Der var kommet en ny dreng i klassen. I starten gik det nogenlunde, men så begyndte en af pigerne at mobbe ham og fortælle løgnehistorier om ham. Engang kastede hun en plasticspand i hovedet på ham uden grund. Han prøvede at snakke med klasselæreren, og det hjalp et stykke tid. Men så begyndte hun igen.
I en gymnastiktime, hvor de spillede bold, hånede hun ham hele tiden. Efter timen blev de af læreren sat til at hjælpe hinanden med at sætte mål på plads. Hun ville ikke hjælpe, og de skændtes om det. Drengen gik til sidst sin vej, men blev af læreren bedt om at komme tilbage. Pigen sagde noget rigtig groft til drengen, og han blev rigtigt vred. Han skubbede til hende, så hun faldt. Han sparkede ud efter hende og ramte ved en fejltagelse hendes hoved. Det var et hårdt spark, og hun begyndte at bløde. Han blev forskrækket. Så kom læreren og sagde noget til drengen, der gav pigen en undskyldning. Siden har de ikke talt sammen. Dette er drengens forklaring.
Pigen forklarede, at hun var efter drengen på samme måde som resten af klassen uden egentlig at vide hvorfor. Hun havde en lidt anden forklaring om episoden i gymnastiklokalet. Hun fik næseblod af sparket og senere et knytnævesalg på siden af hovedet. Da drengen sagde undskyld, havde hun svaret, at man ikke kan sige undskyld for noget, man har gjort med vilje. Hun var på hospitalet et par døgn til observation for hjernerystelse. Hun indrømmede at have kaldt drengen ved øgenavne, men mente ikke, at han havde reageret på det.
Normalt en rolig fyr
Klasselæreren forklarede, at der havde været de sædvanlige startvanskeligheder, da drengen kom ind i klassen, men derefter gik det “ganske almindeligt”. Efter tre-fire måneder havde drengen bedt hende om hjælp. Ellers ville han måske komme til at slå pigen, fordi hun provokerede ham. Drengen var normalt en rolig fyr, så hun talte med pigen, og der blev fred mellem de to. Hun havde ikke efterfølgende mærket nogen forværring og mente ikke, at drengen blev udsat for særlig meget drilleri i klassen.
Pigens far meldte drengen, der var 15 år, til politiet. Der blev rejst strafferetlig tiltale efter straffelovens ‘milde’ voldsparagraf (§244), og drengen blev idømt en kort frihedsstraf, som blev gjort betinget af straffri vandel i et år.
Konsekvensen er, at en 15-årig dreng nu er stemplet som voldsmand, uden at de nærmere omstændigheder fremgår af straffeattesten. Hvad har samfundet og parterne opnået? Har drengen lært at beskytte sig mod mobning, eller lever han nu op til sin nye identitet som “voldelig ung mand”? Har pigen lært at opføre sig ordentligt over for kammeraterne? Har resten af klassen, klasselæreren, inspektøren og skolen som institution lært noget? Har børnenes forældre? Eller har alle lagt sagen og ansvaret bag sig med henvisning til, at drengen er “problemet”, og at “systemet” (det vil her sige politi og domstole) må klare dette “problem”.
Vil have politi på banen
På TV2 var der for nogle dage siden et indslag med en far, der klagede over, at politiet ikke havde villet modtage en anmeldelse af et par 15-årige drenge, som havde tæsket hans 12-årige søn. Ifølge manden havde politiet henvist til, at det måtte skolen tage sig af. Det fremgik ikke rigtigt, om skolen - og evt. drengenes forældre - så havde taget sig af det.
Den 12-åriges forældre reagerede ved at flytte drengen til en anden skole. Men resten af indslaget handlede om, hvor kritisabelt det er, at politiet ikke starter efterforskning og rejser strafferetlig tiltale i sådanne sager. Den indledende historie viser dog, at systemet i hvert fald engang imellem reagerer, som den 12-årige drengs far ønskede. Antallet af anmeldelser for overtrædelse af den ‘milde’ voldsparagraf stiger lidt hvert år.
Forældrene tog affære
Der er ingen tvivl om, at tilbøjeligheden til at anmelde sådanne sager også er stigende. Vi, der tilhører de ældre generationer, ved, at tæsk i skolegården altid blev stoppet af gårdvagten og ordet af inspektøren, og at tæsk i fritiden som regel blev ordnet af forældrene, hvis ikke af ungerne indbyrdes. Ingen drømte om at implicere politiet! Hvad er den nye tendens udtryk for? Er forældre så bange for hinanden, at de ikke tør gå sammen og snakke om, hvad deres unger foretager sig? Er skolens lærere så bange for forældrene eller så konfliktsky i al almindelighed, at de overlader de værste disciplinærproblemer, defineret som vold i straffelovens forstand, til andre myndigheder - i bedste fald socialforvaltningen, i værste fald politiet?
