RUC's bestyrelse og direktion er begyndt at afholde uformelle 'gå-hjem-møder' uden dagsorden og referat. Det er bestyrelsens formandsskab, der har taget initiativ til møderne, der efter planen skal afholdes fire til seks gange årligt. De nye møder kommer efter en tid med voldsom uro på universitetet, som kulminerede, da rektor Poul Holm og direktør Peter Lauritzen kort før jul meldte ud, at der skulle fyres 20-30 ansatte.
Ikke referat
Flere udtrykte dengang deres frustration over ledelsens manglende dialog og åbenhed, og fællestillidsmand Kenneth Reinicke ser derfor de nye møder som et skridt i den forkerte retning:
"Det undrer os, at man ikke vil sende et referat ud fra disse møder. Vores trivselsundersøgelse viste netop, at det især er kommunikationen fra ledelsen, den er gal med på RUC, så der er bestemt ikke brug for flere møder, der ikke er referater fra," siger han.
Birger Steen Nielsen, der er en af initiativtagerne til Akademisk Forum - et medarbejderorgan som debatterer universitetspolitik på RUC - er enig:
"Det harmonerer ikke med de ting, der er blevet sagt fra direktionen om, at man fremover ønsker fuld åbenhed," siger han. De nye gå-hjem-møder blev mandag diskuteret på et møde i Akademisk Forum, og Birger Steen Nielsen har endnu en bekymring:
"Når hele direktionen og bestyrelsen skal mødes så ofte uden dagsorden og referat, så må det vel have et formål. Så man kan forestille sig, at man ønsker at afklare sine holdninger uden om de åbne bestyrelsesmøder. Så alle de vigtige diskussioner finder sted inden de officielle møder," siger han.
Initiativet skaber myter
Det medarbejdervalgte bestyrelsesmedlem, professor i fysik, Jeppe Dyre, mener også, at de nye gå-hjem-møder er problematiske:
"Initiativet, som bestyrelsesformandsskabet har taget, er givetvis velment, og jeg er enig i, at vi i bestyrelsen har et behov for at drøfte de problemer, der er på RUC. Men RUC er en offentlig institution, og det forpligter. For at undgå myter, er jeg betænkelig ved at holde regelmæssige møder uden dagsorden og referat," siger Jeppe Dyre, der ikke deltog i det første møde, som blev afholdt tirsdag aften.
"Hvis der er en særlig god grund, kan vi godt undtagelsesvis mødes uformelt med - eller uden - direktionen. Men hvis det gøres systematisk, kan det vel næppe kaldes uformelt. Så er det jo noget, der er fast planlagt," siger Jeppe Dyre.
Hvem er du?
Bestyrelsens næstformand, Anne-Grete Lysgaard, afviser, at der er tale om møder, hvor der skal diskuteres politik:
"Det skal meres ses som hygge-komsammener, hvor vi snakker om, hvem vi er og hvad, vi vil. For eksempel har vi rektor for Universitetet i Oslo i bestyrelsen. Så kan vi spørge, 'Hvordan gør I deroppe? Og 'er der noget, du synes er spændende?'"
Til kritikken siger hun:
"Man kan altid tro det værste. Fjenden ligger lige bag ved os - de kommer og slår os ned. Men vi vil noget godt med det her."
- Hvordan stemmer møder uden referat og dagsorden overens med løfterne om mere åbenhed?
"Jamen, det stemmer fint overens. For det giver os mulighed for at lære hinanden bedre at kende og finde ud af, hvad vi vil. Det er slet ikke et møde på den måde. Det er bare 'Hvem er du?' I tirsdags var det også en måde at sige velkommen til vores nye bestyrelsesmedlem. Hvem er du? Hvad vil du gerne?"
- Skal I så sidde fire til seks gange om året og sige 'Hvem er du'?
"Nu må vi se, hvor mange møder det bliver til. Det er slet ikke sikkert, at det bliver så mange gange. Det var bare vores umiddelbare forslag."
Fællestillidsmand Kenneth Reinicke havde hellere set, at bestyrelsen og direktionen brugte kræfter på at lære medarbejderne at kende:
"De skulle hellere holde gå-hjem-møder med medarbejderne. Det er det, der er brug for. At alle ser hinanden i øjnene, og at vi lytter til hinanden. Der har været - og er stadig - en stemning af mistillid på RUC, og den kunne sådan nogle møder måske ændre på."







