse, og et symptom på, at Elias som kunstner har viklet sig selv ind i et slør af mondænt rutinerede gevandter.
Gonzalo Rubalcaba: Avatar (Blue Note)
Eliane Elias: Something For You - Eliane Elias sings & plays Bill Evans (Blue Note)