Er der ikke nogle voksne derude, som vil deres egne og andres børn nok til at starte en lærings- og forsoningsproces mellem de involverede børn? Hvad med lidt privatisering på dette område?
Kommentarer
Denne artikel ligger godt i forlængelse af en teori, jeg længe har haft om, at den grovere vold mellem unge i høj grad skyldes misforståede indgreb fra velmenende voksne, der helt fra børnehavealderen lægger sig imellem, når der opstår det mindste korporlige slagsmål. Derfor får børnene aldrig lært de uskrevne regler for slagsmål, som var gængse, da jeg gik i skole i halvtredserne: “Aldrig sparke, aldrig være to mod én, aldrig slå på én der ligger ned, har briller eller er mindre end dig selv.” Disse regler fungerede stort set som accepterede, så længe det drejede sig om slagsmål mellem nogenlunde jævnbyrdige, og min teori er, at de gav børnene nogle gode vaner, også m.h.t. hvornår et slagsmål slutter.
At disse regler blev sat ud af kraft, så snart der var tale om mobning, er en helt anden sag, og at man har sat ind imod dette såvel som afskaffet/forbudt voksnes vold mod børn er et ubetinget gode. Jeg ønsker på ingen måde halvtredserne tilbage.
Men jeg vil påstå, at børn, der har “lært at slås ordentligt” i børnealderen måske nok kan finde på at lange et par flade ud på et værtshus, men ikke ville drømme om at trampe modstanderen i hovedet, når han var fældet. Og desuden tror jeg, at børn, der ikke har fået volden voldsomt tabuiseret i barnealderen, vil være mindre tilbøjelige til at hengive sig til vold som voksne. Tænk, jeg tror virkelig, at hvis man får lov at slås (efter regler) mens man er lille, vil man simpelthen vokse fra det.
Beth Grothe Nielsen skriver retorisk:
“Er skolens lærere så bange for forældrene eller så konfliktsky i al almindelighed, at de overlader de værste disciplinærproblemer, defineret som vold i straffelovens forstand til andre myndigheder- i bedste fald socialforvaltningen, i værste fald politiet.”
Den sædvanlige gang brok over lærerne, når det angiveligt er forældrene der anmelder volden. Vil den flinke Beth Grothe Nielsen, der drømmer om de gode gamle dages gårdvagter, ikke fortælle hvad en voldsanmeldelse har med lærernes berøringsanst at gøre. Hendes kendskab til hvad der foregår i skolen i dag må være yderst begrænset. For de fleste læreres vedkom-mende er det et dagligt helvede at skulle udrede voldelige eller truende elevers konflikter, timelange samtaler, konfliktråd og indkaldelse af forældre, klassesamtaler og forfra igen.
I ordets egentlige betydning er lærerne berøringsangste, for de må jo IKKE røre eleverne, som de hedengagne gårdvagter. Der findes masser af gårdvagter, gangvagter og ekstravagter som passer på, men den vold eller mobning, der foregår er langt mere udspekuleret og voldsom end før. Mon ikke politianmeldelsen skal ses i dette perspektiv.
99,99% af episoderne anmeldes jo ikke og forsøges udredt på stedet, men den brutale og hensynsløse afstraffelse er tilsyneladene ikke sådan til at udrydde. Jævnfør fx de sidste tilfælde af pigebandevold. Hvor var skole-læreren henne kl 21.30 bag ved skraldecontainerne kunne klumme-skriveren passende skrive. De fleste af voldspigerne var under 14 år og altså i den undervisningspligtige alder. Beth Grothe Nielsen kan jo gætte på hvor sjove de søde piger er i de 8. klasser, hvor de formentlig går. Hvis de ellers dukker op.
Jeg har ikke en forklaring på hvorfor, der er så mange voldepisoder, men det er simpelthen for nemt at skyde på lærerne, som dagligt forsøger at løse problemerne og som oven i købet skal hånes af Grothe Nielsen. Hvis lærererne var konfliktsky, så har de simpelthen valgt den dårligste arbejdsplads. Jeg tror et universitetsjob er mere fredeligt og det er nok derfor, så mange nyuddannede lærere med det samme springer fra og fortsætter på et mere fredeligt sted. Måske med klummeskriveren som underviser. Så kan de måske ende med at dømme nogle af de formastelige og da til enhver tid fordømme de håndssky lærere. Ak ja.