Brændende skoler

"Forældrene har også deres del af ansvaret, men også det danske social- og skolevæsen hare været alt for slapt. Det er det stadig, selv om det er blevet bedre. Jeg går ikke ind for kæft og trit, men for retning."

Skoleleder Lise Egholm, Rådmandsgades Skole, København N

I REAKTIONERNE PÅ den seneste uges forkastelige afbrændinger af skoler, institutioner, containere og biler findes der groft sagt to yderpositioner. Én, der mener, det hele skyldes kulminationer på et ondsidet samfunds årelange ydmygelse, diskrimination og mangel på anerkendelse af indvandrere. Og så én, der mener, det intet har med samfundet at gøre, men udelukkende er et ansvar, som de enkelte brandstiftere og deres forældre må tage på sig. Samfundet er et overflødighedshorn af muligheder og personlige udviklingspotentialer, som det blot er op til den enkelte at gribe - så ligger verden åben.

Begge positioner er sådan set lige sort-hvide og dermed også lige langt fra virkeligheden, men begge postulerer de at besidde sandheden om det danske samfund lige nu. Forklaringerne på de dybt forkastelige aktionsformer befinder sig snarere et sted midt imellem og lader sig ikke lige sætte på formel. I sidste ende er der tale om en minoritet, der udøver en spektakulær og højbevidst fotogen ballade. Men i al sin meningsløshed er selv afbrændinger en form for sprog, og når det samtidig får en mediedækning, der rydder samtlige sendeflader, vil overfortolkningerne stå i kø i et samfund, der i 20 år har diskuteret integration og nu - ligegyldig hvilken position, man tilhører - får sine værste fordomme bekræftet og sin forvirring forstørret, for har man da intet lært eller forstået? Derfor positioneringerne.

DET BEKYMRENDE er imidlertid, at den siddende regering repræsenterer den sidste position uden tilsyneladende at føle trang til at forsøge at nuancere synspunktet.

Ét er, at Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, i et soloamokløb vil have de unge udstyret med GPS-sendere, så samfundet altid vil kunne vide, hvor de er. Og at han i samme åndedrag langer ud til højre og venstre - og ikke mindst til politiet og brandvæsenet, som i disse dage overdænges med brosten og flasker - for blødsødenhed. At andre vil have indført kollektiv straf. Og at Pia Kjærsgaard i sit ugebrev vil have nedsat den kriminelle lavalder til 12 år og styrket mulighederne for fratagelse af statsborgerskab. Men egentligt bekymrende er det, at landets statsminister frikender samfundet for ethvert ansvar og udelukkende placerer det hos de enkelte uromagere og deres forældre. Også selv om han huskede at sige, at det er vigtigt ikke at stigmatisere alle indvandrere.

Nej, tværtimod er det vigtigt at minde om, at unge indvandrere for tiden klarer sig bedre i uddannelsesstatistikkerne end deres etnisk danske jævnaldrende, og at den lave arbejdsløshed faktisk er temmelig gavnlig for integrationen. Samtidig er det vigtigt at minde om, at der - som med Ungdomshuset - er tale om en lille minoritet, der ganske vist - som i tilfældet Ungdomshuset - benytter sig af en voldsom aktionsform.

Det skal samfundet naturligvis slå hårdt ned på og understrege, at det ikke er et gyldigt sprog i et demokrati. Størstedelen af ansvaret ligger hos de enkelte og deres forældre, så langt har statsministeren og for den sags skyld Pia Kjærsgaard ret.

Men det fritager ikke samfundet for at forsøge at forstå, uden af den grund at ende i de rene flagellantiske forklaringsmodeller om, at det altsammen skyldes et xenofobisk dansk samfund.

Som Lise Egeholm er inde på ovenfor, handler dette ikke om diskrimination eller racisme, men nok så meget om marginalisering.

SYMBOLIKKEN ER til at få øje på, når det er skoler, der brændes af. For uden nogen med skudsikkerhed har kunnet fastslå, hvad der egentlig er årsag til afbrændingerne, eller for den sags skyld, hvem der står bag, kan et kvalificeret gæt være, at netop skolen er synonym med deres oplevelse af nederlag.

Det legitimerer naturligvis intet, men leverer en forklaring. Mange indvandrere - især drenge - er vokset op med en dyb splittelse mellem på den ene side forældre, der aldrig har pakket den mentale kuffert ud og har fastholdt dem i et patriarkalsk og forældet billede uden at give dem muligheder for at tolke det danske samfund, og på den anden side et dansk skole og uddannelsessystem, hvor man skal overleve på selvstændighed, sociale kompetencer og tolkningsredskaber.

Dermed ikke sagt, at skolen bærer hele skylden, men den står over for en stor udfordring, hvis den skal give disse unge en anden fasthed og fornemmelse af retning, der kan føre dem ud af offerrollen og den identitetsløse selvmedlidenhed og åbne deres øjne for de muligheder, som det danske samfund ganske rigtigt indeholder. De to positioner derimod, hvor den seneste uges hændelser enten forklares som resultatet af ond diskrimination eller moralsk forfald, løser intet. De øger kun selvmedlidenheden og følelsen af marginalisering. Og sådan noget kan brede sig som en brand.