En sand øje-pleaser

Der er gang i nytænkningen omkring formidling af viden til børn for tiden. Først kom den nysgerrigt fortolkende og æstetisk afsøgende Børnenes ænsyklopædi (anm. 29.11.07), og nu følger så Torben Weinreichs lige så veloplagte gennemskrivning af børnenes litteraturhistorie fra 1568 (hvor den første danske børnebog udkom) og helt frem til i dag. Et konglomerat af vigtige titler, tendenser og udviklingstræk over et spænd af godt 400 år og samlet i 4 hovedkapitler, der hver som overskrift har et for perioden tidstypisk udsagn om synet på børn.

Indledningskapitlet 'Rene børn er gode børn' tegner linien fra den første trykte danske børnebog, Niels Bredals Børne Spejl over 16- og 1700-tallets håndkolorerede billedbøger og børneblade. Her er kodeordet opbyggelighed, tro på Gud og renlighed. 'Alle børn er gode børn' rammer 1800-tallet ind og har nedslag på bl.a. Brdr. Grimm, H.C.Andersen, Chr. Winther (Flugten til Amerika), Kaalunds dyrefabler og Ingemann (Morgensange for børn), men også oversatte romaner og (i 1890'erne) de første tegneserier. Opsummerende hedder det om en af hovedtendenserne i århundredet, at "i 1800-tallet kommer mange pæne historier for pæne børn i pæne familier".

Perioden fra 1900 til ca. 1967 samles under formuleringen 'Artige børn er gode børn' og tager turen over Peder Most, Flemming-bøgerne, spejderbevægelsen, Paw, Bibi, Tude-Marie, Jan- og Pukbøgerne, Illustrerede Klassikere og frem til Silas, som sammen med Lille Virgil markerede et farvel til æraen med de artige børn.

Det afsluttende kapitel, 'Kvikke børn er gode børn', laver et summarisk længdesnit på de sidste 40 år fra de politiske bøger i 1970'erne over bl.a. Bjarne Reuter, Ole Lund Kirkegaard, Bent Haller, Louis Jensen og frem til Lene Kaaberbøl og Cecilie Eken. En bevægelse frem mod en litteratur, hvor der i stigende grad åbnes plads for børns egne forestillinger og drømme.

Men ud over de lange linjer i børnelitteraturhistorien er det også bogens fortjeneste og Weinreichs fornemme adelsmærke hele tiden at have blik for modtendenser og markante (og nogle gange banebrydende) enkeltværker og signifikante mindre forfatterskaber. På den måde inviterer bogen til debat og dialog, ikke bare i lyset af den kanondebat Weinreich faktisk selv søsatte i efteråret 2003 med en artikel om kanon i almindelighed og en børnelitterær kanon i særdeleshed, men generelt som et afsæt for en historisk funderet diskussion af, hvilken funktion børnelitteraturen gennem tiden har haft.

Til det ærinde er der i undervisningssammenhæng inspirerende stof at hente på bogens hjemmeside (kortlink.dk/4sxr), hvor der findes en digital lærervejledning med bl.a. et lille brugbart forfatter- og illustratorleksikon samt otte tv-udsendelser om børnelitteratur.

Bogen er især henvendt til de 9 til 12-årige (og fastholder hele vejen børnenenes synsvinkel), men voksne kan i den grad læse med. Med sit luftige, varierede layout (herunder en nyttig tidslinje, der løber som et gennemgående bånd nederst på siderne) og med et sandt kildevæld af såvel teksteksempler som originalillustrationer fra mange af de nævnte værker er der tale om såvel en vægtigt oplysende som en decideret øje-pleasende håndbog. Det sidste skyldes ikke mindst illustratoren Cato Thau-Jensen, hvis fine indsats må fremhæves. Han har fået til opgave at lave de gennemgående illustrationer, der løber som en slags tredje sammenbindende lag mellem tekstuddrag og værkillustrationer. De kommenterer og parafraserer finurligt udviklingen over hele det børnelitteraturhistoriske stræk og skaber med deres elegance, stilsikkerhed og høje humor et fornøjeligt flow hen over siderne.