Feminismen er en fortælling om, at mænd er skyld i de problemer, som kvinder eller hele samfundet står over for. Det er en besnærende tanke for kvinder - de får rollen som uskyldige ofre, og al skyld lægges hos modparten. Men denne tankegang har ført til, at de europæiske befolkninger ikke længere reproducerer sig selv. Det lave børnetal gør det nødvendigt med indvandring fra fremmede kulturer, hvis kvindeundertrykkelse er mange gange værre end hvad vi nogensinde har kendt i Europa.

Problemet beskrives af Mette-Line Thorup i Information 8. februar. Men Thorup mener, at løsningen er endnu mere feminisme - altså endnu mere af den ideologi, der har skabt problemet. Derfor er en replik nødvendig.

Thorup skriver, at så længe vi knokler løs, vil fødsels-tallet med garanti ikke stige. Derfor vil hun have sænket farten på arbejdsmarkedet. Men det betyder at sænke levestandarden, og dét er politisk set uladesiggørligt. Pasningsgaranti for børn har vi allerede. Og øget barselsorlov til mænd batter ikke rigtig - det ser vi i Norge og især i Sverige. I øvrigt viser statistikken, at højtuddannede kvinder og kvinder på topposter i gennemsnit får færre børn end andre - det er uheldigt af flere grunde. På det strukturelle plan synes ingen udveje altså at føre til en løsning.

Biologien siger

Feminismen vil have mindre forskel mellem kønnene, og det er netop den ringe forskel, der er problemet. Biologien siger desværre, at uden tilstrækkelig forskel mellem kønnene bliver der sat for få børn i verden. Thorups tal bekræfter det også - dé europæiske lande hun nævner, hvor lønforskellen er meget lille, er netop lande med meget lave fødselstal. Og omvendt - hvis man vil se rigtig høje børnetal, skal man gå til kulturer med ekstrem uligevægt mellem kønnene.

Konklusionen af dette kunne være, at vi skal have mindre ligestilling. Det er dog en uvelkommen tanke - vi kan ikke med vilje ønske en uretfærdig verden.

Jeg mener, at vi hellere skal finde løsningen et helt andet sted, i vores sind. En forandring i vores sind vil måske være tilstrækkelig virkningsfuld til, at børnetallene kan genoprettes, uden at vi giver køb på kønnenes ligeberettigelse.

Hvordan det?

Mine egne konklusioner om kvinders lyst eller ulyst til at føde børn har jeg redegjort for på tryk andetsteds. De siger, at datterens forhold til faderen er afgørende, og det forhold styres af moderen. Hvis moderen tænker negativt om faderen og viser det, så indpodes et negativt billede af faderen i datterens livsopfattelse. Feminismen har gjort det meget lettere og mere legitimt at tale dårligt om far. Nu kan han få skylden for næsten ethvert problem, som mor måtte have. Når datteren lægger øre til det, mister hun tilliden til mænd generelt, for far er modellen for alle mænd. Ingen jævnaldrende mand kan ændre på det.

En undskyldning

Begge køn skal lære at tænke anderledes. Mor og datter skal bevidstgøres om det forkerte i at give mænd skylden for alt. Mænd skal erkende, at de fleste kvinder mister lysten til sex og børneavl, hvis mændene er pæne og skyldbevidste og forsøger at være til behag. Feminismen siger ikke, at nogle mænd er undertrykkere - den siger, at alle mænd er undertrykkere, at den pæne mand stort set ikke er bedre end de andre. Hvis en mand tager den fremstilling for gode varer, må han nødvendigvis gå rundt resten af livet som en stor undskyldning for, at han er til stede i verden. Ingen kvinde kan elske den mand, der bliver resultatet af den proces. Også på den måde er feminismen ødelæggende på det mentale plan.

Kåre Fog er biolog